Alle indlæg af Ida Brink Krøger

Jeg går lige ud i skuret og finder mig selv

Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg fik stress. Om der var noget jeg kunne have gjort, om jeg overså signaler, var det mon gået anderledes hvis, hvis, hvis? Jeg finder aldrig et entydigt svar. Til gengæld åbenbarer der sig ofte nye spørgsmål. Store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør mig glad? Er jeg lykkelig? Hvad skal der til, for at jeg får det godt? 

Tag den plads du er værd! sagde psykologen som jeg blev henvist til, efter mit kollaps. Tag plads, både fysisk og mentalt. Og så fik jeg til opgave at kigge på, hvordan jeg kunne udfylde og udfolde MIG mere i vores hjem. Og vi fandt ud af, at alle de ting som jeg blev glad af at bruge tid på, var aktiviteter, der ikke havde en fast plads til udfoldelse inden for vores fire vægge. Min symaskine stod i et skab. Mit læder og værktøj var ligeledes gemt væk i forskellige skabe rundt om i huset. ”Men jeg har jo skuret”, fik jeg sagt, og kunne godt høre at det var helt galt da det var blevet sagt højt.  Så vi ryddede et hjørne i kontoret, flyttede mine oldeforældres gamle spisebord ind og jeg fik indrettet et permanent læderværksted. Og det er jo fint. Men et fast sted ændrede ikke meget på min opfattelse af VÆRDIEN af de ting jeg fremstiller. På trods af ros og drypvis efterspørgsel har jeg oftere end tit tendens til at tænke, at ingen da vil give rigtige penge for noget jeg har siddet og lavet. For jeg er jo bare mig… 

Et spørgsmål jeg ofte prøver at finde svar på handler om, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad vil jeg gerne lave i dag? Men inden jeg overhovedet er kommet i tanke om en egentlig aktivitet har mit hoved været rundt om den familiære logistik og tidsplan, den generelle ræson i mit ønske  og den specifikke egoisme jeg helt naturligt føler, og som jeg straks tænker er forkert. ”Ej, jeg kan jo ikke, fordi…” En afart af denne tænkning kommer også til udtryk hvis jeg er på restaurant med min mand. Jeg får ham altid til at fortælle, hvad han vil bestille, så tjekker jeg prisen og bestiller noget der er billigere. Det får mig til at føle, at jeg har gjort noget godt for ham… Og GUD hvor er det dog åndssvagt!  Han ved det godt, og er god til at tage mig i det. For hvorfor i alverden giver det mig sådan en følelse, når han nu netop inviterer mig ud og vil give mig lige præcis det jeg har allermest lyst til på menukortet? Når vi tager ud at spise sammen, så spiser vi kød. Bøf. Jeg foreslår ofte kun restauranter, som jeg ved han vil have lyst til at frekventere. Jeg kan ikke foreslå en vegetarrestaurant. Selv om det er spot on det, jeg har lyst til i dag. For det nej, jeg forventer at få fra ham, når jeg foreslår det, har allerede i tankerne fået mig til at føle mig forkert.  Og jeg kan jo da også godt lide kød… Selv hvis det skulle lykkedes mig, at få et uventet ja til mit restaurantønske, så vil det ikke blive noget godt besøg. Jeg vil være observerende med alle sanser, og tage enhver tilkendegivelse af mishag ind, og sætte den på ”FORKERT” kontoen. ”Du fejlede, da du valgte dette sted! Hvad fanden havde du forestillet dig!?” 

Hvis jeg prøver at tænke tilbage for at finde svar på spørgsmålet om, hvad jeg egentlig har lyst til, bliver det ikke nødvendigvis nemmere. Hvad gjorde mig glad som teenager? Som ung voksen? Som barn? Musik har været et gennemgående tema, og teater har også givet mig glæde og følelsen af, at være del af et vigtigt fællesskab. Men jeg var over tyve år og udeboende før jeg rigtig turde at synge som mig. Intet kunne gøre mig mere pinligt berørt som barn end hvis mine forældre antydede, at de kunne høre mig synge gennem døren til mit værelse. For pokker altså! Det var jo mig, hengivet til lykke i mit inderste væsen, og jeg var flov over det! Da jeg for første gang blev forsanger i et rigtig band var det fordi jeg havde fundet modet til at respondere på et papiropslag fra opslagstavlen i Netto, og jeg dukkede op på det aftalte sted og tidspunkt med stålsat vilje til at give det der sanger-noget et ærligt forsøg. Drengene, der manglede en forsanger, kendte mig ikke på forhånd, så jeg følte ikke jeg havde noget at tabe. Hvis de ikke syntes, de kunne bruge mig, så havde jeg haft en god aften alligevel. Men jeg husker stadig den helt igennem vidunderlige følelse det gav mig indeni, da jeg opdagede, at deres ansigter lyste mere og mere op, jo mere helhjertet jeg sang. At jeg kunne høre, at de spillede bedre og bedre, fordi de gjorde sig mere og mere umage. De gad rigtig godt hvis jeg havde lyst til at komme igen ugen efter, og det havde jeg.  

Nogen gange tænker jeg, at jeg godt gad at være skilt. Det er sådan noget man ikke må sige højt, for hvis man har et velfungerende eller bare et fungerende parforhold kan man ikke være bekendt at ønske, at man var single og havde en syv/syv-ordning . Ikke desto mindre kan jeg virkelig misunde dem, jeg kender, der har HELE DØGN for sig selv. Jeg drømmer om, at jeg skulle bruge tiden alene på at finde ud af, hvad JEG kan lide og hvad JEG har lyst til. Jeg skulle lave den mad JEG bedst kan lide, uden at tage hensyn til kræsne familiemedlemmer, og uden at blive ked af deres rynken på næsen over mine favoritter. Jeg skulle se det i TV som JEG synes er interessant. Jeg skulle høre den musik JEG holder af, og det samme nummer på repeat hvis det var det, jeg havde LYST til.  Jeg skulle læse en bog fra ende til anden, uden at tænke på, at tiden brugt på læsning er tid væk fra mand og børn.  Jeg skulle finde ud af, hvad der gør mig glad. Hvem jeg er. 

Nu kan det lyde som om min mand er frygtelig kontrollerende og dårlig for mig at bo sammen med. Det er han ikke. Han er tvært imod frygtelig ked af, at hans eksistens får følelser frem i mig, der gør mig i tvivl om min kerne. Han ville hoppe baglæns på tungen til Kina, hvis det kunne gøre mig glad og give mig tro på mit eget værd. Så vi skal ikke skilles. Jeg skal ændre min tankegang. Der ER plads til mig. Der er plads til alle de ønsker og drømme jeg har. Det er inde i mit hoved forhindringerne er.  Jeg sætter ham og mine børn før mig selv. Jeg giver dem iltmasken i flyveren før jeg tænker på mig. Jeg er et helt igennem godt menneske, der har tendens til selvudslettelse. Og nu lever jeg så også med stress og følgerne deraf. Jeg skal vælge mig selv først. Det er det vigtigste jeg skal lære. Og læringskurven er stejl. Jeg giver op mange gange i løbet af en uge, men bliver heldigvis også opfyldt af modet til at fortsætte, mindst lige så mange gange. Jeg forudser, at jeg skal leve med denne indre kamp resten af mit liv. Og det er nok en forudsætning for min lykke og det gode liv jeg vælger at tro på er tildelt mig. 

“Skal jeg sparke dig i hovedet?”

Jeg har det stramt med børn der svarer igen. Børn der vrænger af voksne (og andre børn) ”Du må gerne synes at jeg er en idiot, bare du gør som jeg siger”, er en sætning jeg har sagt til elever mange gange i min karriere som indskolingslærer. Jeg har som barn mødt mange voksne, som jeg ikke syntes om, men som jeg skulle rette mig efter. Og min trøst var altid, at mine tanker om vedkommende var mine egne. Som lærer har jeg aldrig stræbt efter at være en populær voksen. Det har været meget mere interessant at deltage i skabelsen af hele, dannede mennesker. Og i den proces er man ofte den, der udfordrer børnene på deres personlige ståsted. Dét er der noget ved! Men det er en demotiverende faktor at skulle fortælle de samme børn igen og igen, (som tilsyneladende ikke har lært noget af de sidste tredive gange man har fortalt dem) at de ikke skal afbryde, når andre taler.

Da jeg havde sagt farvel til mine piger i skolegarderoben her til morgen og gik ud mod cykelstativerne mødte jeg en flok drenge. En fire-fem stykker. Karmaen omkring dem var ikke videre positiv, de mundhuggedes lidt, en vrængede noget om at sige noget til de voksne. Den største og den mindste af dem syntes at være dem, der havde en beef med hinanden. Den store siger til den lille, at han da nemt kan sparke ham i hovedet, og den lille svarer flabet retur, at det kan han da bare gøre… Og woom! Så svinger den store sit højre ben op i luften og rammer den lille i baghovedet. Lige for næsen af mig. Jeg har en lyserød frakke på, så jeg er ikke lige frem usynlig, og jeg kan slet ikke lade være med at kommentere det, jeg netop har set.  ”Det må jeg nok sige!”, siger jeg med høj stemme. ”Det mente du alligevel var en god ide?” Den store dreng kigger åndsfraværende på mig og mumler stille: ”Men han gav mig jo lov”, og trasker videre. ”Ja, men man må altså godt tænke sig om med indersiden af hovedet!”, nærmest råber jeg efter ham. Ingen reaktion. En anden forældre i nærheden ser helt chokeret ud og siger: ”Jeg så ikke hvad der skete, hvad var det for noget?” Jeg forklarer hende hvad jeg havde oplevet, og hun syntes det var godt at jeg havde sagt noget.

Jeg cyklede hjem i syv sind. Skulle jeg have holdt min mund? Nej! Børn har kun gavn af at opleve ægte reaktioner på deres adfærd. Men jeg blandede mig jo i noget som ikke kom mig ved… Måske. Men hvis ikke den lille dreng havde haft sin cykelhjelm på, havde den store så alligevel sparket, og hvordan var det så spændt af? Skulle jeg være gået med dem helt ind i klassen og have ventet på en lærer eller pædagog og have fortalt hvad jeg havde set? Jeg ved jo strengt taget ikke, om den lille dreng havde været mere end almindeligt øretæveindbydende før jeg får et øre ind i samtalen.

Og så tænkte jeg på mit lærerliv. Hvor der flere gange om dagen var situationer af denne slags, med børn der ikke var gode ved andre børn, som ikke kunne forstå fornuft, årsag og virkning. Og børn som havde forældre, der mestendels troede på deres eget barns historie, og ville have møder og særlige indsatser, men ikke forstod, at det også var deres værk og ansvar, at deres barn var som det var.

For et halvt år siden ville jeg også have reageret som jeg gjorde i dag, på situationen med drengene. Men det ville også have betydet, at de følgende dage stod på stresskrop og hjertebanken. Det tror jeg ikke det kommer til, denne gang. Jeg er mest bare ærgerlig over, at børn kan være sådan. Og at jeg lige var der, på netop det tidspunkt. Jeg gider ikke længere opdrage på andre folks børn. Men jeg ville omvendt have haft en endnu dårligere smag i munden, hvis jeg blot var gået forbi uden at sige noget. For så havde jeg svigtet den dreng der blev sparket. Og det kan godt være drengene synes jeg er en idiot. Men jeg er en idiot, der sætter grænser og ikke bare går forbi.

To be Frank – en parafrase over regnskaber og stress.

Jeg har altid vidst hvad en revisor var for noget. Min far, talknuseren, var revisor, havde firma og ansatte og da jeg blev gammel nok til det blev jeg også ansat, som piccoline, og tjente her mine første egne penge. Som der selvfølgelig blev ført regnskab over… Som 12-13 årige fik min bror og jeg selv råderet over vores økonomi. Eller. Far havde læst (og selvfølgelig regnet efter) hvor meget et barn på vores alder cirka kostede på årsbasis i tøj, toiletartikler, fritidsinteresser og så videre. Og det beløb blev divideret med tolv, og så skulle vi ellers lære at lægge budget, så vi havde penge til det, vi gerne ville bruge penge på. 1100 kr. pr måned. Ville vi gå til spejder, fodbold eller dans, så skulle der være penge til at betale det, når kontingentet blev opkrævet. Den første tid med denne – på papiret – enorme økonomiske frihed indeholdt månedlige budgetmøder med far. Hvad blev pengene brugt på? ”Husk nu at gemme penge så du kan betale for sommerlejr med spejderne. Hvis du køber den dyre shampoo er der ikke råd til at tage med ungdomsklubben i svømmehallen.” Jeg hadede de der budgetmøder. Tal er SÅ tørre. Jeg har en god og sund økonomisk sans, og vidste udmærket hvor mange penge jeg havde og hvor mange penge jeg kunne bruge for at have råd til det ene og det andet. Også fremadrettet. Men jeg lavede pligtskyldigt mine budgetter. Også da jeg sparede op til at komme på højskole. Og flyttede hjemmefra. Og flyttede igen. Og flyttede til Odense. Og droppede ud af sygeplejestudiet. Og fik fuldtidsjob. Og tog på højskole igen. Jeg har styr på min økonomi. Det er helt andre steder i mig der har brug for råd fra en revisor.

I dag er det Martin der står for at lave budgetter hjemme hos os. Jeg kigger med over skulderen, men hans evner i et excel-ark overstiger mine med lysår, og det går så stærkt når han kopierer og flytter rundt, at jeg må kigge væk. Jeg stoler endnu ikke helt på cut-copy-paste. De benoves i banken når vi kommer med det store regneark med forventede indtægter og udgifter. Det er så grundigt.

De mentale regnskaber derimod. De har været i underskud i en periode. Eller skulle jeg sige, en årrække. Her har jeg ikke formået at kalkulere med korrekte indtægter og udgifter. Der har ikke været balance. Og på et tidspunkt er der ikke mere kredit at give af.

Og bang. Så lå jeg der. Med stress. På bunden. Den manifesterede sig flere steder. Hyperventilerende på en bænk med en omsorgsfuld kollega ved siden af, der gjorde alt det rigtige (tak, Lene). Med hjertebanken på mit køkkengulv med min leder i røret – ”Jeg kan ikke komme i morgen. Jeg kan ikke noget”. Hulkende på mine knæ på gulvet i min læges konsultation. ”Jeg er så bange for at du vil sige til mig, at jeg bare skal tage mig sammen.” Det gjorde lægen ikke. Hun sygemeldte mig, først en måned, så to måneder mere. Og langsomt, ekstremt langsomt hævede jeg mig lidt op fra bunden. Jeg oparbejdede en smule kredit igen. På min sofa, med Netflix. Med middagslure. Med gåture. Med mere Netflix. Jeg genså Friends, Downton Abbey, The Crown og udvalgte afsnit af Game of Thrones. Men begyndte ikke på nye serier. Mit hoved kunne kun forholde sig til langsom tv som det havde set før. Jeg kom ikke meget ud. Kørte ikke selv bil de første fjorten dage. Jeg turde ikke stole på, at min hjerne kunne reagere hurtigt nok, hvis jeg kom ud for farlige situationer i trafikken. Langsomt kom der mere ro i mit hoved. Og gamle vaner overtog igen. Og bang! Tilbagefald. Fuck! Jeg havde presset mig selv til noget jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg havde bare ikke mærket ordentligt efter. Jeg var rasende! Og så dukkede der pludselig en ny mand op i mit liv.

Frank. Min psykolog præsenterede mig for ham. Og Frank har været hos mig næsten hver dag siden.

”Hvem hulen er Frank?”, spørger du nok. Frank er min mentale revisor. Han er en ældre herre, lidt krumbøjet, tyndhåret og lidt buttet. Man kan kende ham på de brune, rillede fløjlsbukser, som er blankslidte på knæene. Han ryger pibe, men kun efter frokost. Han ejer ikke et jakkesæt, men han er til gengæld leveringsdygtig i sweaterveste i alle de grågrønne og brune farvenuancer du kan forestille dig. Frank holder øje med min mentale balance. Og jeg spørger Frank til råds når jeg kigger min kalender igennem eller bliver spurgt om jeg lige kan det ene eller det andet. Frank arbejder ikke med toårs-planer. Faktisk evner Frank ikke at se ret meget længere fremad end en uges tid. Og er der ikke balance mellem mental indtægt og mental udgift, så kigger Frank spørgende på mig henover brillen. ”Hvordan havde du tænkt dig, at dette skal bogføres?” Han betragter mit mentale helbred som en konto med hævekort. Der kan ikke laves overtræk. Hvis jeg vil bruge mentalt energi på noget, skal der være opsparet noget energi jeg kan benytte til formålet. Frank bliver aldrig vred. Men jeg er aldrig i tvivl om hvad han tænker, når han ryster uforstående på hovedet over et valg, jeg har truffet.
Frank is always frank. Ærlig som et spejl man kan holde op foran sig selv. Jeg elsker ham og satser på, at vi får et frugtbart og langvarigt forhold til hinanden.

PS: Frank er naturligvis en fiktiv, opdigtet person som udelukkende eksisterer inde i mit hoved. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet, men kan betragtes som en kærlig hyldest til mennesker i almindelighed, revisorer i særdeleshed.

Er 2015 færdig? Kan vi puste ud nu?

I 2015 var der fart på.
Jeg gik til optagelsesprøve i Vocal Line. Og kom med som 1. alt.
Ines begyndte i børnehave og vi sagde farvel til yndlings-dagplejer-Lone.
Vi satte gang i om- og tilbygning af vores hus.
Vi var i København med tre børn. Boede på vandrehjem og besøgte de bedste mennesker.
Jeg sang min første Vocal Line koncert i Symfonisk sal i Musikhuset. Orh!
Vi flyttede ind i stue og køkken da halvdelen af huset blev gravet op.
Vi frøs hele sommeren. Lortesommer!
Vi tilbragte hele sommeren hjemme. Lortevejr!
Far og søn var til landskamp på søns 8 års fødselsdag.
Jeg var med til KFUM Spejderne Bryndum Gruppes 50 års jubilæum. DET var hyggeligt!
Martin pakkede ofte klaveret og tog ud og spillede musik. Han kom glad hjem igen (det skal man nemlig, det er reglen).
Vi holdt rejsegilde da tilbygningen fik spær på.
Jeg sang med Tina Dickow til festugen. Og sendte hilsner til min mand sammen med Steffen Brandt.
Yndlings-kollega tog orlov. Så hende savnede jeg. Og gør det endnu.
Yndlingsklassepædagog blev igen MIN pædagog. All is good.
Vi ventede på at byggeriet skulle blive færdigt.
Vi var trætte af at bo i stuen og køkkenet.
Vi tog til Stevns på familietur.
Harlev Basket havde 40 års jubilæum. Og dét blev fejret
Martin spillede på Torvet i Esbjerg med Sannes Bedste. Woop!
Vi ventede lidt mere på at byggeriet skulle blive færdigt.
Byggeriet blev færdigt. Næsten.
Jeg tog med Vocal Line til Brasilien. Og jeg kom hjem igen. Heldigvis.
Jeg bagte de bedste kagefigurer til jul nogensinde. Min far ville have elsket dem. Jeg har ikke rigtig spist af dem. Sorg stinker stadig.
Vi gav hinanden billetter til Adele-koncert i julegave. Det er så nemt.
Alle tre børn var med ude og se og ikke mindst HØRE fyrværkeri nytårsaften. En milepæl!

Kære 2016. Du indeholder ingen husombygninger, så jeg er allerede vild med dig. Jeg har bestemt mig for at spise flere rugbrødsmadder, løbe en halvmaraton og få mig en tatovering. Men hvis du overhaler mig indenom på aktivitetssiden, så kan det sikkert også nåes i 2017.

I morgen er det mandag, efter 16 dages juleferie. Vækkeuret ringer kl. 05.30. Hej mandag, arbejde, automatkaffe og andres børn. Let’s kick ass!

De første fem år (langt)

Idag har været en mærkelig dag. Tårerne løber ned ad kinderne af sig selv, fordi hjertet løber over med minder fra for nøjagtig fem år siden. Den dag min far døde. Den dag noget flåede mit hjerte ud af mit bryst, rev det midt over og satte det helt forkert på plads igen. Den dag den længste vinter i mit liv begyndte. Bogstaveligt og billedligt talt.

Sorg havde ikke før været en bevidst del af mit liv. Jo, kærestesorger havde jeg haft, til tider nogle altoverskyggende, hvis jeg selv skulle sige det. Men hvad ved man egentlig om sorg når man aldrig rigtig har mistet nogen for alvor.

Min far fik en voldsom hjerneblødning en søndag. Han blev bragt til Intensivafdelingen i Odense og vi kom og var hos ham. Mandag var han i kunstigt koma, opereret og stabil. Lægerne talte lægesprog og jeg sporede ingen optimisme. Kun hos min mor, som troede fuldt og fast på at far nok skulle vågne igen og blive rask. Mine egne børn var syge, og da min far var stabil besluttede vi at jeg skulle tage hjem og være hos mine børn. Tirsdag formiddag ringer min telefon. Det er sygeplejersken fra min fars stue. Hun siger noget om resultatet af en scanning og at de gerne vil have at jeg kommer. Mine knæ ekser under mig og jeg spørger grådkvalt om min far er død. Hun svarer nej til mit spørgsmål. Men lægger ikke skjul på, at jeg skal komme, fordi det går den vej. Hun spørger bl.a. om der er nogen der kan køre mig, og siger, at hun ikke synes jeg skal køre selv. Det er der heldigvis. Martin smider hvad han har i hænderne og så kører vi som død og helvede mod Odense. På vejen er der et familiemedlem der ringer til mig. Jeg kan ikke huske hvem det er, jeg husker bare at jeg fejer vedkommende af med lidt almindeligheder. Jeg er på vej til Odense for at opleve at min far dør… Et sted på Fyn holder vi ind på en tankstation for at købe noget at spise. Der er lang kø og jeg er utålmodig. Jeg ender med at bede dem foran mig i køen om lov til at komme foran, fordi jeg er på vej til min døende far.

Da vi ankommer til Odense Universitets Hospital sætter Martin mig af ved indgangen tættest ved intensiv afdelingen. Jeg nærmest løber ud af bilen. Spæner over fodgængerovergangen og ind i forhallen. Op ad trappen, rundt til elevatoren. Ind. Op. Ud. Spurter hen ad gangen og ind på min fars stue. Jeg går i knæ og spørger hulkende ”Er han død?” Det er han ikke. Maskiner sørger for at holde liv i den krop jeg kender som min fars. Men han kommer ikke til at vågne igen. Hjerneblødningen har ødelagt for meget af hans hjerne. Jeg er kommet for at være hos ham når maskinerne bliver slukket.

Vi havde samtaler med lægerne. Jeg husker ikke meget af hvad der blev sagt, men vi besluttede ret hurtigt at der skulle slukkes for maskinerne med det samme. Håb var der intet af. Og heller ingen grund til at trække pinen ud. Vi ventede udenfor mens sygeplejerskerne koblede alt udstyret fra. Ventede på at komme ind og opleve vores fars død. Jeg husker at jeg forsøgte at synge for ham. Det lykkedes kun til en vis grad. Jeg holdt hans hånd. Aede hans kind. Han trak vejret selv for sidste gang mens min mor, min bror, min mand og jeg sad hos ham. Jeg kyssede hans ansigt, lænede mig op ad hans arm. Jeg troede ikke jeg kunne røre ved et dødt menneske. Men min far kunne jeg slet ikke slippe igen.

Jeg husker mig selv stående på gangen udenfor den stue, som havde været min fars. Nu var han død. Jeg stod med telefonen i hånden og skulle ringe til mennesker, der skulle vide at Torkil ikke var her mere. Min fars tidligere kompagnoner. Mine forældres venner. Naboer. Jeg ringede også til mine barndomsveninder. Til en gammel kæreste. Skrev på Facebook: ”Jeg har mistet min far”. Jeg havde uendeligt svært ved at forstå at mennesker ude på gaden bare kunne gå upåvirkede forbi. Intet var som før, og intet ville nogensinde blive det samme igen.

Sorg kan føles som en forbandelse. Som en dyne af tristhed. Som et sort hul. Som noget der aldrig får ende. Tabet føles så uretfærdigt, og så meningsløst. Sorg har ikke brug for en løsning, og der er ikke udløbsdato på hvor længe man kan være ked af at have mistet et elsket menneske. Sorgen er allestedsnærværende. Fem år efter bliver jeg stadig ind imellem overmandet af sorgen, uden varsel. Sorg er uforudsigelig, ligesom livet. Hvis min far stadig levede, så havde vi ikke fået Ines, vores yngste barn. Men efter min far døde havde Martin og jeg brug for at være flere i vores lille familie. Sådan kan man også finde mening i det meningsløse.

Den dag min far fik hjerneblødningen ringede min mor til mig flere gange, hvor jeg ikke hørte telefonen. Hun havde indtalt flere beskeder. Jeg skulle ringe. Til hende. Til min bror. Jeg skulle komme. I dag får jeg en klump i halsen hvis jeg kan se at nogen jeg holder af har ringet til mig flere gange kort tid efter hinanden. Sådan bliver vi også mærket af de situationer vi udsættes for.

Jeg var med til at bære min fars kiste ud til graven da han blev begravet fire dage senere. Jeg troede ikke jeg kunne, og jeg græd da også som pisket da vi gik ud af kirken. Men jeg skulle. Det er børns lod at bære deres forældre til graven. That too is part of life. Kirken var mere end fyldt. Og aldrig før eller siden har jeg set så mange blomster.

Der er gået fem år. Med sorg og glæde og alt det der er ind imellem. Vi er tre mennesker der er rykket nærmere hinanden. Min mor, min bror Rune og jeg. Det har været vigtigt for os at tale. Om det hele. Det er fantastisk dejligt når vi taler om far. Om oplevelser, om kendetegn ved ham og os, om hvad han ville have ment om dette og hint. Og det er ekstra dejligt når andre også gerne vil tale og fortælle. Så er far ikke blevet glemt. Der findes nogen der mener at sorg er nemmest at håndtere hvis vi forsøger at ignorere den. At tab er noget vi skal ”komme over”. Men mit iturevne og misplacerede hjerte kan ikke bare komme over at min far ikke er her mere. Mit hjerte skal komme overens med det faktum at jeg har haft den tid med ham som der var til mig. Man kan komme over en lungebetændelse. Det er ikke et livsændrende følelsesmæssigt flik-flak. Døden er derimod et faktum som man ikke for alvor kan forberede sig på men som på et eller andet tidspunkt vil spille en rolle i ens liv.

Jeg er en anden Ida i dag end jeg ville have været hvis min far stadig levede. Uanset hvad, ville han have væres stolt af mig, og elsket mig for den jeg er. Og med det i baghovedet lever jeg med det tomrum han har efterladt. Min far, Torkil Christensen, blev 60 år. Han er elsket og han er savnet.

Oven over skyerne er himlen altid blå.

I nat kl 02.00 ringede vækkeuret og jeg var vågen sekundet efter. Afgang til Billund kl 03.00, for at kunne sidde i en flyver til Amsterdam kl. 06.00. Hele Vocal Line, bortset fra os 6 der rejser i dag er allerede i Rio og poster billeder af fest og farver. Af forskellige årsager er vi 6 Vocal Linere der rejser til Brasillien “til direktørtid”, og jeg har glædet mig! Til flere ting: At komme til Sydamerika. Det ville jeg måske aldrig være kommet hvis ikke jeg var blevet 1. alt i Vocal Line. Det står ikke på min liste over “places to see”. Jeg har ingen forventninger ud over forventningen om én på opleveren. Og så glæder jeg mig til bare at følge efter. At være lemming i det store Vocal Line univers af fede koncertoplevelser, nye bekendtskaber og amazing-ness. Og til at synge, naturligvis. Flyveturen fra Amsterdam til Sao Paolo tager lidt over 11 timer, og der er stadig nogle sange der skal øves. Til den her udsigt er det helt okay.    
 
Det er nu 23 1/2 time siden jeg stod op. Lokalt er klokken 20.35.  Vi venter i lufthavnen i Sao Paolo på indenrigsflyet til Porto Alegre. Her skal vi indkvarteres privat den første nat. Ikke helt efter den oprindelige plan. Men vi har ja-hatten på og tar det som en oplevelse. I morgen, søndag aften flyver vi til Rio, for mandag morgen synger vi ved Cristo Redentor på Corcovado. Derefter retur til Porto Alegre og synge koncert mandag aften. Forhåbentlig finder jeg wi-fi igen, om ikke andet, så i en ny lufthavn. Så kommer der flere billeder. 

Om et døgn er jeg et sted over Atlanterhavet

Jeg skal med Vocal Line til Brasillien. Og hvis det går som jeg håber, så vil jeg forsøge at mobilblogge en form for rejsedagbog her på siden. Om ikke for andre, så for min mor, der glæder sig på mine vegne over den oplevelse der venter forude, og som formår at gemme sine bekymringer så langt væk at de næsten ikke påvirker mig. 

Tasken er allerede pakket. I aften kysser jeg mine børn godnat og ser dem først igen om ti dage. 

Slidte sko

Mit nytårsforsæt om at være hverdagsdiva går meget godt. Jeg købte nye sko med høje hæle i ferien, for jeg synes faktisk at konceptet holder. Og det kræver lidt nyt til fødderne en gang imellem.

Det viser sig dog, at jeg ofte finder de gamle, tilgåede stiletter frem. Dem der er lidt ridsede, lidt slidte, dem som er blevet komfortable på trods af 7-8 cm. hæl. Og hvorfor er det interessant? Fordi det er en allegori.  Det er sådan det er at være midt i implementeringen af en reform.  Jeg søger det, jeg kender og er tryg ved. Martin sagde til mig at han syntes jeg skulle skrive om hvordan det går med alt det nye, reformen, arbejdstidsaftalen. Med mere.

Jeg har bare ikke noget at sige endnu. Man kunne måske tro at jeg gemmer mig bag den gamle traver med, at man kun skal sige noget negativt hvis man også kan sige noget positivt. Det er ikke tilfældet.  Der er -som før reformen- aldrig to dage der er ens. Det er sjældent det samme problem der udfordrer. Og sjældent de samme gyldne øjeblikke med børn eller kolleger der bringer smil og glæde ved arbejdet frem.

Jeg kan sige noget om forskellen på børn i 2. og i 3. klasse. Når man har haft en klasse gennem 1. og 2. klassetrin er det i 3. klasse man begynder at kunne høste frugterne af ens hårde arbejde. Eller må arbejde hårdt for at samle op på børn man har overset (Ja, det sker. Børn kan også det der med “fake it ’till you make it. Og nogle børn “maker” det så alligevel ikke…) I 3. klasse kan vi begynde at blafre lidt med ørerne og børnene kan gives lov til at stikke fagligt af i forskellige retninger. Danskfagligt synes jeg at 3. klasse er mest interessant. Vi begynder at kunne tale om indhold mellem linjerne. Vi får styr på over- og underbegreber. Ordklasser, stavning, formulering, det som gør at man kan give klassen videre til en ny dansklærer og vide, at man har afleveret et hæderligt råmateriale. Jeg synes det er vemodigt at give dem videre. Men det er også fedt at få en helt ny 1. klasse. Hårdt arbejde, men når man er god til det bliver det også en personlig udfordring. Så kan man stille sig selv spørgsmålet: “Hvordan bliver jeg bedre?”

Reformskibet er stævnet ud. Jeg er ikke fan af udtrykket: “Vi bygger skibet mens vi sejler” Det er vel, ret beset og bogstaveligt talt, noget af det dummeste man kan gøre. Det er bare en mekanisk måde at sige “Vi ender med at lave fejl, og sådan er det” Og jeg fungerer meget bedre ved at sige tingene som de er.  For nogle år siden var jeg med på et dagsseminar, sammen med en håndfuld andre medarbejdere fra min skole. Det var spændende. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, men jeg lærte noget om produktionens domæne og reflektionens domæne. Der blev brugt en del formuleringer fra et papir der hedder “Ledelsesgrundlag i Børn og Unge. Det har at gøre med de værdier man fra kommunal side ønsker, at ledere i de forskellige niveauer i Børn og Unge forvaltningen udviser og arbejder efter. Jeg har gemt en post-it fra kurset. Den hænger på indersiden af mit skab på skolen. Der står: “Vi tør give plads til vildskab og erkende fejl.” Jeg skrev den og hængte den op fordi jeg kunne mærke den. Helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Og nu har jeg googlet resten.  Her er det:

VI TØR

  •  Give plads til vildskab og erkende fejl
  •  Gå efter at være de bedste og tage de nødvendige konflikter
  •  Rykke i fællesskab og sætte os selv i spil
  •  Være åbne og ærlige og blande os på tværs af faglige/organisatoriske grænser
  •  Stille krav og give ærlige tilbagemeldinger

Og jeg synes ikke de begrænser sig til at kunne bruges og efterleves af ledere i organisationen. Jeg vil tage det med mig ind i klasserummet. Jeg vil mit job. Jeg vil mine elever. Og jeg vil udvikle mig og blive bedre. Ærligt.  Jeg kunne komme med en masse hav- og skibsmetaforer i den sammenhæng. Om at sejle sin egen sø. Om smult vande, om stormvarsler og om at være i samme båd. Men det er for nemt. Dem der vil bygge skibe mens de sejler kan spille metaforkortet. Jeg vil gå mine nye stiletter til. Det er til tider smertefuldt, men jeg er den eneste der kan gøre det.  Kun sådan bliver de trygge og velkendte. Og til den tid er jeg faldet over nogle nye flotte par. Kan du se hvad jeg mener?

Må vi godt få arbejdsro?

Der er mange måder at håndtere forandringer på. Da jeg var førsteårsstuderende på seminariet var jeg en rigtig sur dame. Jeg havde mine forestillinger om hvordan verden var skruet sammen, og på seminariet blev de grundigt forstyrret. Jeg syntes at mine undervisere var arrogante og bedrevidende. Det var højtragende og virkelighedsfjernt, mente jeg. Jeg havde svært ved at se hvordan jeg skulle anvende al den teori jeg forsøgte at lære og satte spørgsmålstegn ved, om den overhovedet var nødvendig. (Det er den!)

Især husker jeg at begrebet meta-niveau voldte mig ret mange kvaler. Jeg forstod det ikke.  Seminariet og det jeg lærte, var en stor forandring og jeg var sur. Sådan håndterede jeg det. Heldigvis var der tre gode år derefter. Man modnes. Man kommer overens med tingenes tilstand. Og selvom det nok ikke var så sjovt for mine omgivelser, så var det udviklende for mig at være en sur førsteårsstuderende.

På godt dansk betyder meta-niveau det, at man “hæver sig op i helikopteren” og ser på det man laver, ovenfra. Metareflektion er reflektion over den reflektion man gør sig. Metadata er data om data. Meta er “niveauet over”. Hvis man er i stand til at “gå meta” er man i stand til at lære noget af sine egne og andres handlinger (og fejl…) Det er godt at kunne når man er lærer. Det er udviklende, synes jeg.

Man kan stort set ikke åbne en netavis eller et socialt medie i disse dage uden at støde på en artikel eller en statusopdatering der handler om den nye skolereform og i særdeleshed lærernes ændrede arbejdsvilkår. Så skal lærerne i nogle kommuner pludselig stemple ind og ud når de kommer og går, fordi man så er sikker på at de er til stede. Så skal de ikke alligevel. Så er forældrene pludselig optimistiske omkring den længere og mere varierede skoledag efter at have set en struktur på dagen i form af skemaer, mens lærerforeningsformanden maner til besindighed og siger “lad os nu se hvad de synes om det når året er gået”. Så er der skoler hvor lærernes lovede arbejdspladser ikke er klar og forargelsen vil ingen ende tage. Bekymringen om den reducerede forberedelsestid får også spalteplads og idrætsklubber er på herrens mark de steder i landet, hvor skolerne stadig tumler med at få sat et skema sammen til elever og lærere. En reform der måske så ret ligetil ud på papiret, har vist sig ikke at være ligetil overhovedet, når det kommer til fordeling af lektioner og ikke mindst opfyldelse af den famøse tilstedeværelsestid.

På min arbejdsplads er der lige så mange måde at håndtere forandring som der er personer. Der er vrede. Trodsighed. Forvirring. Tvivl. Ligegyldighed. Det er meget “Jeg-baseret”, og jeg forstår godt udgangspunktet. Jeg tror det kommer af uvidenheden og uvisheden. Vi ved ikke hvad det kommende skoleår vil byde på af uventede overraskelser. Vi ved ikke hvordan eleverne vil modtage “den længere og mere varierede skoledag.” Vi ved ikke hvordan vi selv vil trives med vores nye arbejdsvilkår. Men der er heldigvis også en “Vi-baseret” positivisme, en fortrøstning, en vilje og en faglig stolthed, som gerne skulle kunne bære os sammen hen over den individuelle tvivl. Men den har trange kår.

Man kan først “gå meta” når man har det organisatoriske og det praktiske på plads. Det der med at bygge skibet mens man sejler, det kan man blive nødt til ind imellem. Men jeg synes ikke det er anbefalelsesværdigt. Vi kan først begynde at udvikle os selv som lærere og skolen som læringscenter i reformens navn når vi har haft hverdagen inde på livet i en periode. Det går bedst hvis man tager opgaverne til sig med nysgerrighed og positiv vilje, og det synes jeg er svært med den vinkel medier i alle afskygninger bruger når de skriver om skolen, reformen og lærerne der skal føre den ud i livet.

Det gælder også lærernes egen organisation, DLF. Jeg vil ikke dele og like en artikel om, at nogle skoler ikke har lærernes arbejdspladser klar til første arbejdsdag. Det er ikke i orden, og jeg forstår frustrationerne. Men jeg vil ikke lade frustration og trodsighed være min tilgang til nye tider. Jeg vil ikke gå et efterår i møde i forsvarsposition. Jeg vil have arbejdsro. Lad nu mig og mine kolleger i hele landet være, så vi kan sadle om og finde ud af hvordan vi skal holde skole inden for den nye reforms rammer. Jeg vil gerne forstyrres i min tankegang af andre lærere der vil noget med vores fag. Jeg vil ikke forstyrres i mit arbejde af medier der forventer resultater og forandring her og nu.  Ting tager tid, og først om ti år går reformens første fuldbårne kuld elever ud af skolen. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg beder ikke om ti år men om en fredelig og rolig opstart. Når jeg er klar til at “gå meta” på de nye vilkår kan vi tales ved. Indtil da synes jeg ikke at arbejdsro er for meget at forlange.

Naura

Jeg har sgu så travlt for tiden. Jeg arbejder meget, jeg passer hus og have, vasketøj og madlavning, jeg prøver at være noget der minder om en nærværende mor for vores tre styks afkom, som jeg holder virkelig meget af, men som nogengange er årsag til mere logistisk udfordring end hyggelig fornøjelse. Vi lever ikke noget der er i nærheden af et Instagram-perfect-life. Vasketøjet hober sig op. Vi kommer for sent i seng fordi døgnet ikke har timer nok. Der bliver mere og mere sort under vores øjne og vi får flere og dybere rynker…

Alligevel er vi ret glade mennesker. For vi forsøger at give og få plads til oplevelser, der sætter sig i os, som vi kan leve på en en tid efterfølgende. Forleden var Martin afløser-sanger i et Melodi Grand Prix kopi-band. Han havde øvet sig, knoklet helt vild for at være skarp på opgaven. Og han gjorde det megagodt. Og havde den bedste følelse i maven efterfølgende. Jeg hørte ham den aften på Fatter Eskild og jeg var hammerstolt af ham (Og lidt beæret over at få lov til at opleve ham udfolde sig som the center of attention. Det havde jeg ikke lige set komme :-))

Og jeg har lige været i Berlin. Med det der kor jeg synger i, Naura. For at synge to koncerter på et lille sted der hedder Cafe Theater Schalotte. Det var en tur som vi havde glædet os til kollektivt i en del måneder nu. Med fælles togtur, overnatning på billigt hostel og ellers lydprøver, koncerter og eventuelt små happenings rundt omkring i Berlin. Der var mange højdepunkter. Tyskerne er ret begejstrede for rytmisk a capella kor, så klapsalverne efter de forskellige numre satte sig godt fast i hukommelsen, og bredte sig i kroppen med en stolthedsfølelse. Især bifaldet efter den sang som jeg er solist i, gav varme og sitren helt ud i fingre og tæer. Spot-lightet var mit og jeg gav mig fuldt ud i Prince’s “How come you don’t call me”. Jeg tror på at man skal tage chancen når man har den, og det gjorde jeg så!

Koret tog en fællestur med U-bahn’en lørdag eftermiddag, og på turen fra Alexanderplatz til Potsdammerplatz forsøgte vi os med et par flash-mobs. Alle ind i samme togvogn, begynd på en sang, hvor flere og flere stemmer i, og til sidst får de andre passagerer i vognen en totaloplevelse, hvor der bliver sunget alle vegne rundt om dem. Først er folk lidt… de forsøger at virke uinteresserede. De synes det er en smule intimiderende. Så bliver de genert-nysgerrige. De bliver forvirrede. De kigger lidt nervøst rundt, smiler usikkert, for til sidst at overgive sig, hive smartphonen frem og filme den oplevelse de ikke har bedt om, men pludselig står midt i. De går hjem, på arbejde, hen til kæresten eller vennerne og siger “Se hvad jeg oplevede i U-bahnen idag, det var sgu vildt!” Det gjorde vi to gange, i to på hinanden følgende togvogne. Med klapsalver, pift og glade tilråb til følge.

På Potsdammerplatz måtte vi ikke synge uden at vi havde en særlig tilladelse. Vi havde ellers stillet os op ved resterne af muren. Men niks. Vi gik op til Brandenburger Tor i stedet og begyndte med en stille sang, stående et stykke fra monumentet. Hurtigt samledes der en del mennesker som lyttede til os og klappede da vi var færdige. “En til, en til”, var der nogen der sagde, og pludselig have vi sunget fem numre der, foran Brandenburger Tor. Midt i det sidste nummer vi sang rullede der pludselig et salatfad med to politibetjente gennem menneskemængden… De kørte laaaangsomt forbi et stykke fra os, holdt stille og tjekkede os helt tydeligt ud. Var vi demonstranter? Fredsforstyrere? Jeg fik lige lidt klamme håndflader, og hjertet bankede en anelse hurtigere. Inde i mit hoved kørte en film hvor hele banden blev taget med på stationen fordi vi ikke havde den tilladelse der skulle til, for at stå og synge et sted, som tiltrækker en masse turister. Det endte dog slet ikke så dramatisk. Den ene betjent klikkede sin kuglepen et par gange, og så rullede vognen stille og roligt væk igen. Behøver jeg at sige at vi forduftede da vi var færdige med den pågældende sang…?

Sådan en tur er jo en ren vitamininsprøjtning til en travl småbørnsmor der elsker den “duft at savsmuld”, som det at optræde med sang og musik kan være. En lokal fotograf tog en masse billeder af os til koncerten, og det her er min favorit.

10418258_898149860213542_4150703692393500151_n

Billedet er taget i slutningen af mit solonummer. Jeg synger noget meget højt og insisterende. Med udspring i noget desperat, grænsende til klynk. Det virker. Og jeg er god til det. Men det virker kun fordi jeg bliver bakket op af alle de dejlige mennesker, der står bag ved mig. Uden dem ville det være skabagtigt. Pinligt. Forkert. Jeg føler mig aldrig sårbar når jeg synger med dem, for jeg ved, at vi er sammen om det. De giver mig lyst til at give alt jeg har. Sådan er det vist bare.