2022 blev et vendepunkt. Indtil nu har vi klaret os på trods. Nu ved vi bedre. 2023 bliver spændende. For kærlighed er mange ting i et parforhold med bogstaver og spektre -forstyrrelser.
Jeg har kendt Martin i 20 år. Vi har været gift i 16 år. Vi har haft fem forskellige biler, boet fire forskellige steder sammen og fået tre børn. Jeg har altid elsket ham. Og jeg har i perioder hadet, at jeg gjorde det.
Jeg er neurotypisk. Jeg er i stand til at gå i gang med og færdiggøre opgaver, som jeg ikke finder interessante. Jeg får lagt vasketøjet sammen, jeg får ryddet op efter aftensmad, jeg har styr på hvornår græsplænen skal slås og jeg har en fornemmelse for hvor lang tid ting tager. I mange år har jeg antaget at Martin, en veluddannet, vellidt, hjælpsom og høflig mand var lige som mig. Men jeg har gang på gang taget opvasken efter hans kanelsneglebagning, ryddet af bordet selvom det ikke i dag var min opgave og sørget for, at tiden ikke løb fra ham. Jeg har brugt mange år på at feje, skærme og kompensere.
Jeg er neurotypisk. Og ambivert. Det betyder, at jeg har både introverte og ekstroverte kvaliteter. Jeg elsker andre menneskers selskab og jeg holder af at gå alene i biografen. Jeg kan lide at have gæster og jeg sætter pris på mine stunder alene i mit værksted. Jeg kan relatere til hvordan både introverte og ekstroverte mennesker har det, og jeg kan uden problemer arbejde sammen med begge personlighedstyper. Jeg kan tilpasse mig omgivelser og omstændigheder. Aflæse situationer og agere hensigtsmæssigt. Og det forventede jeg også at Martin kunne. Det undrede mig, at det var svært for ham at være med til sammenkomster og fejringer i min store vestjyske familie. Jeg syntes det var pinligt når han trak sig og sad og gloede ned i sin telefon, for i min bog signalerede det en ligegladhed med selskabet, og at det, der var i telefonen, var mere interessant, end de mennesker han sad iblandt. Men det kunne også ske hvis vi bare var os to på restaurant. Som par går man vel typisk ud for at have kvalitetstid sammen. Men jeg har siddet over adskillige gode bøffer på hyggelige restauranter sammen med Martin og følt mig alene og uinteressant. Før smartphones skulle jeg høre ham forholde sig til, hvad han kunne høre at gæsterne ved de omkringstående borde talte om. Efter smartphonens indtog i vores samliv var det sportsresultater, amerikansk politik, samtaler på twitter, gif-ideer, sangtekster, musikalsk paratviden og alt muligt andet irrelevant for situationen, som fyldte i samtalen når der var par-tid. Tit indledt med et ”Vidste du at…” Og nej, det vidste jeg sjældent. Jeg bruger min hukommelse anderledes end Martin, og jeg lagrer ikke viden som han gør. Jeg spørger igen eller slår ting op. Men når man ofte må svare ”Nej, det vidste jeg ikke” til spørgsmål fra en mand, som a l t i d kan associere sig ud af ethvert samtaleemne, så kan det være svært at holde fast i, at man måske ved noget andet, og at det også er godt.
Jeg er neurotypisk. Og jeg har ikke altid haft selvtillid, men jeg har et solidt selvværd. Jeg har altid holdt af mig selv uden betingelser, men jeg har tvivlet på, om jeg var værd at holde af for andre. Alt hvad Martin gjorde og sagde da vi lærte hinanden at kende og forelskede os viste mig, at han i hvert fald syntes at jeg var f a n t a s t i s k. Jeg kunne ikke gøre noget forkert. Jeg blev elsket. Og for mig er det en forudsætning for at elske andre, at man først elsker sig selv. Så jeg gik ud fra, at Martin var solidt funderet i sig selv. Ellers ville han da umuligt kunne dedikere sin kærlighed så solidt til mig. I knew nothing.
Martin er et meget hjælpsomt menneske. Det at hjælpe andre giver anerkendelse, og han har alt for længe været afhængig af andres anerkendelse, for han har ikke kunnet anerkende sig selv. Hele livet har han fornemmet at han var anderledes. At hans måde at se verden på var forskellig fra alle andres. At han skulle bruge langt flere kræfter på ting som andre bare gjorde. Men han har kompenseret med sin intelligens og hans gode forældre har været støttehjul for ham, indtil han flyttede hjemmefra. Da vi mødte hinanden, lærte jeg en mand at kende der var kærlig, omsorgsfuld og overstrømmende i den opmærksomhed han rettede mod mig. Men jeg så også en mand der kunne blive meget vred og frustreret over småting. Vrede har været hans værn mod følelsen af fiasko. Vrede er så uforløsende og det udvikler ikke et blik fremad. Vrede er stilstand og det er først og fremmest svært at lade vrede passere uden at lade sig påvirke af den. Ham jeg elskede, blev igen og igen vred over de mindste ting, som jeg ikke kunne forudsige eller forstå. Og jeg tog det på mig og troede, at det måtte være min skyld. Jeg begyndte at feje. Forudsige hvad der kunne gå galt og fjerne forhindringer, så vreden måske kunne blive under sit låg. Lidt som en curlingmor. Bare for min ægtefælle i stedet for mine børn.
Engang viste Martin mig stolt en kommentar fra en borger han havde hjulpet på sit arbejde. En Facebookkommentar med rosende ord som hjælpsom, tålmodig og venlig. Jeg smilte og sagde, at det da var dejligt, og så gik jeg for mig selv og græd, fordi det føltes så uretfærdigt, at han kunne være hjælpsom, tålmodig og venlig på sit arbejde, men at han kom hjem og var træt, sur og uden overskud til at være noget for mig og børnene. I dag ved jeg, at det hænger sammen på følgende måde: Martin brugte alt sit overskud og fokus på at gøre det godt på sit arbejde. Når han kom hjem, var hans overskud brugt, og han forstod ikke hvorfor. Hans følelse af uformåen var en følelse af fiasko, og fiasko er ikke i orden. Man skal være perfekt. Man må ikke lave fejl, for hvis man laver fejl, er man ikke god nok. Selvværdet hos ham var ikke-eksisterende, men i stedet for at erkende det og bede om hjælp blev han vred. På sig selv.
Jeg er neurotypisk. Det er min mand ikke. Det har vi nu psykiatriens ord for og vurdering af. Martin har en hjerne der er meget anderledes end min og på neurosprog hedder det ADHDi og Aspergers syndrom. I mange år har der været utallige små og store situationer, hvor jeg har undret mig over, hvorfor han ikke bare kunne gøre lige som alle andre mennesker. Eller i det mindste sige pyt når noget ikke lige gik som forventet. Men han har båret på følelsen af skam over at være anderledes. Jeg har elsket ham og rummet ham i håbet om at det kunne være nok til, at han kunne begynde at føle sig god nok. Men det var en kamp mod vindmøller. Uanset hvor solid en klippe jeg forsøgte at være, så var min kærlighed og anerkendelse ikke nok til at give ham følelsen af at være god nok. Men den dag vi fik resultatet af Martins udredning hos psykiateren, var jeg vidne til en forvandling: Skammen over at være anderledes forsvandt. I løbet af timer var min mand ikke længere sur, vred eller indebrændt når noget gik ham imod. Og han har stort set ikke været vred siden. Det var vidunderligt og virkelig svært at forstå. Det var hvad jeg havde drømt om, og det var som at blive pisset på. Al den energi og kærlighed jeg havde brugt på at elske ham som han er, blev slået af psykiaterens korte forklaringer om resultaterne af udredningen. Min kærlighed føltes pludselig ligegyldig. Al min rummelighed føltes som spildt tid. Jeg har ikke nogensinde rasetudet så meget som i ugerne efter udredningen. Jeg havde nu en mand der begyndte at elske sig selv uden betingelser. Og jeg følte mig forrådt og ligegyldig.
Men måske har min kærlighed og rummelighed ikke været forgæves. For jeg fik lov til at være rasende på ham. Han gav mig lov til at være i følelsen af at være blevet forrådt, indtil jeg kunne slippe den igen. Jeg fik plads til at mærke alt det, der skulle mærkes, tænke alt det der skulle tænkes, sige det, der skulle siges. Han gav mig plads til mig. Og jeg græd til der ikke var mere at græde over.
Det går så stærkt inde i hans hoved. Der er hele tiden gang i tankerækker, der er aldrig stille. Jeg vil aldrig kunne forstå hvordan det er for ham. Men jeg forstår at han er oppe mod kræfter i sin hjerne som han ikke selv kan styre. Og fordi han også forstår at det er sådan, det hænger sammen, så kan vi forundres over og grine af, hvor vild hans hjerne er. Jeg kan stoppe ham når han er på vej ud ad en tangent, uden at han bliver vred på mig.
Martin og jeg har tilbragt mange timer under vores fælles tag, men vi har ved Gud aldrig siddet lårene af hinanden. Computeren er langt mere stimulerende for ham end jeg er. I flere år var jeg overbevist om at han var internetafhængig. Vi kan ikke se en film sammen i sofaen uden at han også lige følger med på Twitter eller slår en detalje om en skuespiller op på google. Det forstyrrer mig, når han gerne vil berige mig med nyfunden viden, samtidig med at jeg forsøger at følge med i handlingen. Men længe forholdt jeg mig blot høfligt ignorerende, for det var mindre risikabelt end at bede ham om at være stille. Det var en af mine måder at skærme ham på. I dag kan jeg bede ham om at holde kæft, og vi kan grine af hele situationen. Vi skal leve med hinanden i medgang og modgang. Ikke være hinandens støttehjul i alle aspekter af voksenlivet. Alanis Morrisette synger: “I don’t want to be your other half, I believe that one and one make two”. Vi er os selv. Og sammen har vi et fællesskab. I perioder har vi brug for nogen at læne os op ad, som planter der har brug for en blomsterpind til at komme ordentligt op i lyset. Men blomsterpinde slår ikke rødder. De skal flyttes. Vi skal ikke være hinandens konstante blomsterpinde. Hvis vi står det samme sted for længe, er vi ikke i udvikling. Så står vi måske ligefrem i vejen for hinanden.
Billedet herunder er taget i sommers, en måneds tid før vi fik resultatet af Martins udredning. Et typisk Martin-moment. Vi har klippet hæk sammen, børnene har hjulpet til og vi er i gang med oprydningen. Det interesserer ikke Martin at klippe hæk, og derfor er hans hjerne allerede langt væk i andre tanker. Han er lige drejet om hjørnet oppe ved huset da jeg kommer hertil med trillebøren med de to sække på i forgrunden. Han er gået lige forbi den spand med hækaffald, der står MIDT på vores vej. Han er for længst færdig med at klippe hæk og alt hvad dertil hører. Før tog jeg selv spanden og var irriteret over, at han var så hensynsløs. I dag går jeg ind og henter ham og siger til ham, at vi ikke er færdige med opgaven. Det er også kærlighed.
