Bogstaver og blomsterpinde

2022 blev et vendepunkt. Indtil nu har vi klaret os på trods. Nu ved vi bedre. 2023 bliver spændende. For kærlighed er mange ting i et parforhold med bogstaver og spektre -forstyrrelser.

Jeg har kendt Martin i 20 år. Vi har været gift i 16 år. Vi har haft fem forskellige biler, boet fire forskellige steder sammen og fået tre børn. Jeg har altid elsket ham. Og jeg har i perioder hadet, at jeg gjorde det.

Jeg er neurotypisk. Jeg er i stand til at gå i gang med og færdiggøre opgaver, som jeg ikke finder interessante. Jeg får lagt vasketøjet sammen, jeg får ryddet op efter aftensmad, jeg har styr på hvornår græsplænen skal slås og jeg har en fornemmelse for hvor lang tid ting tager. I mange år har jeg antaget at Martin, en veluddannet, vellidt, hjælpsom og høflig mand var lige som mig. Men jeg har gang på gang taget opvasken efter hans kanelsneglebagning, ryddet af bordet selvom det ikke i dag var min opgave og sørget for, at tiden ikke løb fra ham. Jeg har brugt mange år på at feje, skærme og kompensere.

Jeg er neurotypisk. Og ambivert. Det betyder, at jeg har både introverte og ekstroverte kvaliteter. Jeg elsker andre menneskers selskab og jeg holder af at gå alene i biografen. Jeg kan lide at have gæster og jeg sætter pris på mine stunder alene i mit værksted. Jeg kan relatere til hvordan både introverte og ekstroverte mennesker har det, og jeg kan uden problemer arbejde sammen med begge personlighedstyper. Jeg kan tilpasse mig omgivelser og omstændigheder. Aflæse situationer og agere hensigtsmæssigt. Og det forventede jeg også at Martin kunne. Det undrede mig, at det var svært for ham at være med til sammenkomster og fejringer i min store vestjyske familie. Jeg syntes det var pinligt når han trak sig og sad og gloede ned i sin telefon, for i min bog signalerede det en ligegladhed med selskabet, og at det, der var i telefonen, var mere interessant, end de mennesker han sad iblandt. Men det kunne også ske hvis vi bare var os to på restaurant. Som par går man vel typisk ud for at have kvalitetstid sammen. Men jeg har siddet over adskillige gode bøffer på hyggelige restauranter sammen med Martin og følt mig alene og uinteressant. Før smartphones skulle jeg høre ham forholde sig til, hvad han kunne høre at gæsterne ved de omkringstående borde talte om. Efter smartphonens indtog i vores samliv var det sportsresultater, amerikansk politik, samtaler på twitter, gif-ideer, sangtekster, musikalsk paratviden og alt muligt andet irrelevant for situationen, som fyldte i samtalen når der var par-tid. Tit indledt med et ”Vidste du at…” Og nej, det vidste jeg sjældent. Jeg bruger min hukommelse anderledes end Martin, og jeg lagrer ikke viden som han gør. Jeg spørger igen eller slår ting op. Men når man ofte må svare ”Nej, det vidste jeg ikke” til spørgsmål fra en mand, som a l t i d kan associere sig ud af ethvert samtaleemne, så kan det være svært at holde fast i, at man måske ved noget andet, og at det også er godt.

Jeg er neurotypisk. Og jeg har ikke altid haft selvtillid, men jeg har et solidt selvværd. Jeg har altid holdt af mig selv uden betingelser, men jeg har tvivlet på, om jeg var værd at holde af for andre. Alt hvad Martin gjorde og sagde da vi lærte hinanden at kende og forelskede os viste mig, at han i hvert fald syntes at jeg var f a n t a s t i s k. Jeg kunne ikke gøre noget forkert. Jeg blev elsket. Og for mig er det en forudsætning for at elske andre, at man først elsker sig selv. Så jeg gik ud fra, at Martin var solidt funderet i sig selv. Ellers ville han da umuligt kunne dedikere sin kærlighed så solidt til mig. I knew nothing.

Martin er et meget hjælpsomt menneske. Det at hjælpe andre giver anerkendelse, og han har alt for længe været afhængig af andres anerkendelse, for han har ikke kunnet anerkende sig selv. Hele livet har han fornemmet at han var anderledes. At hans måde at se verden på var forskellig fra alle andres. At han skulle bruge langt flere kræfter på ting som andre bare gjorde. Men han har kompenseret med sin intelligens og hans gode forældre har været støttehjul for ham, indtil han flyttede hjemmefra. Da vi mødte hinanden, lærte jeg en mand at kende der var kærlig, omsorgsfuld og overstrømmende i den opmærksomhed han rettede mod mig. Men jeg så også en mand der kunne blive meget vred og frustreret over småting.  Vrede har været hans værn mod følelsen af fiasko. Vrede er så uforløsende og det udvikler ikke et blik fremad. Vrede er stilstand og det er først og fremmest svært at lade vrede passere uden at lade sig påvirke af den. Ham jeg elskede, blev igen og igen vred over de mindste ting, som jeg ikke kunne forudsige eller forstå. Og jeg tog det på mig og troede, at det måtte være min skyld. Jeg begyndte at feje. Forudsige hvad der kunne gå galt og fjerne forhindringer, så vreden måske kunne blive under sit låg. Lidt som en curlingmor. Bare for min ægtefælle i stedet for mine børn.

Engang viste Martin mig stolt en kommentar fra en borger han havde hjulpet på sit arbejde. En Facebookkommentar med rosende ord som hjælpsom, tålmodig og venlig. Jeg smilte og sagde, at det da var dejligt, og så gik jeg for mig selv og græd, fordi det føltes så uretfærdigt, at han kunne være hjælpsom, tålmodig og venlig på sit arbejde, men at han kom hjem og var træt, sur og uden overskud til at være noget for mig og børnene. I dag ved jeg, at det hænger sammen på følgende måde: Martin brugte alt sit overskud og fokus på at gøre det godt på sit arbejde. Når han kom hjem, var hans overskud brugt, og han forstod ikke hvorfor. Hans følelse af uformåen var en følelse af fiasko, og fiasko er ikke i orden. Man skal være perfekt. Man må ikke lave fejl, for hvis man laver fejl, er man ikke god nok. Selvværdet hos ham var ikke-eksisterende, men i stedet for at erkende det og bede om hjælp blev han vred. På sig selv.

Jeg er neurotypisk. Det er min mand ikke.  Det har vi nu psykiatriens ord for og vurdering af. Martin har en hjerne der er meget anderledes end min og på neurosprog hedder det ADHDi og Aspergers syndrom. I mange år har der været utallige små og store situationer, hvor jeg har undret mig over, hvorfor han ikke bare kunne gøre lige som alle andre mennesker. Eller i det mindste sige pyt når noget ikke lige gik som forventet. Men han har båret på følelsen af skam over at være anderledes. Jeg har elsket ham og rummet ham i håbet om at det kunne være nok til, at han kunne begynde at føle sig god nok. Men det var en kamp mod vindmøller. Uanset hvor solid en klippe jeg forsøgte at være, så var min kærlighed og anerkendelse ikke nok til at give ham følelsen af at være god nok. Men den dag vi fik resultatet af Martins udredning hos psykiateren, var jeg vidne til en forvandling: Skammen over at være anderledes forsvandt. I løbet af timer var min mand ikke længere sur, vred eller indebrændt når noget gik ham imod. Og han har stort set ikke været vred siden. Det var vidunderligt og virkelig svært at forstå.  Det var hvad jeg havde drømt om, og det var som at blive pisset på. Al den energi og kærlighed jeg havde brugt på at elske ham som han er, blev slået af psykiaterens korte forklaringer om resultaterne af udredningen. Min kærlighed føltes pludselig ligegyldig. Al min rummelighed føltes som spildt tid. Jeg har ikke nogensinde rasetudet så meget som i ugerne efter udredningen. Jeg havde nu en mand der begyndte at elske sig selv uden betingelser. Og jeg følte mig forrådt og ligegyldig.

Men måske har min kærlighed og rummelighed ikke været forgæves. For jeg fik lov til at være rasende på ham. Han gav mig lov til at være i følelsen af at være blevet forrådt, indtil jeg kunne slippe den igen. Jeg fik plads til at mærke alt det, der skulle mærkes, tænke alt det der skulle tænkes, sige det, der skulle siges. Han gav mig plads til mig. Og jeg græd til der ikke var mere at græde over.

Det går så stærkt inde i hans hoved. Der er hele tiden gang i tankerækker, der er aldrig stille. Jeg vil aldrig kunne forstå hvordan det er for ham. Men jeg forstår at han er oppe mod kræfter i sin hjerne som han ikke selv kan styre. Og fordi han også forstår at det er sådan, det hænger sammen, så kan vi forundres over og grine af, hvor vild hans hjerne er. Jeg kan stoppe ham når han er på vej ud ad en tangent, uden at han bliver vred på mig.

Martin og jeg har tilbragt mange timer under vores fælles tag, men vi har ved Gud aldrig siddet lårene af hinanden. Computeren er langt mere stimulerende for ham end jeg er. I flere år var jeg overbevist om at han var internetafhængig. Vi kan ikke se en film sammen i sofaen uden at han også lige følger med på Twitter eller slår en detalje om en skuespiller op på google. Det forstyrrer mig, når han gerne vil berige mig med nyfunden viden, samtidig med at jeg forsøger at følge med i handlingen. Men længe forholdt jeg mig blot høfligt ignorerende, for det var mindre risikabelt end at bede ham om at være stille. Det var en af mine måder at skærme ham på. I dag kan jeg bede ham om at holde kæft, og vi kan grine af hele situationen. Vi skal leve med hinanden i medgang og modgang. Ikke være hinandens støttehjul i alle aspekter af voksenlivet. Alanis Morrisette synger: “I don’t want to be your other half, I believe that one and one make two”. Vi er os selv. Og sammen har vi et fællesskab. I perioder har vi brug for nogen at læne os op ad, som planter der har brug for en blomsterpind til at komme ordentligt op i lyset. Men blomsterpinde slår ikke rødder. De skal flyttes. Vi skal ikke være hinandens konstante blomsterpinde. Hvis vi står det samme sted for længe, er vi ikke i udvikling. Så står vi måske ligefrem i vejen for hinanden.

Billedet herunder er taget i sommers, en måneds tid før vi fik resultatet af Martins udredning. Et typisk Martin-moment. Vi har klippet hæk sammen, børnene har hjulpet til og vi er i gang med oprydningen. Det interesserer ikke Martin at klippe hæk, og derfor er hans hjerne allerede langt væk i andre tanker. Han er lige drejet om hjørnet oppe ved huset da jeg kommer hertil med trillebøren med de to sække på i forgrunden. Han er gået lige forbi den spand med hækaffald, der står MIDT på vores vej. Han er for længst færdig med at klippe hæk og alt hvad dertil hører. Før tog jeg selv spanden og var irriteret over, at han var så hensynsløs. I dag går jeg ind og henter ham og siger til ham, at vi ikke er færdige med opgaven.  Det er også kærlighed.

En jubilæumsdag

I dag er en jubilæumsdag. Dem får jeg flere og flere af, og jeg kan faktisk ikke få nok af dem. En milepæl er, udover at være en fysisk sten eller træpæl i vejkanten, der angiver afstand fra et bestemt sted, også i overført betydning en skelsættende begivenhed. Det er for mig markeringen af, at jeg når til forskellige erkendelser eller opnår en forståelsesmæssig anciennitet i mig selv. Og i dag er altså endnu en dag, der er værd at fejre. Jeg har 1 års jubilæum som fuldtidsansat i en ny lærerstilling efter at jeg fik stress og blev fyret fra min første lærerstilling.

Min liste over ønskejobs gennem tiden er lang. Det første jeg gerne ville være var prinsesse, skarpt efterfulgt af lokomotivfører. Så ville jeg være skuespiller. I 6. klasse fik jeg en ny klasselærer. Gurli var fantastisk, og hun modellerede, sammen med Tove som jeg fik til tysk i 7. klasse, mine første forestillinger om, at jeg ville være lærer. Men det kunne jeg jo ikke sige højt, for min egen mor var lærer, og den gryde skulle jeg i hvert fald ikke falde i. Så jeg kamuflerede min interesse for det danske og andre sprog bag en ide om, at jeg ville være forfatter. Jeg forsøgte mig med at skrive, men jeg kan ikke skrive fiktion. Jeg skriver om oplevelser, følelser, tanker, holdninger i relation til min virkelighed, og jeg holder af at jonglere med sproget og udforske ord og deres betydning. Min trang til kreativ udfoldelse fik jeg parkeret i ønsket om at blive enten blomsterbinder eller guldsmed. Og det var nemt at sige, men svært at gøre noget ved, for jeg kunne ikke gennemskue, hvordan jeg skulle skaffe mig en læreplads, og det med at spørge om hjælp til den slags, det havde jeg endnu ikke lært. I virkeligheden er det at bede om hjælp noget af det, jeg stadig øver mig på.

En plads på skuespillerskolen skulle i år 2000 opnås ved, at man gik til en optagelsesprøve, så det gjorde jeg. Halvhjertet. Eller. Jeg gjorde mit bedste da jeg stod foran juryen og spillede en monolog fra Federico García Lorcas stykke ”Bernarda Albas hus”. Men jeg vidste godt, at det ikke var godt nok til at slippe gennem nåleøjet, og allerede da jeg forlod teatret i Odense efter prøven, blev skuespildrømmen lagt pænt på hylden. Jeg er alt for meget et livrem-og-seler-menneske til at have en profession, hvor jeg ikke ved om jeg har et job om 4 måneder, når turneen er slut.

Der er mange grunde til at jeg endte på seminariet og tog en læreruddannelse. Inden jeg endte der, var jeg en tur forbi sygeplejeuddannelsen, for jeg ville jo gerne være noget med mennesker. Jeg havde også perioder med job så forskellige som handicaphjælper, fuldtidspiccoline ved en kreditforening, pædagogmedhjælper, juleassistance i en boghandel og tankpasser og jeg var på to højskoleophold inden jeg valgte at søge ind på seminariet. Jeg havde svært ved at vælge, hvad jeg gerne ville fordybe mig i, og selv om jeg kunne have valgt at søge ind på universitetet og læse dansk eller historie, eller tage en håndværksmæssig uddannelse, så var seminariet – set udefra og oplevet indefra – et slaraffenland, hvor jeg ikke skulle nøjes med at vælge ét fag, men kunne få en uddannelse med fire forskellige fag og deraf følgende kompetencer. Og jeg har aldrig været god til kun at spille på én hest, og jeg lukker helst ikke nogen døre, for tænk nu hvis… Og så blev jeg lærer. Og så fik jeg en fastansættelse på en stor skole. Og SÅ fik jeg mit praksischok. Jeg kender ikke nogen nyuddannede lærere, der ikke oplever virkeligheden i skolen som overvældende. De fleste kommer igennem det og lærer noget af deres praksischok. Andre forlader skoleverdenen og kommer aldrig tilbage.

Efter 11 år som lærer i indskolingen fik jeg stress. Nej, der kulminerede den overbelastning som mit job og min tilværelse havde akkumuleret gennem flere år. Der er mange grunde til, at jeg endte i en spiral der belastede mig psykisk og fysisk. I mine forsøg på at gøre mit arbejde godt i en organisation hvor man faktisk sjældent bliver set in action af sin ledelse, overgjorde jeg mange ting, for at være sikker på, at det var godt nok. Mennesker vil gerne roses. Anerkendes for de gode ting de gør. Og i mine bestræbelser for at få anerkendelse for mit arbejde tabte jeg mig selv. Det kom til at betyde mere, hvad andre syntes, end hvad jeg selv syntes. Elevernes opførsel blev et af knudepunkterne i min overbelastning. Jeg fik den opfattelse, at elevernes dårlige opførsel spejlede over på mig, og by association gjorde mig til en dårligere lærer. Men hvis mine elever opførte sig pænt, så måtte alle da kunne se, at jeg gjorde det godt nok. Og stille og roligt blev mine værdier om, hvad god opførsel mellem mennesker er, til regler. Og det er her det bliver farligt. Værdier er vigtige. De er med til at definere dig som menneske. I det danske demokratiske samfund er det dine værdier der bestemmer, hvilket politisk parti du placerer din sympati hos. Det er dine værdier der binder dig sammen i fællesskaber med andre mennesker. Og dine værdier kan ændre sig. Værdier er psykologisk fleksible. Den fleksibilitet forsvinder, når værdier bliver til regler. For når noget er blevet en regel, kan man ikke en gang imellem afvige fra den uden af føle, at man overtræder sine egne grænser.  I tak med at mine værdier om hvordan vi opfører os overfor hinanden blev til regler, fik jeg overtrådt mine grænser mere og mere, dag ud og dag ind. ”Jeg bryder mig ikke om at høre på at du bander” blev til ”Du må ikke bande”. ”Jeg vil ikke hjælpe dig når du svarer mig igen” blev til ”Du må ikke svare igen”. I stedet for at værne om mine egne grænser, gøre dem synlige for mine elever og give dem en mulighed for at spejle sig i dem, blev jeg en rodebutik af regler, som kun de mest velopdragne børn kunne se systemet og fornuften i. Og samtidig efterlod jeg alle de andre børn med muligheden for at trampe ind over mine grænser flere gange dagligt. De vidste ikke bedre. Og jeg var så desperat efter anerkendelse, at jeg ikke så skoven for bare træer.

Graden af stress kan sættes op som en brøk. Det lærte jeg af den kommunale psykolog, som jeg fik hjælp hos efter mit kollaps. Oven over brøkstregen placerer man belastningerne, de indre så vel som de ydre. Under stregen placerer man de handlestrategier man har og udvikler gennem livet, til at håndtere belastningerne. Herefter er der flere knapper man kan skrue på. Man kan udvikle masser af handlestrategier til at håndtere belastningerne. Sørge for at fylde sin værktøjskasse med hele paletten af muligheder for at deale med pres. Men man kan også vælge at skrue på, hvor mange belastninger man udsætter sig selv for. Det er det, krop og hoved gør, når systemet trækker i nødbremsen og kollapser. Det insisterer på at blive FRI for alle de belastninger. Det bør alle mennesker blive bedre til. Det vil med garanti øge den mentale sundhed betragteligt. Men ved du hvad. Det er svært. For det kræver, at man mærker sig selv og at man derefter er tro mod det, man mærker. Det er en af de sværeste mentale øvelser jeg har været igennem. Og som jeg hver dag skal holde mig selv op på. Som jeg har skrevet om før, så er jeg sådan en slags kvinde der kan have en selvudslettende tendens til at opfylde min families behov, før jeg mærker mig selv. At tage min egen iltmaske på først falder mig ikke naturligt, men med øvelse bliver det mere reglen end undtagelsen. Og det er en af de mange grunde der er til, at jeg i dag kan fejre, at jeg har været fastansat i en fuldtids lærerstilling i et helt år, siden et andet lærerjob kørte mig ud over kanten. I mine mørkeste stunder efter mit kollaps kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask nok til at have et fuldtidsjob igen. Jeg forestillede mig også, at det, jeg ville kunne mestre var at gå på et lager og sætte ting på plads. Eller pakke ordrer for et internetfirma. Uden kolleger der forstyrrede. En totalt forudsigelig hverdag med lister, der skulle følges og kasser, der skulle stå de rigtige steder. Ro og orden, som mit hoved og min krop så desperat ønskede sig. I stedet for at få et job med den ydre ro og orden, har jeg brugt min tid og energi på at få indre ro og orden. Jeg har udvidet mine handlemuligheder. Og derfor kan jeg i dag passe et lærerjob i en 1. klasse. Jeg kan gøre det, som jeg er virkelig god til og har masser af erfaring med, uden at belastningen bliver for stor. Der er skruet på begge knapper. Ned med belastningerne, op med handlemulighederne. Og jeg ville være et skarn hvis ikke jeg var stolt af mig selv over, hvor langt jeg er nået.

Og hvordan fejrer man så sådan en jubilæumsdag? Jeg tænker at jeg skal gå mig en lang tur i tøvejret. Spille et spil med mine børn, hvis de har lyst. Altså et spil jeg vælger, iggå. Spise mad der gør mig glad og se det nyeste afsnit af I Hus Til Halsen. Og gå forbi milepælen med tro på, at jeg kan fejre mig selv og min rejse igen om et år.

Søndag. hjemad.

15. september 2019

Bussen kørte fra KEX kl. 05.00. Lufthavnen i Keflavik var PROPPET med mennesker. Jeg nåede at købe snolder til børnene i taxfree. Alle nåede flyveren. Jeg fik plads i smørhullet mellem Christian og Ditte på flyveturen, og sov stort set hele vejen til Kastrup. Busselskabet havde sendt en hentebus til os med for få siddepladser. Martin kommenterede det på messenger med et: ”De yngste må stå op!” Det kom de nu ikke til. Der var en håndfuld frivillige der tog toget i stedet, og derfor faktisk ankom til Aarhus før os, der kørte med bussen. 

Det er skønt at rejse med Vocal Line, med musikken som årsag. Især når vi får sådan en vellykket tur ud af det. Island er for vild. Naturen har det lige lidt ekstra, over det hele. And now it’s wowen into my being… 

Lørdag. reykjavik. harpa.

14. september 2019

Fridag  i Reykjavik. Gåtur med Sørine og Karl, tur på loppemarked, islandsk burger til frokost og indkøb af vigtig rejsesouvenir: Uldtæppe til vores sofa. I dag, med internettets evige tilstedeværelse er vi jo aldrig ret langt væk fra hinanden. Martin og jeg har som regel kun kontakt med hinanden på sådan en tur, hvis der er nogle praktiske ting vi skal have fælles fodslag om, eller den ene mangler et telefonnummer på en af børnenes legekammerater. Men denne gang har jeg sendt billeder af al flotheden hjem til ham – måske i håb om, at han ville tænke, at dét var værd at se i virkeligheden… Og således kunne jeg også tage billeder og vise ham uldtæpper i forskellige farver, og vi kunne blive enige, hen over Nordatlanten om, hvilket tæppe vi gerne ville have liggende i vores sofa. Smart. 

Aftenens koncert, turens sidste, foregik i Harpa, som er et relativt nyt musikhus. Det ligger ved havnefronten i Reykjavik, og er et ret fint sted. Facaden er af glas, som muligvis er coatet med noget nano-halløj. I hvert fald lagde husmoder-Ida mærke til, at glasset slet ikke syntes beskidt, og at regnen, som stod ned det meste af lørdag, løb umærkeligt af, uden at efterlade striber.

Harpa, backstage. Med masser af lysindfald og udsigt til hav og bjerge.

Lydprøven var igen en lang omgang, men det er nødvendigt for at give publikum den bedst mulige oplevelse. Helgi og Tina kom og var med til sidste del af lydprøven. Helgi skulle være gæst på vores udgave af hans sang ”Hundred miles” og Tina var gæst på to af sine egne sange, ”The River Of What’s Been” og True North”. Det er virkelig fascinerende at opleve dem i den del af forberedelsen til en koncert. De ved PRÆCIS hvordan det kan lyde, når det lyder rigtig godt. Ida, min mikrofonmakker og jeg er vandt til, at synge på halvdårlig monitorlyd, og vi forlader os på, at vores såkaldte muskulære tonale hukommelse får os helskindede igennem en koncert. Når man lever af musikken, som vores to gæstesolister, så nøjes man ikke. Sejt.

Lydprøve i Harpa. Nu med guitar og solister.

Koncerten var en dobbeltkoncert med det islandske kor Vocal Project. Min mor har en veninde, der bor i Reykjavik, som hun har besøgt to gange. Med næsten 50 års mellemrum. En uges tid før vi rejste fandt hun ud af, at venindens datter synger i Vocal Project, og at vi derfor ville mødes i denne koncert. It’s at small world.

Koncerten blev rigtig god. Jeg besluttede mig for at NYDE den hele vejen. Jeg tror at Tina og Helgi gjorde det samme. Det er virkelig fedt at synge med en stærk backing, som vi utvivlsomt udgør. Jeg har selv prøvet det med et bigband, og kan kun forestille mig, at det er mindst lige så fedt at være solisten foran Vocal Line. Vi sluttede aftenen i Harpa backstage med en hyldestsang til vores egen yndlingsislænding, Gunnar, som tak for at have gjort et helt igennem fantastisk arbejde for, at rejsen til Island blev så vellykket og oplevelsesrig, som den har været.  Og tilbage på KEX fik vi os en godnatøl/sjus, og gik tidligt i seng, for hjemrejsen søndag begynder med, at alarmen ringer kl. 04.30…

Fredag. Þingvellir. sommerhus. englelyd.

13. september 2019

Jeg vågnede lidt i syv, gik i bad og tænkte meget på dagens formandsopgave: At sige et par ord som tak for gæstfriheden, til et par dygtige musikere, som havde inviteret os ud i deres sommerhus til en bid mad og en øvesession. Sætningerne løb rundt i hovedet på mig, og jeg blev enig med mig selv om, at det nok denne gang var en god ide at skrive et lille manuskript, som jeg kunne holde mig til… Det er ellers ikke svært for mig at rejse mig og sige et par ord. Men denne her ville jeg godt have lidt styr på. 

Vi kørte til Þingvellir, endnu et historisk vigtigt sted i Island. Geologisk er Þingvellir interessant, for her kan man se to kontinentalplader/tektoniske plader, der ultra langsomt fjerner sig fra hinanden. Jeg begejstres dog langt mere over historierne om, at det islandske AlÞing (parlamentet) holdt til her i 800 år, fra ca. år 1000 e.kr. Jeg forestiller mig høvdinge komme ridende til samling fra hele Island, telte og heste i massevis, historier og sange, alliancer og beslutninger der hænger i luften. Og så glæder jeg mig over at de geologiske forhold har gjort stedet utroligt smukt. 

Anette, mig og kanten af den amerikanske kontinentalplade.

Da bussen igen rullede ud på landevejen var den fuld af spændte forventningsfulde Vocal Linere. Og da den stoppede igen, på en lille jordvej, var det foran Tina Dickow og Helgi Jónssons sommerhus. Tina stod ude foran entrédøren og hilste på os alle sammen, og sko og støvler stablede sig op i entréen efterhånden som alle fandt ind i huset. ”Uvirkeligt” og ”starstuck” var ord der havde floreret blandt os de sidste par dage, efter at nyheden om denne, for os helt særlige invitation var blevet breaket. ”Tør jeg at sige til Tina Dickow at jeg er en virkelig stor fan..?” var nok essensen af de tanker, der blev tænkt rundt omkring i Vocal Line-hoveder. Jeg havde forberedt mig hjemmefra. Hun er god til at lave musik. Jeg er god til at lave ting i læder. Så jeg havde lavet en ting til hende, med reference til hendes poesi, skrevet et kort, og forberedt mig på, at det måske alligevel ikke blev muligt at aflevere gaven til hende. Det blev det, og hun blev glad for den.

Martin kommenterede i øvrigt på et opslag: ”Jeg *elsker* at man flytter til Island for at komme væk fra det hele, og derefter bygger et sommerhus for at komme endnu længere væk”. Med denne udsigt forstår jeg alting.

Room with a view.

Det gik op for mig, da bussen igen trillede ud på alfarvej, at dette besøg, med frokost og øvning til koncerten i morgen midt i stuen, var et besøg, hvor begge parter følte en gensidig beundring. Jeg håber ikke det er sidste gang vi får lov at synge sammen, og jeg håber især, at enhver Vocal Liner følte, at de hørte til, i den musikalske superliga, som jeg syntes det var og er.

Musikalsk familiefoto.

Ankomst til KEX hostel i Reykjavik, og halvanden times fritid i byen inden vi mødtes ved Hallgrímskirken, hvor vi havde fået lov til at synge en lille spontan koncert. Kirken er den største kirke i Island og er et populært turistmål på grund af sin særlige arkitektur. Det var en gave at få lov til at synge der. Akustikken er aldeles vidunderlig. Vi sang tre-fire sange, og jeg høl af rørelse da vi var færdige. Jeg tror ikke vi nogensinde har lydt smukkere.  Sikke en vild dag! Den ligger højt på oplevelsesindex’et.

Hallgrímskirken i solskin.

Torsdag. mellem gletsjere til magtens centrum.

12. september 2019

Dagens program bestod mestendels af bustransport. Midt ned gennem Island, mellem to gletsjere, ad hullet vej, den eneste vej, hvis man vil ”skyde genvej” og ikke køre langs kysten for at komme fra nord til syd. Vi spiste frokost ude midt i ingenting, med udsigt til gletsjere både mod vest og øst. Hveravellir, hedder stedet, der naturligt nok kun har åbent om sommeren, da der i lange perioder om vinteren slet ikke er adgang til denne lille plet mellem Langjökull og Hofsjökull. Vi troede at vi havde kørt på dårlig vej, men vi havde faktisk ikke prøvet dårlig vej endnu, før vi kørte fra Hveravellir. Det var som at kigge ud på månen mens man sad i en middelmådig massagestol, og de, der lykkedes med at sove på denne bustur skulle næsten have en medalje… 

“Du er her”. Med 4G på telefonen…

Vi ramte endelig noget asfaltvej midt på eftermiddagen, og kort tid derefter ankom vi til Gullfoss. Her var masser af turister, men Gullfoss er sørme også værd at køre efter. Det er en af de seværdigheder man finder på ”The Golden Circle”- turene, man som turist kan købe sig til. Gullfoss falder i flere niveauer og er meget turistvenligt, med let adgang og et utroligt flot kig til vandfaldene.

Sørine og mig ved Gullfoss

Næste stop var gejseren Strokkur. En aktiv gejser, der springer en gang hvert 5-10 minut. Kogende vand, 20-30 meter ret op i luften. Temperaturen er sikkert helt perfekt til instant coffee.  Bagerste del af bussen havde svært ved ikke at give det hele et lummert twist, da Gunnar i busmikrofonen annoncerede, at Geysir, som er den gejser alle andre gejsere har fået navn efter, *naturligvis* er et hankønsord på islandsk. 

Kl. 17.00 ankom vi til dagens endestation: Skálholt. Skàlholt var i mange hundrede år et af de vigtigste steder i Island. Islands første bispesæde blev oprettet her i 1056, og indtil reformationen var biskoppen ved Skálholt landets rigeste og mægtigste mand. På det tidspunkt boede der omkring 200 personer på bispegården.  Idag står her en kirke, som er den tiende på stedet. De stavkirker og trækirker som lå her før, blev enten blæst omkuld eller brændte. I 1784 beskadigede et jordskælv kirken og bispegården så voldsomt at man besluttede at bygge Islands domkirke i Reykjavik, der fra 1700 tallet var begyndt at vokse.  

Skálholt. Pakket ind i pænhedsnatur.

Skálholt ligger smukt på en bakketop, med udsigt til floden Ölfusá, som løber ud i Atlanterhavet. Mon ikke Skálholt har kunnet være magtcentrum i Island gennem 800 år, fordi man både har kunnet komme dertil med skib og på hesteryg?Vi sang en halvakustisk koncert i kirken om aftenen. Sidste nummer var Halleluja. Den gik lige i Solar Plexus på mig, efter lang transport og store naturoplevelser. Halleluja har for mig været meget knyttet til rejsen til Brasilien for fire år siden, og ikke nødvendigvis med fine minder i bogen. Nu kryber den under huden på mig med nye, positive rejseminder hæftet på sig. Efter koncerten havde Gunnars faster sørget for et dejligt traktement til os. Lige hvad man trænger til, efter en lang dag og en god koncert. 

Onsdag. familie. koncert

11. september 2019

I dag stod der ”fritid på egen hånd i Akureyri” på programmet. Hvilket betød ”Jagten går ind på en islandsk sweater…” Det var nu ikke så ligetil at finde en sådan, til en pris jeg kunne betale. Men ved Røde Kors’ bod på torvet fandt jeg en kortærmet, fin uldsag, til 75 kr. Vi var mange, der valgte at spise frokost sammen på en fiske- og sushirestaurant. Det er dejligt at nogen tager initiativ til at vi alligevel gør noget sammen på fridagene. 

Efter frokost gik jeg hen i Akureyris botaniske have. Her havde jeg aftalt at mødes med min fætter Jens, som bor i Akureyri. Det er noget særligt at rejse langt væk, og så mødes med nogen, der kender ens kerne og ophav så godt som Jens og jeg kender hinandens. Vi havde et par rare timer med kaffe og snak om vores liv nu, og om det vi kommer fra. Han og hans kæreste Ger∂ur havde også købt billetter til vores koncert om aftenen.

Familiemøde i Akureyri. Jens og mig.

Koncertsale er i det store hele ens. Der er de samme faciliteter i varierende størrelser, og niveauet af tjekkethed i huset er som regel også indenfor en standart som betyder, at man som sanger ikke mærker ret meget til de tekniske aspekter af en koncerts afvikling. Lydprøven i dag var lang, vores lydmand knoklede for at sætte sig ind i den mixer, der var stillet til rådighed i Hof, musikhuset i Akureyri. Til sidst blev det godt, heldigvis.

Lydprøve i Hof

Det var muligvis kun mig og Gunnar, der havde familie siddende i salen til koncerten. Det er ikke så usædvanligt for mig, men for Gunnar må det have været en ganske særlig aften. Hjemmebane, med familie og barndomsvenner, naboer og bekendte på stolerækkerne. Jeg sendte ham mange tanker under koncerten og gjorde mig måske faktisk lidt ekstra umage, fordi det føltes vigtigt, at hans hjemmepublikum fik det bedste vi kan præstere.  Det blev en god koncert, og bagefter gik vi på værtshus med Gunnar og hans venner. Det er særligt når ens verdener ”mødes”, og jeg er meget taknemmelig for, at jeg fik lov at være med, i det krydsfelt. 

Tirsdag. Jeg har tabt mit hjerte

10. september 2019

Det er længe siden jeg har følt mig så lille bitte. Men Island tænder for noget perspektiv i mig. I dag har jeg set natur, som jeg aldrig selv ville have kunnet forestille mig fandtes i denne verden. Usandsynlige lavaformationer, skabt af damp for tusind år siden. Kogende, stinkende mudderpøle i dragende farver. Tusind forskellige nuancer af grå, imellem lavamarken på jorden og de dramatiske skyer på himlen, eller i den klippeside, der lignede små grå sukkerknalde nogen havde stablet tilfældigt ovenpå hinanden. Sorte bjerge midt i store vidder. Majestætiske vandfald, der løber hvor de vil, med en uforståelig volumen og kraft. Og varmt vand midt ude i det islandske efterår, som smøg sig silkeblødt om min krop, mens jeg sang med de dejligste sangermennesker, jeg kender.

Det var endnu en dag med mange timer i et bussæde. Men konstant med en udsigt, der kunne tage vejret fra mig med sin skønhed, eller med sin konstante forandring. Jeg har haft vand i øjnene flere gange over den selvfølgelighed landskabet udstråler. Mennesker, I må gerne være her. Men det er altså Moder Natur, der bestemmer. Jeg oplever et enormt ingenmandsland, der føles så vedkommende, at jeg former sætninger i mit hoved, der skal overbevise min familie om, at Island er et besøg værd. At se mod horisonten og finde roen i, at være præcis hvor jeg skal være. At være i stand til at se langt længere ud over vidder en jeg nogensinde før har gjort, er som at komme hjem i mig selv.

Godafoss

Det mest rørende i dag var dog ikke kun al den vidunderlighed som naturen kunne byde på. Gunnar, som synger 2. bas, er født og opvokset i Island, øst for Akureyri, som var det område vi udforskede i dag. Og han viste os sit barndomshjem, sin fødegård. Bussen kørte blot en tur rundt i gårdspladsen, mens han fortalte om, at de træer vi kunne se lidt nord for gården, dem havde ham og hans familie plantet. Hvor tit lukker vi folk ind i vores fortid, som vi møder i vores nutid? I dag bor hans familie ikke længere på gården, de ejer en restaurant, hvor vi spiste vores aftensmad på tilbagevejen. Jeg bryder mig ikke om lam. Men jeg tager gerne tilbage til Dalakofinn og spiser deres lammesteg igen. Sikke en dejlig dag!

Mandag. Rejsedag.

9. september 2019

Kl. 05.30 vækkede alarmen mig, og jeg, som ellers nok kan snooze en morgen væk, var lysvågen og på vej i bad. Alt var pakket, børn blev vækket og gjort skoleklar, vi fik sagt på gensyn og god tur og “jeg kommer til at savne dig”, og inden længe blev jeg og alt mit habengut sat af ved bussen med et “god tur, og tillykke med vores bryllupsdag…”

At rejse med Vocal Line er et studie i glæde, vaner og “plejer”. Der er ikke faste pladser i bussen. Og så lidt alligevel. Det er trygt at sidde ved siden af nogen, som man kan sidde ved siden af i mange timer, uden at sige så meget. Nogen har spil med, andre kigger ned i telefoner og iPads. Alene eller sammen. Jeg ser aldrig så mange mærkelige YouTube-videoer som når jeg rejser med Vocal Line. Der er bestemte lyde og sætninger, der skal siges, rutiner der skal følges. Kaffe der skal drikkes og toiletbesøg der skal tales om (…) Tiden går hurtigt i godt selskab, og pludselig var vi i Kastrup og på vej ind i flyveren

Det tager ca. 3 1/2 time at flyve til Keflavik lufthavn. Da Island kom til syne i det lille flyvinduet, var det Vatnajökull jeg fik øje på som det første. Gletsjeren vælter ud i havet og det ser vældig dramatisk ud fra luften. Christian, som sad nærmest vinduet var dog ikke helt så imponeret som jeg…

Fra lufthavnen i Keflavik går turen med bus til det nordlige Island og byen Akureyri, hvor vi skal bo de næste tre dage. Det er en tur på omkring 8 timer igennem anderledes og betagende landskab. Island føles stor og rå, men der er en skønhed og varme i alt det grønne, brune og grå. Detaljer dukker op i nye vinkler, får og heste græsser frit på skråninger, vandfald og floder skærer sig igennem sten og former lavagrunden. Ingen billeder jeg kan tage gennem busruden, kan yde oplevelsen retfærdighed. Hvor er her smukt! Jeg drømmer mig ud midt i al den ingenting der er så meget af her. Og det bliver jeg vist ikke færdig med foreløbig.

Vi når frem til Akyreyri omkring den islandske midnat, bliver sat af ved to forskellige guesthouses, og entrerer hurtigt drømmeland under tunge, trygge dyner. Ditte er en virkelig god værelsesmakker. Hun er helt stille når hun sover <3

Mobilblogging

Det er lykkedes mig, med hjælp fra min ægteviede IT-support, at finde ud af, at logge på WordPress på mobilen. Det betyder, at jeg vil forsøge mig med, at skrive rejsedagbog her på bloggen. Om ikke ret længe stikker jeg nemlig af til Island sammen med Vocal Line. Og jeg glæder mig helt utroligt meget. Jeg lover ikke noget stort og vildt. Men nu er muligheden der. Stay tuned…