>Det er fjollet, jeg ved det godt.
At gå med solbriller indendøre, når jeg f.eks. er i Rema med baby Eva og handle. Hvis man nu var en kendt skuespiller eller sanger, eller noget andet posh, så var det måske ok med solbriller indenfor. Det giver lidt privatliv og skaber en vis mystik og utilnærmelighed omkring personen der bærer solbrillen. Men jeg er hverken kendt eller berømt…
 
Det er pinligt, synes Martin.
For jeg har købt de største 70’er briller (til billig pris i H&M), og de dækker ikke bare øjnene, de dækker øjenbrynene og det øverste af kindbenene. “De briller klæ’r dig altså ikke særlig godt, pusling!”

Det er belastende.
At jeg ikke kan gå uden for en dør for tiden uden at have dem på. For de er ikke i brug for at skærme for solen. De sidder på min næse fordi birketræerne smider deres pollen lige for tiden. Så brillerne skærmer for at pollen og kløfingre kan komme i nærheden af mine sarte øjen-slimhinder. Øv, hvor er det altså belastende!! Tænk, at jeg i en alder af 30 år skulle blive pollenallergiker. Det væltede ind over mig første gang sidste forår og ingen kan forklare hvorfor jeg pludselig får pollenallergi. Da jeg var barn havde min fætter Alex allergi. Hver sommer sad han med solskærm på hovedet og løbende øjne. Jeg har ingen solskærm. Jeg har mine king-size solbriller. Der er lidt Victoria Beckham over dem, men det er vist også det eneste flaterende der er at sige om dem! Jeg har besluttet at udsætte min start på mit nye løbeprogram. Det er alligevel for mærkeligt at skulle løbe rundt i Søften i sportstøj og solbriller i gråvejr… Det må vente til birketræerne er færdige med deres pollenkasteri.

2 tanker om “”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *