Søndag. hjemad.

15. september 2019

Bussen kørte fra KEX kl. 05.00. Lufthavnen i Keflavik var PROPPET med mennesker. Jeg nåede at købe snolder til børnene i taxfree. Alle nåede flyveren. Jeg fik plads i smørhullet mellem Christian og Ditte på flyveturen, og sov stort set hele vejen til Kastrup. Busselskabet havde sendt en hentebus til os med for få siddepladser. Martin kommenterede det på messenger med et: ”De yngste må stå op!” Det kom de nu ikke til. Der var en håndfuld frivillige der tog toget i stedet, og derfor faktisk ankom til Aarhus før os, der kørte med bussen. 

Det er skønt at rejse med Vocal Line, med musikken som årsag. Især når vi får sådan en vellykket tur ud af det. Island er for vild. Naturen har det lige lidt ekstra, over det hele. And now it’s wowen into my being… 

Lørdag. reykjavik. harpa.

14. september 2019

Fridag  i Reykjavik. Gåtur med Sørine og Karl, tur på loppemarked, islandsk burger til frokost og indkøb af vigtig rejsesouvenir: Uldtæppe til vores sofa. I dag, med internettets evige tilstedeværelse er vi jo aldrig ret langt væk fra hinanden. Martin og jeg har som regel kun kontakt med hinanden på sådan en tur, hvis der er nogle praktiske ting vi skal have fælles fodslag om, eller den ene mangler et telefonnummer på en af børnenes legekammerater. Men denne gang har jeg sendt billeder af al flotheden hjem til ham – måske i håb om, at han ville tænke, at dét var værd at se i virkeligheden… Og således kunne jeg også tage billeder og vise ham uldtæpper i forskellige farver, og vi kunne blive enige, hen over Nordatlanten om, hvilket tæppe vi gerne ville have liggende i vores sofa. Smart. 

Aftenens koncert, turens sidste, foregik i Harpa, som er et relativt nyt musikhus. Det ligger ved havnefronten i Reykjavik, og er et ret fint sted. Facaden er af glas, som muligvis er coatet med noget nano-halløj. I hvert fald lagde husmoder-Ida mærke til, at glasset slet ikke syntes beskidt, og at regnen, som stod ned det meste af lørdag, løb umærkeligt af, uden at efterlade striber.

Harpa, backstage. Med masser af lysindfald og udsigt til hav og bjerge.

Lydprøven var igen en lang omgang, men det er nødvendigt for at give publikum den bedst mulige oplevelse. Helgi og Tina kom og var med til sidste del af lydprøven. Helgi skulle være gæst på vores udgave af hans sang ”Hundred miles” og Tina var gæst på to af sine egne sange, ”The River Of What’s Been” og True North”. Det er virkelig fascinerende at opleve dem i den del af forberedelsen til en koncert. De ved PRÆCIS hvordan det kan lyde, når det lyder rigtig godt. Ida, min mikrofonmakker og jeg er vandt til, at synge på halvdårlig monitorlyd, og vi forlader os på, at vores såkaldte muskulære tonale hukommelse får os helskindede igennem en koncert. Når man lever af musikken, som vores to gæstesolister, så nøjes man ikke. Sejt.

Lydprøve i Harpa. Nu med guitar og solister.

Koncerten var en dobbeltkoncert med det islandske kor Vocal Project. Min mor har en veninde, der bor i Reykjavik, som hun har besøgt to gange. Med næsten 50 års mellemrum. En uges tid før vi rejste fandt hun ud af, at venindens datter synger i Vocal Project, og at vi derfor ville mødes i denne koncert. It’s at small world.

Koncerten blev rigtig god. Jeg besluttede mig for at NYDE den hele vejen. Jeg tror at Tina og Helgi gjorde det samme. Det er virkelig fedt at synge med en stærk backing, som vi utvivlsomt udgør. Jeg har selv prøvet det med et bigband, og kan kun forestille mig, at det er mindst lige så fedt at være solisten foran Vocal Line. Vi sluttede aftenen i Harpa backstage med en hyldestsang til vores egen yndlingsislænding, Gunnar, som tak for at have gjort et helt igennem fantastisk arbejde for, at rejsen til Island blev så vellykket og oplevelsesrig, som den har været.  Og tilbage på KEX fik vi os en godnatøl/sjus, og gik tidligt i seng, for hjemrejsen søndag begynder med, at alarmen ringer kl. 04.30…

Fredag. Þingvellir. sommerhus. englelyd.

13. september 2019

Jeg vågnede lidt i syv, gik i bad og tænkte meget på dagens formandsopgave: At sige et par ord som tak for gæstfriheden, til et par dygtige musikere, som havde inviteret os ud i deres sommerhus til en bid mad og en øvesession. Sætningerne løb rundt i hovedet på mig, og jeg blev enig med mig selv om, at det nok denne gang var en god ide at skrive et lille manuskript, som jeg kunne holde mig til… Det er ellers ikke svært for mig at rejse mig og sige et par ord. Men denne her ville jeg godt have lidt styr på. 

Vi kørte til Þingvellir, endnu et historisk vigtigt sted i Island. Geologisk er Þingvellir interessant, for her kan man se to kontinentalplader/tektoniske plader, der ultra langsomt fjerner sig fra hinanden. Jeg begejstres dog langt mere over historierne om, at det islandske AlÞing (parlamentet) holdt til her i 800 år, fra ca. år 1000 e.kr. Jeg forestiller mig høvdinge komme ridende til samling fra hele Island, telte og heste i massevis, historier og sange, alliancer og beslutninger der hænger i luften. Og så glæder jeg mig over at de geologiske forhold har gjort stedet utroligt smukt. 

Anette, mig og kanten af den amerikanske kontinentalplade.

Da bussen igen rullede ud på landevejen var den fuld af spændte forventningsfulde Vocal Linere. Og da den stoppede igen, på en lille jordvej, var det foran Tina Dickow og Helgi Jónssons sommerhus. Tina stod ude foran entrédøren og hilste på os alle sammen, og sko og støvler stablede sig op i entréen efterhånden som alle fandt ind i huset. ”Uvirkeligt” og ”starstuck” var ord der havde floreret blandt os de sidste par dage, efter at nyheden om denne, for os helt særlige invitation var blevet breaket. ”Tør jeg at sige til Tina Dickow at jeg er en virkelig stor fan..?” var nok essensen af de tanker, der blev tænkt rundt omkring i Vocal Line-hoveder. Jeg havde forberedt mig hjemmefra. Hun er god til at lave musik. Jeg er god til at lave ting i læder. Så jeg havde lavet en ting til hende, med reference til hendes poesi, skrevet et kort, og forberedt mig på, at det måske alligevel ikke blev muligt at aflevere gaven til hende. Det blev det, og hun blev glad for den.

Martin kommenterede i øvrigt på et opslag: ”Jeg *elsker* at man flytter til Island for at komme væk fra det hele, og derefter bygger et sommerhus for at komme endnu længere væk”. Med denne udsigt forstår jeg alting.

Room with a view.

Det gik op for mig, da bussen igen trillede ud på alfarvej, at dette besøg, med frokost og øvning til koncerten i morgen midt i stuen, var et besøg, hvor begge parter følte en gensidig beundring. Jeg håber ikke det er sidste gang vi får lov at synge sammen, og jeg håber især, at enhver Vocal Liner følte, at de hørte til, i den musikalske superliga, som jeg syntes det var og er.

Musikalsk familiefoto.

Ankomst til KEX hostel i Reykjavik, og halvanden times fritid i byen inden vi mødtes ved Hallgrímskirken, hvor vi havde fået lov til at synge en lille spontan koncert. Kirken er den største kirke i Island og er et populært turistmål på grund af sin særlige arkitektur. Det var en gave at få lov til at synge der. Akustikken er aldeles vidunderlig. Vi sang tre-fire sange, og jeg høl af rørelse da vi var færdige. Jeg tror ikke vi nogensinde har lydt smukkere.  Sikke en vild dag! Den ligger højt på oplevelsesindex’et.

Hallgrímskirken i solskin.

Torsdag. mellem gletsjere til magtens centrum.

12. september 2019

Dagens program bestod mestendels af bustransport. Midt ned gennem Island, mellem to gletsjere, ad hullet vej, den eneste vej, hvis man vil ”skyde genvej” og ikke køre langs kysten for at komme fra nord til syd. Vi spiste frokost ude midt i ingenting, med udsigt til gletsjere både mod vest og øst. Hveravellir, hedder stedet, der naturligt nok kun har åbent om sommeren, da der i lange perioder om vinteren slet ikke er adgang til denne lille plet mellem Langjökull og Hofsjökull. Vi troede at vi havde kørt på dårlig vej, men vi havde faktisk ikke prøvet dårlig vej endnu, før vi kørte fra Hveravellir. Det var som at kigge ud på månen mens man sad i en middelmådig massagestol, og de, der lykkedes med at sove på denne bustur skulle næsten have en medalje… 

“Du er her”. Med 4G på telefonen…

Vi ramte endelig noget asfaltvej midt på eftermiddagen, og kort tid derefter ankom vi til Gullfoss. Her var masser af turister, men Gullfoss er sørme også værd at køre efter. Det er en af de seværdigheder man finder på ”The Golden Circle”- turene, man som turist kan købe sig til. Gullfoss falder i flere niveauer og er meget turistvenligt, med let adgang og et utroligt flot kig til vandfaldene.

Sørine og mig ved Gullfoss

Næste stop var gejseren Strokkur. En aktiv gejser, der springer en gang hvert 5-10 minut. Kogende vand, 20-30 meter ret op i luften. Temperaturen er sikkert helt perfekt til instant coffee.  Bagerste del af bussen havde svært ved ikke at give det hele et lummert twist, da Gunnar i busmikrofonen annoncerede, at Geysir, som er den gejser alle andre gejsere har fået navn efter, *naturligvis* er et hankønsord på islandsk. 

Kl. 17.00 ankom vi til dagens endestation: Skálholt. Skàlholt var i mange hundrede år et af de vigtigste steder i Island. Islands første bispesæde blev oprettet her i 1056, og indtil reformationen var biskoppen ved Skálholt landets rigeste og mægtigste mand. På det tidspunkt boede der omkring 200 personer på bispegården.  Idag står her en kirke, som er den tiende på stedet. De stavkirker og trækirker som lå her før, blev enten blæst omkuld eller brændte. I 1784 beskadigede et jordskælv kirken og bispegården så voldsomt at man besluttede at bygge Islands domkirke i Reykjavik, der fra 1700 tallet var begyndt at vokse.  

Skálholt. Pakket ind i pænhedsnatur.

Skálholt ligger smukt på en bakketop, med udsigt til floden Ölfusá, som løber ud i Atlanterhavet. Mon ikke Skálholt har kunnet være magtcentrum i Island gennem 800 år, fordi man både har kunnet komme dertil med skib og på hesteryg?Vi sang en halvakustisk koncert i kirken om aftenen. Sidste nummer var Halleluja. Den gik lige i Solar Plexus på mig, efter lang transport og store naturoplevelser. Halleluja har for mig været meget knyttet til rejsen til Brasilien for fire år siden, og ikke nødvendigvis med fine minder i bogen. Nu kryber den under huden på mig med nye, positive rejseminder hæftet på sig. Efter koncerten havde Gunnars faster sørget for et dejligt traktement til os. Lige hvad man trænger til, efter en lang dag og en god koncert. 

Onsdag. familie. koncert

11. september 2019

I dag stod der ”fritid på egen hånd i Akureyri” på programmet. Hvilket betød ”Jagten går ind på en islandsk sweater…” Det var nu ikke så ligetil at finde en sådan, til en pris jeg kunne betale. Men ved Røde Kors’ bod på torvet fandt jeg en kortærmet, fin uldsag, til 75 kr. Vi var mange, der valgte at spise frokost sammen på en fiske- og sushirestaurant. Det er dejligt at nogen tager initiativ til at vi alligevel gør noget sammen på fridagene. 

Efter frokost gik jeg hen i Akureyris botaniske have. Her havde jeg aftalt at mødes med min fætter Jens, som bor i Akureyri. Det er noget særligt at rejse langt væk, og så mødes med nogen, der kender ens kerne og ophav så godt som Jens og jeg kender hinandens. Vi havde et par rare timer med kaffe og snak om vores liv nu, og om det vi kommer fra. Han og hans kæreste Ger∂ur havde også købt billetter til vores koncert om aftenen.

Familiemøde i Akureyri. Jens og mig.

Koncertsale er i det store hele ens. Der er de samme faciliteter i varierende størrelser, og niveauet af tjekkethed i huset er som regel også indenfor en standart som betyder, at man som sanger ikke mærker ret meget til de tekniske aspekter af en koncerts afvikling. Lydprøven i dag var lang, vores lydmand knoklede for at sætte sig ind i den mixer, der var stillet til rådighed i Hof, musikhuset i Akureyri. Til sidst blev det godt, heldigvis.

Lydprøve i Hof

Det var muligvis kun mig og Gunnar, der havde familie siddende i salen til koncerten. Det er ikke så usædvanligt for mig, men for Gunnar må det have været en ganske særlig aften. Hjemmebane, med familie og barndomsvenner, naboer og bekendte på stolerækkerne. Jeg sendte ham mange tanker under koncerten og gjorde mig måske faktisk lidt ekstra umage, fordi det føltes vigtigt, at hans hjemmepublikum fik det bedste vi kan præstere.  Det blev en god koncert, og bagefter gik vi på værtshus med Gunnar og hans venner. Det er særligt når ens verdener ”mødes”, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik lov at være med, i det krydsfelt. 

Tirsdag. Jeg har tabt mit hjerte

10. september 2019

Det er længe siden jeg har følt mig så lille bitte. Men Island tænder for noget perspektiv i mig. I dag har jeg set natur, som jeg aldrig selv ville have kunnet forestille mig fandtes i denne verden. Usandsynlige lavaformationer, skabt af damp for tusind år siden. Kogende, stinkende mudderpøle i dragende farver. Tusind forskellige nuancer af grå, imellem lavamarken på jorden og de dramatiske skyer på himlen, eller i den klippeside, der lignede små grå sukkerknalde nogen havde stablet tilfældigt ovenpå hinanden. Sorte bjerge midt i store vidder. Majestætiske vandfald, der løber hvor de vil, med en uforståelig volumen og kraft. Og varmt vand midt ude i det islandske efterår, som smøg sig silkeblødt om min krop, mens jeg sang med de dejligste sangermennesker, jeg kender.

Det var endnu en dag med mange timer i et bussæde. Men konstant med en udsigt, der kunne tage vejret fra mig med sin skønhed, eller med sin konstante forandring. Jeg har haft vand i øjnene flere gange over den selvfølgelighed landskabet udstråler. Mennesker, I må gerne være her. Men det er altså Moder Natur, der bestemmer. Jeg oplever et enormt ingenmandsland, der føles så vedkommende, at jeg former sætninger i mit hoved, der skal overbevise min familie om, at Island er et besøg værd. At se mod horisonten og finde roen i, at være præcis hvor jeg skal være. At være i stand til at se langt længere ud over vidder en jeg nogensinde før har gjort, er som at komme hjem i mig selv.

Godafoss

Det mest rørende i dag var dog ikke kun al den vidunderlighed som naturen kunne byde på. Gunnar, som synger 2. bas, er født og opvokset i Island, øst for Akureyri, som var det område vi udforskede i dag. Og han viste os sit barndomshjem, sin fødegård. Bussen kørte blot en tur rundt i gårdspladsen, mens han fortalte om, at de træer vi kunne se lidt nord for gården, dem havde ham og hans familie plantet. Hvor tit lukker vi folk ind i vores fortid, som vi møder i vores nutid? I dag bor hans familie ikke længere på gården, de ejer en restaurant, hvor vi spiste vores aftensmad på tilbagevejen. Jeg bryder mig ikke om lam. Men jeg tager gerne tilbage til Dalakofinn og spiser deres lammesteg igen. Sikke en dejlig dag!

Mandag. Rejsedag.

9. september 2019

Kl. 05.30 vækkede alarmen mig, og jeg, som ellers nok kan snooze en morgen væk, var lysvågen og på vej i bad. Alt var pakket, børn blev vækket og gjort skoleklar, vi fik sagt på gensyn og god tur og “jeg kommer til at savne dig”, og inden længe blev jeg og alt mit habengut sat af ved bussen med et “god tur, og tillykke med vores bryllupsdag…”

At rejse med Vocal Line er et studie i glæde, vaner og “plejer”. Der er ikke faste pladser i bussen. Og så lidt alligevel. Det er trygt at sidde ved siden af nogen, som man kan sidde ved siden af i mange timer, uden at sige så meget. Nogen har spil med, andre kigger ned i telefoner og iPads. Alene eller sammen. Jeg ser aldrig så mange mærkelige YouTube-videoer som når jeg rejser med Vocal Line. Der er bestemte lyde og sætninger, der skal siges, rutiner der skal følges. Kaffe der skal drikkes og toiletbesøg der skal tales om (…) Tiden går hurtigt i godt selskab, og pludselig var vi i Kastrup og på vej ind i flyveren

Det tager ca. 3 1/2 time at flyve til Keflavik lufthavn. Da Island kom til syne i det lille flyvinduet, var det Vatnajökull jeg fik øje på som det første. Gletsjeren vælter ud i havet og det ser vældig dramatisk ud fra luften. Christian, som sad nærmest vinduet var dog ikke helt så imponeret som jeg…

Fra lufthavnen i Keflavik går turen med bus til det nordlige Island og byen Akureyri, hvor vi skal bo de næste tre dage. Det er en tur på omkring 8 timer igennem anderledes og betagende landskab. Island føles stor og rå, men der er en skønhed og varme i alt det grønne, brune og grå. Detaljer dukker op i nye vinkler, får og heste græsser frit på skråninger, vandfald og floder skærer sig igennem sten og former lavagrunden. Ingen billeder jeg kan tage gennem busruden, kan yde oplevelsen retfærdighed. Hvor er her smukt! Jeg drømmer mig ud midt i al den ingenting der er så meget af her. Og det bliver jeg vist ikke færdig med foreløbig.

Vi når frem til Akyreyri omkring den islandske midnat, bliver sat af ved to forskellige guesthouses, og entrerer hurtigt drømmeland under tunge, trygge dyner. Ditte er en virkelig god værelsesmakker. Hun er helt stille når hun sover <3

Mobilblogging

Det er lykkedes mig, med hjælp fra min ægteviede IT-support, at finde ud af, at logge på WordPress på mobilen. Det betyder, at jeg vil forsøge mig med, at skrive rejsedagbog her på bloggen. Om ikke ret længe stikker jeg nemlig af til Island sammen med Vocal Line. Og jeg glæder mig helt utroligt meget. Jeg lover ikke noget stort og vildt. Men nu er muligheden der. Stay tuned…

“Skal jeg sparke dig i hovedet?”

Jeg har det stramt med børn der svarer igen. Børn der vrænger af voksne (og andre børn) ”Du må gerne synes at jeg er en idiot, bare du gør som jeg siger”, er en sætning jeg har sagt til elever mange gange i min karriere som indskolingslærer. Jeg har som barn mødt mange voksne, som jeg ikke syntes om, men som jeg skulle rette mig efter. Og min trøst var altid, at mine tanker om vedkommende var mine egne. Som lærer har jeg aldrig stræbt efter at være en populær voksen. Det har været meget mere interessant at deltage i skabelsen af hele, dannede mennesker. Og i den proces er man ofte den, der udfordrer børnene på deres personlige ståsted. Dét er der noget ved! Men det er en demotiverende faktor at skulle fortælle de samme børn igen og igen, (som tilsyneladende ikke har lært noget af de sidste tredive gange man har fortalt dem) at de ikke skal afbryde, når andre taler.

Da jeg havde sagt farvel til mine piger i skolegarderoben her til morgen og gik ud mod cykelstativerne mødte jeg en flok drenge. En fire-fem stykker. Karmaen omkring dem var ikke videre positiv, de mundhuggedes lidt, en vrængede noget om at sige noget til de voksne. Den største og den mindste af dem syntes at være dem, der havde en beef med hinanden. Den store siger til den lille, at han da nemt kan sparke ham i hovedet, og den lille svarer flabet retur, at det kan han da bare gøre… Og woom! Så svinger den store sit højre ben op i luften og rammer den lille i baghovedet. Lige for næsen af mig. Jeg har en lyserød frakke på, så jeg er ikke lige frem usynlig, og jeg kan slet ikke lade være med at kommentere det, jeg netop har set.  ”Det må jeg nok sige!”, siger jeg med høj stemme. ”Det mente du alligevel var en god ide?” Den store dreng kigger åndsfraværende på mig og mumler stille: ”Men han gav mig jo lov”, og trasker videre. ”Ja, men man må altså godt tænke sig om med indersiden af hovedet!”, nærmest råber jeg efter ham. Ingen reaktion. En anden forældre i nærheden ser helt chokeret ud og siger: ”Jeg så ikke hvad der skete, hvad var det for noget?” Jeg forklarer hende hvad jeg havde oplevet, og hun syntes det var godt at jeg havde sagt noget.

Jeg cyklede hjem i syv sind. Skulle jeg have holdt min mund? Nej! Børn har kun gavn af at opleve ægte reaktioner på deres adfærd. Men jeg blandede mig jo i noget som ikke kom mig ved… Måske. Men hvis ikke den lille dreng havde haft sin cykelhjelm på, havde den store så alligevel sparket, og hvordan var det så spændt af? Skulle jeg være gået med dem helt ind i klassen og have ventet på en lærer eller pædagog og have fortalt hvad jeg havde set? Jeg ved jo strengt taget ikke, om den lille dreng havde været mere end almindeligt øretæveindbydende før jeg får et øre ind i samtalen.

Og så tænkte jeg på mit lærerliv. Hvor der flere gange om dagen var situationer af denne slags, med børn der ikke var gode ved andre børn, som ikke kunne forstå fornuft, årsag og virkning. Og børn som havde forældre, der mestendels troede på deres eget barns historie, og ville have møder og særlige indsatser, men ikke forstod, at det også var deres værk og ansvar, at deres barn var som det var.

For et halvt år siden ville jeg også have reageret som jeg gjorde i dag, på situationen med drengene. Men det ville også have betydet, at de følgende dage stod på stresskrop og hjertebanken. Det tror jeg ikke det kommer til, denne gang. Jeg er mest bare ærgerlig over, at børn kan være sådan. Og at jeg lige var der, på netop det tidspunkt. Jeg gider ikke længere opdrage på andre folks børn. Men jeg ville omvendt have haft en endnu dårligere smag i munden, hvis jeg blot var gået forbi uden at sige noget. For så havde jeg svigtet den dreng der blev sparket. Og det kan godt være drengene synes jeg er en idiot. Men jeg er en idiot, der sætter grænser og ikke bare går forbi.

To be Frank – en parafrase over regnskaber og stress.

Jeg har altid vidst hvad en revisor var for noget. Min far, talknuseren, var revisor, havde firma og ansatte og da jeg blev gammel nok til det blev jeg også ansat, som piccoline, og tjente her mine første egne penge. Som der selvfølgelig blev ført regnskab over… Som 12-13 årige fik min bror og jeg selv råderet over vores økonomi. Eller. Far havde læst (og selvfølgelig regnet efter) hvor meget et barn på vores alder cirka kostede på årsbasis i tøj, toiletartikler, fritidsinteresser og så videre. Og det beløb blev divideret med tolv, og så skulle vi ellers lære at lægge budget, så vi havde penge til det, vi gerne ville bruge penge på. 1100 kr. pr måned. Ville vi gå til spejder, fodbold eller dans, så skulle der være penge til at betale det, når kontingentet blev opkrævet. Den første tid med denne – på papiret – enorme økonomiske frihed indeholdt månedlige budgetmøder med far. Hvad blev pengene brugt på? ”Husk nu at gemme penge så du kan betale for sommerlejr med spejderne. Hvis du køber den dyre shampoo er der ikke råd til at tage med ungdomsklubben i svømmehallen.” Jeg hadede de der budgetmøder. Tal er SÅ tørre. Jeg har en god og sund økonomisk sans, og vidste udmærket hvor mange penge jeg havde og hvor mange penge jeg kunne bruge for at have råd til det ene og det andet. Også fremadrettet. Men jeg lavede pligtskyldigt mine budgetter. Også da jeg sparede op til at komme på højskole. Og flyttede hjemmefra. Og flyttede igen. Og flyttede til Odense. Og droppede ud af sygeplejestudiet. Og fik fuldtidsjob. Og tog på højskole igen. Jeg har styr på min økonomi. Det er helt andre steder i mig der har brug for råd fra en revisor.

I dag er det Martin der står for at lave budgetter hjemme hos os. Jeg kigger med over skulderen, men hans evner i et excel-ark overstiger mine med lysår, og det går så stærkt når han kopierer og flytter rundt, at jeg må kigge væk. Jeg stoler endnu ikke helt på cut-copy-paste. De benoves i banken når vi kommer med det store regneark med forventede indtægter og udgifter. Det er så grundigt.

De mentale regnskaber derimod. De har været i underskud i en periode. Eller skulle jeg sige, en årrække. Her har jeg ikke formået at kalkulere med korrekte indtægter og udgifter. Der har ikke været balance. Og på et tidspunkt er der ikke mere kredit at give af.

Og bang. Så lå jeg der. Med stress. På bunden. Den manifesterede sig flere steder. Hyperventilerende på en bænk med en omsorgsfuld kollega ved siden af, der gjorde alt det rigtige (tak, Lene). Med hjertebanken på mit køkkengulv med min leder i røret – ”Jeg kan ikke komme i morgen. Jeg kan ikke noget”. Hulkende på mine knæ på gulvet i min læges konsultation. ”Jeg er så bange for at du vil sige til mig, at jeg bare skal tage mig sammen.” Det gjorde lægen ikke. Hun sygemeldte mig, først en måned, så to måneder mere. Og langsomt, ekstremt langsomt hævede jeg mig lidt op fra bunden. Jeg oparbejdede en smule kredit igen. På min sofa, med Netflix. Med middagslure. Med gåture. Med mere Netflix. Jeg genså Friends, Downton Abbey, The Crown og udvalgte afsnit af Game of Thrones. Men begyndte ikke på nye serier. Mit hoved kunne kun forholde sig til langsom tv som det havde set før. Jeg kom ikke meget ud. Kørte ikke selv bil de første fjorten dage. Jeg turde ikke stole på, at min hjerne kunne reagere hurtigt nok, hvis jeg kom ud for farlige situationer i trafikken. Langsomt kom der mere ro i mit hoved. Og gamle vaner overtog igen. Og bang! Tilbagefald. Fuck! Jeg havde presset mig selv til noget jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg havde bare ikke mærket ordentligt efter. Jeg var rasende! Og så dukkede der pludselig en ny mand op i mit liv.

Frank. Min psykolog præsenterede mig for ham. Og Frank har været hos mig næsten hver dag siden.

”Hvem hulen er Frank?”, spørger du nok. Frank er min mentale revisor. Han er en ældre herre, lidt krumbøjet, tyndhåret og lidt buttet. Man kan kende ham på de brune, rillede fløjlsbukser, som er blankslidte på knæene. Han ryger pibe, men kun efter frokost. Han ejer ikke et jakkesæt, men han er til gengæld leveringsdygtig i sweaterveste i alle de grågrønne og brune farvenuancer du kan forestille dig. Frank holder øje med min mentale balance. Og jeg spørger Frank til råds når jeg kigger min kalender igennem eller bliver spurgt om jeg lige kan det ene eller det andet. Frank arbejder ikke med toårs-planer. Faktisk evner Frank ikke at se ret meget længere fremad end en uges tid. Og er der ikke balance mellem mental indtægt og mental udgift, så kigger Frank spørgende på mig henover brillen. ”Hvordan havde du tænkt dig, at dette skal bogføres?” Han betragter mit mentale helbred som en konto med hævekort. Der kan ikke laves overtræk. Hvis jeg vil bruge mentalt energi på noget, skal der være opsparet noget energi jeg kan benytte til formålet. Frank bliver aldrig vred. Men jeg er aldrig i tvivl om hvad han tænker, når han ryster uforstående på hovedet over et valg, jeg har truffet.
Frank is always frank. Ærlig som et spejl man kan holde op foran sig selv. Jeg elsker ham og satser på, at vi får et frugtbart og langvarigt forhold til hinanden.

PS: Frank er naturligvis en fiktiv, opdigtet person som udelukkende eksisterer inde i mit hoved. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet, men kan betragtes som en kærlig hyldest til mennesker i almindelighed, revisorer i særdeleshed.