Alle indlæg af Ida Brink Krøger

Søndag. hjemad.

15. september 2019

Bussen kørte fra KEX kl. 05.00. Lufthavnen i Keflavik var PROPPET med mennesker. Jeg nåede at købe snolder til børnene i taxfree. Alle nåede flyveren. Jeg fik plads i smørhullet mellem Christian og Ditte på flyveturen, og sov stort set hele vejen til Kastrup. Busselskabet havde sendt en hentebus til os med for få siddepladser. Martin kommenterede det på messenger med et: ”De yngste må stå op!” Det kom de nu ikke til. Der var en håndfuld frivillige der tog toget i stedet, og derfor faktisk ankom til Aarhus før os, der kørte med bussen. 

Det er skønt at rejse med Vocal Line, med musikken som årsag. Især når vi får sådan en vellykket tur ud af det. Island er for vild. Naturen har det lige lidt ekstra, over det hele. And now it’s wowen into my being… 

Lørdag. reykjavik. harpa.

14. september 2019

Fridag  i Reykjavik. Gåtur med Sørine og Karl, tur på loppemarked, islandsk burger til frokost og indkøb af vigtig rejsesouvenir: Uldtæppe til vores sofa. I dag, med internettets evige tilstedeværelse er vi jo aldrig ret langt væk fra hinanden. Martin og jeg har som regel kun kontakt med hinanden på sådan en tur, hvis der er nogle praktiske ting vi skal have fælles fodslag om, eller den ene mangler et telefonnummer på en af børnenes legekammerater. Men denne gang har jeg sendt billeder af al flotheden hjem til ham – måske i håb om, at han ville tænke, at dét var værd at se i virkeligheden… Og således kunne jeg også tage billeder og vise ham uldtæpper i forskellige farver, og vi kunne blive enige, hen over Nordatlanten om, hvilket tæppe vi gerne ville have liggende i vores sofa. Smart. 

Aftenens koncert, turens sidste, foregik i Harpa, som er et relativt nyt musikhus. Det ligger ved havnefronten i Reykjavik, og er et ret fint sted. Facaden er af glas, som muligvis er coatet med noget nano-halløj. I hvert fald lagde husmoder-Ida mærke til, at glasset slet ikke syntes beskidt, og at regnen, som stod ned det meste af lørdag, løb umærkeligt af, uden at efterlade striber.

Harpa, backstage. Med masser af lysindfald og udsigt til hav og bjerge.

Lydprøven var igen en lang omgang, men det er nødvendigt for at give publikum den bedst mulige oplevelse. Helgi og Tina kom og var med til sidste del af lydprøven. Helgi skulle være gæst på vores udgave af hans sang ”Hundred miles” og Tina var gæst på to af sine egne sange, ”The River Of What’s Been” og True North”. Det er virkelig fascinerende at opleve dem i den del af forberedelsen til en koncert. De ved PRÆCIS hvordan det kan lyde, når det lyder rigtig godt. Ida, min mikrofonmakker og jeg er vandt til, at synge på halvdårlig monitorlyd, og vi forlader os på, at vores såkaldte muskulære tonale hukommelse får os helskindede igennem en koncert. Når man lever af musikken, som vores to gæstesolister, så nøjes man ikke. Sejt.

Lydprøve i Harpa. Nu med guitar og solister.

Koncerten var en dobbeltkoncert med det islandske kor Vocal Project. Min mor har en veninde, der bor i Reykjavik, som hun har besøgt to gange. Med næsten 50 års mellemrum. En uges tid før vi rejste fandt hun ud af, at venindens datter synger i Vocal Project, og at vi derfor ville mødes i denne koncert. It’s at small world.

Koncerten blev rigtig god. Jeg besluttede mig for at NYDE den hele vejen. Jeg tror at Tina og Helgi gjorde det samme. Det er virkelig fedt at synge med en stærk backing, som vi utvivlsomt udgør. Jeg har selv prøvet det med et bigband, og kan kun forestille mig, at det er mindst lige så fedt at være solisten foran Vocal Line. Vi sluttede aftenen i Harpa backstage med en hyldestsang til vores egen yndlingsislænding, Gunnar, som tak for at have gjort et helt igennem fantastisk arbejde for, at rejsen til Island blev så vellykket og oplevelsesrig, som den har været.  Og tilbage på KEX fik vi os en godnatøl/sjus, og gik tidligt i seng, for hjemrejsen søndag begynder med, at alarmen ringer kl. 04.30…

Fredag. Þingvellir. sommerhus. englelyd.

13. september 2019

Jeg vågnede lidt i syv, gik i bad og tænkte meget på dagens formandsopgave: At sige et par ord som tak for gæstfriheden, til et par dygtige musikere, som havde inviteret os ud i deres sommerhus til en bid mad og en øvesession. Sætningerne løb rundt i hovedet på mig, og jeg blev enig med mig selv om, at det nok denne gang var en god ide at skrive et lille manuskript, som jeg kunne holde mig til… Det er ellers ikke svært for mig at rejse mig og sige et par ord. Men denne her ville jeg godt have lidt styr på. 

Vi kørte til Þingvellir, endnu et historisk vigtigt sted i Island. Geologisk er Þingvellir interessant, for her kan man se to kontinentalplader/tektoniske plader, der ultra langsomt fjerner sig fra hinanden. Jeg begejstres dog langt mere over historierne om, at det islandske AlÞing (parlamentet) holdt til her i 800 år, fra ca. år 1000 e.kr. Jeg forestiller mig høvdinge komme ridende til samling fra hele Island, telte og heste i massevis, historier og sange, alliancer og beslutninger der hænger i luften. Og så glæder jeg mig over at de geologiske forhold har gjort stedet utroligt smukt. 

Anette, mig og kanten af den amerikanske kontinentalplade.

Da bussen igen rullede ud på landevejen var den fuld af spændte forventningsfulde Vocal Linere. Og da den stoppede igen, på en lille jordvej, var det foran Tina Dickow og Helgi Jónssons sommerhus. Tina stod ude foran entrédøren og hilste på os alle sammen, og sko og støvler stablede sig op i entréen efterhånden som alle fandt ind i huset. ”Uvirkeligt” og ”starstuck” var ord der havde floreret blandt os de sidste par dage, efter at nyheden om denne, for os helt særlige invitation var blevet breaket. ”Tør jeg at sige til Tina Dickow at jeg er en virkelig stor fan..?” var nok essensen af de tanker, der blev tænkt rundt omkring i Vocal Line-hoveder. Jeg havde forberedt mig hjemmefra. Hun er god til at lave musik. Jeg er god til at lave ting i læder. Så jeg havde lavet en ting til hende, med reference til hendes poesi, skrevet et kort, og forberedt mig på, at det måske alligevel ikke blev muligt at aflevere gaven til hende. Det blev det, og hun blev glad for den.

Martin kommenterede i øvrigt på et opslag: ”Jeg *elsker* at man flytter til Island for at komme væk fra det hele, og derefter bygger et sommerhus for at komme endnu længere væk”. Med denne udsigt forstår jeg alting.

Room with a view.

Det gik op for mig, da bussen igen trillede ud på alfarvej, at dette besøg, med frokost og øvning til koncerten i morgen midt i stuen, var et besøg, hvor begge parter følte en gensidig beundring. Jeg håber ikke det er sidste gang vi får lov at synge sammen, og jeg håber især, at enhver Vocal Liner følte, at de hørte til, i den musikalske superliga, som jeg syntes det var og er.

Musikalsk familiefoto.

Ankomst til KEX hostel i Reykjavik, og halvanden times fritid i byen inden vi mødtes ved Hallgrímskirken, hvor vi havde fået lov til at synge en lille spontan koncert. Kirken er den største kirke i Island og er et populært turistmål på grund af sin særlige arkitektur. Det var en gave at få lov til at synge der. Akustikken er aldeles vidunderlig. Vi sang tre-fire sange, og jeg høl af rørelse da vi var færdige. Jeg tror ikke vi nogensinde har lydt smukkere.  Sikke en vild dag! Den ligger højt på oplevelsesindex’et.

Hallgrímskirken i solskin.

Torsdag. mellem gletsjere til magtens centrum.

12. september 2019

Dagens program bestod mestendels af bustransport. Midt ned gennem Island, mellem to gletsjere, ad hullet vej, den eneste vej, hvis man vil ”skyde genvej” og ikke køre langs kysten for at komme fra nord til syd. Vi spiste frokost ude midt i ingenting, med udsigt til gletsjere både mod vest og øst. Hveravellir, hedder stedet, der naturligt nok kun har åbent om sommeren, da der i lange perioder om vinteren slet ikke er adgang til denne lille plet mellem Langjökull og Hofsjökull. Vi troede at vi havde kørt på dårlig vej, men vi havde faktisk ikke prøvet dårlig vej endnu, før vi kørte fra Hveravellir. Det var som at kigge ud på månen mens man sad i en middelmådig massagestol, og de, der lykkedes med at sove på denne bustur skulle næsten have en medalje… 

“Du er her”. Med 4G på telefonen…

Vi ramte endelig noget asfaltvej midt på eftermiddagen, og kort tid derefter ankom vi til Gullfoss. Her var masser af turister, men Gullfoss er sørme også værd at køre efter. Det er en af de seværdigheder man finder på ”The Golden Circle”- turene, man som turist kan købe sig til. Gullfoss falder i flere niveauer og er meget turistvenligt, med let adgang og et utroligt flot kig til vandfaldene.

Sørine og mig ved Gullfoss

Næste stop var gejseren Strokkur. En aktiv gejser, der springer en gang hvert 5-10 minut. Kogende vand, 20-30 meter ret op i luften. Temperaturen er sikkert helt perfekt til instant coffee.  Bagerste del af bussen havde svært ved ikke at give det hele et lummert twist, da Gunnar i busmikrofonen annoncerede, at Geysir, som er den gejser alle andre gejsere har fået navn efter, *naturligvis* er et hankønsord på islandsk. 

Kl. 17.00 ankom vi til dagens endestation: Skálholt. Skàlholt var i mange hundrede år et af de vigtigste steder i Island. Islands første bispesæde blev oprettet her i 1056, og indtil reformationen var biskoppen ved Skálholt landets rigeste og mægtigste mand. På det tidspunkt boede der omkring 200 personer på bispegården.  Idag står her en kirke, som er den tiende på stedet. De stavkirker og trækirker som lå her før, blev enten blæst omkuld eller brændte. I 1784 beskadigede et jordskælv kirken og bispegården så voldsomt at man besluttede at bygge Islands domkirke i Reykjavik, der fra 1700 tallet var begyndt at vokse.  

Skálholt. Pakket ind i pænhedsnatur.

Skálholt ligger smukt på en bakketop, med udsigt til floden Ölfusá, som løber ud i Atlanterhavet. Mon ikke Skálholt har kunnet være magtcentrum i Island gennem 800 år, fordi man både har kunnet komme dertil med skib og på hesteryg?Vi sang en halvakustisk koncert i kirken om aftenen. Sidste nummer var Halleluja. Den gik lige i Solar Plexus på mig, efter lang transport og store naturoplevelser. Halleluja har for mig været meget knyttet til rejsen til Brasilien for fire år siden, og ikke nødvendigvis med fine minder i bogen. Nu kryber den under huden på mig med nye, positive rejseminder hæftet på sig. Efter koncerten havde Gunnars faster sørget for et dejligt traktement til os. Lige hvad man trænger til, efter en lang dag og en god koncert. 

Onsdag. familie. koncert

11. september 2019

I dag stod der ”fritid på egen hånd i Akureyri” på programmet. Hvilket betød ”Jagten går ind på en islandsk sweater…” Det var nu ikke så ligetil at finde en sådan, til en pris jeg kunne betale. Men ved Røde Kors’ bod på torvet fandt jeg en kortærmet, fin uldsag, til 75 kr. Vi var mange, der valgte at spise frokost sammen på en fiske- og sushirestaurant. Det er dejligt at nogen tager initiativ til at vi alligevel gør noget sammen på fridagene. 

Efter frokost gik jeg hen i Akureyris botaniske have. Her havde jeg aftalt at mødes med min fætter Jens, som bor i Akureyri. Det er noget særligt at rejse langt væk, og så mødes med nogen, der kender ens kerne og ophav så godt som Jens og jeg kender hinandens. Vi havde et par rare timer med kaffe og snak om vores liv nu, og om det vi kommer fra. Han og hans kæreste Ger∂ur havde også købt billetter til vores koncert om aftenen.

Familiemøde i Akureyri. Jens og mig.

Koncertsale er i det store hele ens. Der er de samme faciliteter i varierende størrelser, og niveauet af tjekkethed i huset er som regel også indenfor en standart som betyder, at man som sanger ikke mærker ret meget til de tekniske aspekter af en koncerts afvikling. Lydprøven i dag var lang, vores lydmand knoklede for at sætte sig ind i den mixer, der var stillet til rådighed i Hof, musikhuset i Akureyri. Til sidst blev det godt, heldigvis.

Lydprøve i Hof

Det var muligvis kun mig og Gunnar, der havde familie siddende i salen til koncerten. Det er ikke så usædvanligt for mig, men for Gunnar må det have været en ganske særlig aften. Hjemmebane, med familie og barndomsvenner, naboer og bekendte på stolerækkerne. Jeg sendte ham mange tanker under koncerten og gjorde mig måske faktisk lidt ekstra umage, fordi det føltes vigtigt, at hans hjemmepublikum fik det bedste vi kan præstere.  Det blev en god koncert, og bagefter gik vi på værtshus med Gunnar og hans venner. Det er særligt når ens verdener ”mødes”, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik lov at være med, i det krydsfelt. 

Tirsdag. Jeg har tabt mit hjerte

10. september 2019

Det er længe siden jeg har følt mig så lille bitte. Men Island tænder for noget perspektiv i mig. I dag har jeg set natur, som jeg aldrig selv ville have kunnet forestille mig fandtes i denne verden. Usandsynlige lavaformationer, skabt af damp for tusind år siden. Kogende, stinkende mudderpøle i dragende farver. Tusind forskellige nuancer af grå, imellem lavamarken på jorden og de dramatiske skyer på himlen, eller i den klippeside, der lignede små grå sukkerknalde nogen havde stablet tilfældigt ovenpå hinanden. Sorte bjerge midt i store vidder. Majestætiske vandfald, der løber hvor de vil, med en uforståelig volumen og kraft. Og varmt vand midt ude i det islandske efterår, som smøg sig silkeblødt om min krop, mens jeg sang med de dejligste sangermennesker, jeg kender.

Det var endnu en dag med mange timer i et bussæde. Men konstant med en udsigt, der kunne tage vejret fra mig med sin skønhed, eller med sin konstante forandring. Jeg har haft vand i øjnene flere gange over den selvfølgelighed landskabet udstråler. Mennesker, I må gerne være her. Men det er altså Moder Natur, der bestemmer. Jeg oplever et enormt ingenmandsland, der føles så vedkommende, at jeg former sætninger i mit hoved, der skal overbevise min familie om, at Island er et besøg værd. At se mod horisonten og finde roen i, at være præcis hvor jeg skal være. At være i stand til at se langt længere ud over vidder en jeg nogensinde før har gjort, er som at komme hjem i mig selv.

Godafoss

Det mest rørende i dag var dog ikke kun al den vidunderlighed som naturen kunne byde på. Gunnar, som synger 2. bas, er født og opvokset i Island, øst for Akureyri, som var det område vi udforskede i dag. Og han viste os sit barndomshjem, sin fødegård. Bussen kørte blot en tur rundt i gårdspladsen, mens han fortalte om, at de træer vi kunne se lidt nord for gården, dem havde ham og hans familie plantet. Hvor tit lukker vi folk ind i vores fortid, som vi møder i vores nutid? I dag bor hans familie ikke længere på gården, de ejer en restaurant, hvor vi spiste vores aftensmad på tilbagevejen. Jeg bryder mig ikke om lam. Men jeg tager gerne tilbage til Dalakofinn og spiser deres lammesteg igen. Sikke en dejlig dag!

Mandag. Rejsedag.

9. september 2019

Kl. 05.30 vækkede alarmen mig, og jeg, som ellers nok kan snooze en morgen væk, var lysvågen og på vej i bad. Alt var pakket, børn blev vækket og gjort skoleklar, vi fik sagt på gensyn og god tur og “jeg kommer til at savne dig”, og inden længe blev jeg og alt mit habengut sat af ved bussen med et “god tur, og tillykke med vores bryllupsdag…”

At rejse med Vocal Line er et studie i glæde, vaner og “plejer”. Der er ikke faste pladser i bussen. Og så lidt alligevel. Det er trygt at sidde ved siden af nogen, som man kan sidde ved siden af i mange timer, uden at sige så meget. Nogen har spil med, andre kigger ned i telefoner og iPads. Alene eller sammen. Jeg ser aldrig så mange mærkelige YouTube-videoer som når jeg rejser med Vocal Line. Der er bestemte lyde og sætninger, der skal siges, rutiner der skal følges. Kaffe der skal drikkes og toiletbesøg der skal tales om (…) Tiden går hurtigt i godt selskab, og pludselig var vi i Kastrup og på vej ind i flyveren

Det tager ca. 3 1/2 time at flyve til Keflavik lufthavn. Da Island kom til syne i det lille flyvinduet, var det Vatnajökull jeg fik øje på som det første. Gletsjeren vælter ud i havet og det ser vældig dramatisk ud fra luften. Christian, som sad nærmest vinduet var dog ikke helt så imponeret som jeg…

Fra lufthavnen i Keflavik går turen med bus til det nordlige Island og byen Akureyri, hvor vi skal bo de næste tre dage. Det er en tur på omkring 8 timer igennem anderledes og betagende landskab. Island føles stor og rå, men der er en skønhed og varme i alt det grønne, brune og grå. Detaljer dukker op i nye vinkler, får og heste græsser frit på skråninger, vandfald og floder skærer sig igennem sten og former lavagrunden. Ingen billeder jeg kan tage gennem busruden, kan yde oplevelsen retfærdighed. Hvor er her smukt! Jeg drømmer mig ud midt i al den ingenting der er så meget af her. Og det bliver jeg vist ikke færdig med foreløbig.

Vi når frem til Akyreyri omkring den islandske midnat, bliver sat af ved to forskellige guesthouses, og entrerer hurtigt drømmeland under tunge, trygge dyner. Ditte er en virkelig god værelsesmakker. Hun er helt stille når hun sover <3

Mobilblogging

Det er lykkedes mig, med hjælp fra min ægteviede IT-support, at finde ud af, at logge på WordPress på mobilen. Det betyder, at jeg vil forsøge mig med, at skrive rejsedagbog her på bloggen. Om ikke ret længe stikker jeg nemlig af til Island sammen med Vocal Line. Og jeg glæder mig helt utroligt meget. Jeg lover ikke noget stort og vildt. Men nu er muligheden der. Stay tuned…

Jeg går lige ud i skuret og finder mig selv

Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg fik stress. Om der var noget jeg kunne have gjort, om jeg overså signaler, var det mon gået anderledes hvis, hvis, hvis? Jeg finder aldrig et entydigt svar. Til gengæld åbenbarer der sig ofte nye spørgsmål. Store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør mig glad? Er jeg lykkelig? Hvad skal der til, for at jeg får det godt? 

Tag den plads du er værd! sagde psykologen som jeg blev henvist til, efter mit kollaps. Tag plads, både fysisk og mentalt. Og så fik jeg til opgave at kigge på, hvordan jeg kunne udfylde og udfolde MIG mere i vores hjem. Og vi fandt ud af, at alle de ting som jeg blev glad af at bruge tid på, var aktiviteter, der ikke havde en fast plads til udfoldelse inden for vores fire vægge. Min symaskine stod i et skab. Mit læder og værktøj var ligeledes gemt væk i forskellige skabe rundt om i huset. ”Men jeg har jo skuret”, fik jeg sagt, og kunne godt høre at det var helt galt da det var blevet sagt højt.  Så vi ryddede et hjørne i kontoret, flyttede mine oldeforældres gamle spisebord ind og jeg fik indrettet et permanent læderværksted. Og det er jo fint. Men et fast sted ændrede ikke meget på min opfattelse af VÆRDIEN af de ting jeg fremstiller. På trods af ros og drypvis efterspørgsel har jeg oftere end tit tendens til at tænke, at ingen da vil give rigtige penge for noget jeg har siddet og lavet. For jeg er jo bare mig… 

Et spørgsmål jeg ofte prøver at finde svar på handler om, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad vil jeg gerne lave i dag? Men inden jeg overhovedet er kommet i tanke om en egentlig aktivitet har mit hoved været rundt om den familiære logistik og tidsplan, den generelle ræson i mit ønske  og den specifikke egoisme jeg helt naturligt føler, og som jeg straks tænker er forkert. ”Ej, jeg kan jo ikke, fordi…” En afart af denne tænkning kommer også til udtryk hvis jeg er på restaurant med min mand. Jeg får ham altid til at fortælle, hvad han vil bestille, så tjekker jeg prisen og bestiller noget der er billigere. Det får mig til at føle, at jeg har gjort noget godt for ham… Og GUD hvor er det dog åndssvagt!  Han ved det godt, og er god til at tage mig i det. For hvorfor i alverden giver det mig sådan en følelse, når han nu netop inviterer mig ud og vil give mig lige præcis det jeg har allermest lyst til på menukortet? Når vi tager ud at spise sammen, så spiser vi kød. Bøf. Jeg foreslår ofte kun restauranter, som jeg ved han vil have lyst til at frekventere. Jeg kan ikke foreslå en vegetarrestaurant. Selv om det er spot on det, jeg har lyst til i dag. For det nej, jeg forventer at få fra ham, når jeg foreslår det, har allerede i tankerne fået mig til at føle mig forkert.  Og jeg kan jo da også godt lide kød… Selv hvis det skulle lykkedes mig, at få et uventet ja til mit restaurantønske, så vil det ikke blive noget godt besøg. Jeg vil være observerende med alle sanser, og tage enhver tilkendegivelse af mishag ind, og sætte den på ”FORKERT” kontoen. ”Du fejlede, da du valgte dette sted! Hvad fanden havde du forestillet dig!?” 

Hvis jeg prøver at tænke tilbage for at finde svar på spørgsmålet om, hvad jeg egentlig har lyst til, bliver det ikke nødvendigvis nemmere. Hvad gjorde mig glad som teenager? Som ung voksen? Som barn? Musik har været et gennemgående tema, og teater har også givet mig glæde og følelsen af, at være del af et vigtigt fællesskab. Men jeg var over tyve år og udeboende før jeg rigtig turde at synge som mig. Intet kunne gøre mig mere pinligt berørt som barn end hvis mine forældre antydede, at de kunne høre mig synge gennem døren til mit værelse. For pokker altså! Det var jo mig, hengivet til lykke i mit inderste væsen, og jeg var flov over det! Da jeg for første gang blev forsanger i et rigtig band var det fordi jeg havde fundet modet til at respondere på et papiropslag fra opslagstavlen i Netto, og jeg dukkede op på det aftalte sted og tidspunkt med stålsat vilje til at give det der sanger-noget et ærligt forsøg. Drengene, der manglede en forsanger, kendte mig ikke på forhånd, så jeg følte ikke jeg havde noget at tabe. Hvis de ikke syntes, de kunne bruge mig, så havde jeg haft en god aften alligevel. Men jeg husker stadig den helt igennem vidunderlige følelse det gav mig indeni, da jeg opdagede, at deres ansigter lyste mere og mere op, jo mere helhjertet jeg sang. At jeg kunne høre, at de spillede bedre og bedre, fordi de gjorde sig mere og mere umage. De gad rigtig godt hvis jeg havde lyst til at komme igen ugen efter, og det havde jeg.  

Nogen gange tænker jeg, at jeg godt gad at være skilt. Det er sådan noget man ikke må sige højt, for hvis man har et velfungerende eller bare et fungerende parforhold kan man ikke være bekendt at ønske, at man var single og havde en syv/syv-ordning . Ikke desto mindre kan jeg virkelig misunde dem, jeg kender, der har HELE DØGN for sig selv. Jeg drømmer om, at jeg skulle bruge tiden alene på at finde ud af, hvad JEG kan lide og hvad JEG har lyst til. Jeg skulle lave den mad JEG bedst kan lide, uden at tage hensyn til kræsne familiemedlemmer, og uden at blive ked af deres rynken på næsen over mine favoritter. Jeg skulle se det i TV som JEG synes er interessant. Jeg skulle høre den musik JEG holder af, og det samme nummer på repeat hvis det var det, jeg havde LYST til.  Jeg skulle læse en bog fra ende til anden, uden at tænke på, at tiden brugt på læsning er tid væk fra mand og børn.  Jeg skulle finde ud af, hvad der gør mig glad. Hvem jeg er. 

Nu kan det lyde som om min mand er frygtelig kontrollerende og dårlig for mig at bo sammen med. Det er han ikke. Han er tvært imod frygtelig ked af, at hans eksistens får følelser frem i mig, der gør mig i tvivl om min kerne. Han ville hoppe baglæns på tungen til Kina, hvis det kunne gøre mig glad og give mig tro på mit eget værd. Så vi skal ikke skilles. Jeg skal ændre min tankegang. Der ER plads til mig. Der er plads til alle de ønsker og drømme jeg har. Det er inde i mit hoved forhindringerne er.  Jeg sætter ham og mine børn før mig selv. Jeg giver dem iltmasken i flyveren før jeg tænker på mig. Jeg er et helt igennem godt menneske, der har tendens til selvudslettelse. Og nu lever jeg så også med stress og følgerne deraf. Jeg skal vælge mig selv først. Det er det vigtigste jeg skal lære. Og læringskurven er stejl. Jeg giver op mange gange i løbet af en uge, men bliver heldigvis også opfyldt af modet til at fortsætte, mindst lige så mange gange. Jeg forudser, at jeg skal leve med denne indre kamp resten af mit liv. Og det er nok en forudsætning for min lykke og det gode liv jeg vælger at tro på er tildelt mig. 

“Skal jeg sparke dig i hovedet?”

Jeg har det stramt med børn der svarer igen. Børn der vrænger af voksne (og andre børn) ”Du må gerne synes at jeg er en idiot, bare du gør som jeg siger”, er en sætning jeg har sagt til elever mange gange i min karriere som indskolingslærer. Jeg har som barn mødt mange voksne, som jeg ikke syntes om, men som jeg skulle rette mig efter. Og min trøst var altid, at mine tanker om vedkommende var mine egne. Som lærer har jeg aldrig stræbt efter at være en populær voksen. Det har været meget mere interessant at deltage i skabelsen af hele, dannede mennesker. Og i den proces er man ofte den, der udfordrer børnene på deres personlige ståsted. Dét er der noget ved! Men det er en demotiverende faktor at skulle fortælle de samme børn igen og igen, (som tilsyneladende ikke har lært noget af de sidste tredive gange man har fortalt dem) at de ikke skal afbryde, når andre taler.

Da jeg havde sagt farvel til mine piger i skolegarderoben her til morgen og gik ud mod cykelstativerne mødte jeg en flok drenge. En fire-fem stykker. Karmaen omkring dem var ikke videre positiv, de mundhuggedes lidt, en vrængede noget om at sige noget til de voksne. Den største og den mindste af dem syntes at være dem, der havde en beef med hinanden. Den store siger til den lille, at han da nemt kan sparke ham i hovedet, og den lille svarer flabet retur, at det kan han da bare gøre… Og woom! Så svinger den store sit højre ben op i luften og rammer den lille i baghovedet. Lige for næsen af mig. Jeg har en lyserød frakke på, så jeg er ikke lige frem usynlig, og jeg kan slet ikke lade være med at kommentere det, jeg netop har set.  ”Det må jeg nok sige!”, siger jeg med høj stemme. ”Det mente du alligevel var en god ide?” Den store dreng kigger åndsfraværende på mig og mumler stille: ”Men han gav mig jo lov”, og trasker videre. ”Ja, men man må altså godt tænke sig om med indersiden af hovedet!”, nærmest råber jeg efter ham. Ingen reaktion. En anden forældre i nærheden ser helt chokeret ud og siger: ”Jeg så ikke hvad der skete, hvad var det for noget?” Jeg forklarer hende hvad jeg havde oplevet, og hun syntes det var godt at jeg havde sagt noget.

Jeg cyklede hjem i syv sind. Skulle jeg have holdt min mund? Nej! Børn har kun gavn af at opleve ægte reaktioner på deres adfærd. Men jeg blandede mig jo i noget som ikke kom mig ved… Måske. Men hvis ikke den lille dreng havde haft sin cykelhjelm på, havde den store så alligevel sparket, og hvordan var det så spændt af? Skulle jeg være gået med dem helt ind i klassen og have ventet på en lærer eller pædagog og have fortalt hvad jeg havde set? Jeg ved jo strengt taget ikke, om den lille dreng havde været mere end almindeligt øretæveindbydende før jeg får et øre ind i samtalen.

Og så tænkte jeg på mit lærerliv. Hvor der flere gange om dagen var situationer af denne slags, med børn der ikke var gode ved andre børn, som ikke kunne forstå fornuft, årsag og virkning. Og børn som havde forældre, der mestendels troede på deres eget barns historie, og ville have møder og særlige indsatser, men ikke forstod, at det også var deres værk og ansvar, at deres barn var som det var.

For et halvt år siden ville jeg også have reageret som jeg gjorde i dag, på situationen med drengene. Men det ville også have betydet, at de følgende dage stod på stresskrop og hjertebanken. Det tror jeg ikke det kommer til, denne gang. Jeg er mest bare ærgerlig over, at børn kan være sådan. Og at jeg lige var der, på netop det tidspunkt. Jeg gider ikke længere opdrage på andre folks børn. Men jeg ville omvendt have haft en endnu dårligere smag i munden, hvis jeg blot var gået forbi uden at sige noget. For så havde jeg svigtet den dreng der blev sparket. Og det kan godt være drengene synes jeg er en idiot. Men jeg er en idiot, der sætter grænser og ikke bare går forbi.