Så prøvede jeg det. At noget jeg havde skrevet gik viralt og blev set af flere end jeg nogensinde kunne have forestillet mig. Mit forrige blogindlæg er blevet klikket frem mere end 25.000 gange siden jeg skrev det. De første tre dage gik det stærkt. Der var de første 20.000 klik allerede en realitet. Det var overraskende og overvældende. Mine tanker gik fra stolthed til “find-et-musehul-og-kravl-ind-i-det”-hed. Jeg blev stille.

Nu er en lockout af landets skolelærere så godt som en realitet. Jeg bliver dog stædig ved med at sige “hvis” om lockouten, for jeg ønsker at bevare håbet om, at min fagforening og min arbejdsgiver ønsker det bedste for skolen og derfor kan tale sammen og finde en løsning i mindelighed, uden brug af arbejdsmarkedets kampredskaber. Mit håb ser dog mere og mere ud til at være gjort af naive himmelblå øjne. Jeg må ikke komme på arbejde på tirsdag, efter påskeferien.

Nogen dage følger jeg tæt med i nyhedsstrømmen og læser glubsk hvert et ord der bliver skrevet om situationen. Andre dage lover jeg mig selv at jeg holder op med at læse om det, for jeg bliver frustreret over de halve vinde som journalister og debatører løber med. De snakker efter snak og lyver efter løgn (Den talemåde fungerer bedre på min mors drevne vestjyske…) Og hele tiden har jeg følelsen af, at der er nogen der har en dagsorden som de ikke fortæller åbent om. Den følelse gælder ikke kun om det der kommer fra KL. DLF kan også være med. Måske er det mere følelsen af, at parterne taler om det samme, men ikke taler samme sprog. At de langt hen ad vejen er enige og kan finde kompromisser, men at de på et tidspunkt holder op med at forstå hinanden. Jeg vil så gerne forstå hvori uenigheden består. Hvorfor er det lige, at forhandlerne ikke kan nå til et resultat ved forhandlingsbordet? Jeg har endnu ikke fundet et skrift der beskriver stridens kerne med ord som giver mening og sætter skelpælene tydeligt op overfor hinanden. Det er igen som om det ikke er alle hensigter der bliver sagt højt. Men jeg har jo også bare mine to blå naive øjne at se det hele med…