Så er der fire uger til temin idag. Og hvis det bare var fire uger der skulle gå med at gøre klar til at baby kommer til verden, så Herre Gud da. Hvis det bare var fire uger, hvor tiden var min egen, hvor jeg blot skulle sørge for mig selv og lidt vasketøj og oprydning ind imellem, så var det jo da bare a walk in the park. Men det er det ikke.

Trods store anstrengelser for at undgå at ældstebarnet skal op og tisse og gøre nr. 2 om natten, så er den næsten sikker hver nat: En til to gange skal en af de voksne op af sengen for at sørge for at sønnike får tørret mås, vasket hænder, kommer i nattøjet og ind i seng igen. Helst i et nogenlunde acceptabelt tempo, da han ellers finder på at RÅBE efter os midt om natten, med fare for at vække mindste, – snart mellemste, barnet. Og forestil dig lige, at en kvinde på 32 år, der på 8 måneder har taget 15 kilo på, midt på maven, skal ud af sengen i en, for hendes tilstand, vis fart, halvvågen og med en arm der sover (fordi jeg kun kan ligge i to forskellige stillinger – den ene eller den anden side…) Når jeg så når ud til ældstebarnet skal jeg helst have overskud til at guide og opdrage – han skal altså ikke serviceres selv om det er midt om natten. Han skal selv vaske hænder, selv skylde ud og selv tage nattøj på, men der skal være en mor (eller en far) der fortæller ham at han skal gøre det – nat efter nat…. (det må på et eller andet tidspunkt sidde fast og blive til en exekutiv funktion for ham…) Det tager på kræfterne, for min svangre krop ville allerhelst blive liggende i sengen, gerne 8-10 timer i døgnet.

Hvorfor er det så lige, at jeg ikke prikker Martin hårdt i ryggen og siger: “Ole har brug for DIN hjælp.” Det gør jeg også en gang i mellem. Men:

• Som regel vågner jeg når Ole kalder første gang. Det gør Martin ikke. Så ligger jeg der og kan mærke den sovende arm og behovet for at vende kroppen til den anden brugbare sovestilling. Og så kan jeg vel lige så godt stå op og hjælpe drengen, for det er lige så stor en manøvre at vende sig i sengen som det er at stå op…. suk…
• Jeg er sådan en kone, der synes at det er rimeligt at det er mig der står op når min mand passer sit arbejde i dagtimerne, hvor jeg har muligheden for at lave det, som min skønne kollega, Mette L., kalder en tilbagelægning. Altså, at stå op, spise morgenmad, aflevere børn, tage hjem og lægge sig tilbage i sengen igen. Genialt koncept!  Nogle dage bliver det kun til tidsbegrænsede tilbagelægninger, men jeg tager mig den frihed, at gå all in på dage hvor jeg virkelig har fortjent det. Så sover jeg igen fra 8.00 til 12.00. Det er derfor man har barsel.
• Skæbnen vil det lidt for tit sådan, at Ole kalder når jeg ligger med ryggen til Martin. Så hvis jeg skal nå at prikke ham hårdt i ryggen og bede ham om at hjælpe barnet inden barnet skruer op for kalde-volumen, så skal jeg lige have vendt mig først. Og det tager, som ovenfor nævnt, pænt lang tid…

Så ventetiden kan kun gå for langsomt, hvis du spørger mig. Ikke at jeg gerne vil føde før tid (for så passer det ikke så godt med barselsorlovsudregningerne…) men jeg glæder mig til at være en mor der ikke har alt for kort lunte over for sine børn, og ikke har for elefantastiske proportioner til at kunne lege det de gerne vil. Jeg kan snart ikke løfte Eva mere, jeg må ned på gulvet til hende, og der er altså langt op igen når man først sidder dernede. Suk. Den der tredje arm der forhåbentlig vokser ud et sted inden barn nr. tre ser dagens lys, den venter jeg utålmodigt på.

Men nu må I have mig undskyldt. Jeg skal være færdig med at rydde op, for idag kommer rengøringsfirmaet, og når de går, efterlader de mit hjem skinende og støvfrit. Lidt luksus må man godt købe for penge.