For et halvt år siden skrev jeg det her om foråret fra helvede, foråret 2013. Dengang overvejede jeg om jeg skulle ledsage min fortælling med billeder af mit syge barn, men jeg lod være, mest fordi jeg ikke selv var klar til at se billederne igennem. Og så fortrængte jeg det, indtil for nylig, hvor flere af mine Facebook-bekendtskaber efterlyste skoldkopper, så de kunne få deres børn smittet… Så fandt jeg billederne frem. Og nu bliver det måske nok en smule klamt, men det er vigtigt for mig at vise, hvad skoldkopper også kan være.
Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
Vi kom hjem en fredag, var til stuegang lørdag hvor vi blev udskrevet, søndag steg Ines temperatur støt, og da hun ved 17-tiden havde 41 i feber ringede vi til Børneafdelingen i Randers og meddelte at vi ville komme med hende. Der blev taget blodprøver og de viste at hun havde infektion i blodet. Hun fik tre forskellige slags medicin med det samme indtil de fandt ud af hvilken bakterie hun havde i blodet. De følgende dage var hun meget dårlig, hendes temperatur blev fulgt nøje og der blev taget blodprøver ofte for at holde øje med hendes infektionstal. Det var nogle lange dage.
Idag er Ines helt rask. Folk der ikke ved at hun har været syg kan ikke se det på hende. Men jeg kan se det. Jeg kan se alle hendes ar i ansigtet, når jeg kører fingrene gennem hendes hår kan jeg se de hvide plamager i hovedbunden hvor der sad skoldkopper. På hendes ryg er der rigtig mange ar. På dårlige dage ligner det er månelandskab. Hver gang jeg skifter hende kan jeg se arrene fra de skoldkopper i bleområdet som var længst om at hele. Hun er stadig en lille pige, og der kan ske en stor udvikling med hendes hud. Men mit bedste bud er, at hun er mærket af det for livet. Heldigvis er hun fuld af liv og smil, knus og latter, kys og gnistrende øjne. Hun er videre. Dem der har sværest ved at komme sig over forløbet og oplevelsen, det er hendes far og mig. Når hun gør et eller andet nuttet eller siger et nyt ord kan vi stadig kigge på hinanden og føle stor taknemmelighed over, at hun er i live. Vi ved godt, at vi kunne have mistet hende. Og det er nok det, vi arbejder på at forstå fuldt ud.
5 tanker om “Bagklogskab”
Tak for din historie. Den berørte mig dybt. Jeg håber I har fået bearbejdet hele hændelsen på en eller anden måde… Mange tanker.
Det er første gang at jeg hører om andre der har været igennem næsten det samme sygdomsforløb som min lille pige også havde da hun fik skoldkopper.
Plus 3 infektioner.
Hun var ikke kontaktbar i 10 dage.
Det var så skrækkeligt!
Det er nu 10 år siden men når jeg læser din historie vender det hele bare tilbage..
Hun har stadig 5 store månekratere efter de af skoldkopperne der gik infektion i.
Og de minder mig konstant om hvor heldige vi er og hun stadig er i live og rask.
når jeg læser dette, står tårerne lige bag øjnene. tænker tilbage på en lille pige, som ikke klarede det. skoldkopper kan være en harmløs sygdom, men med så meget andet sker det, at sygdommene udvikling går i den forkerte retning.
Din historie rammer mig dybt i hjerte og tårene presser virkelig på 🙁 Jeg vidste overhovedet ikke at skoldkopper kunne blive så alvorligt, vores søn har lige været igennem en mild omgang :/ Men bliver helt bange ved tanken om hvad der kunne gave været sket :/

Når jeg ser dine billeder glædes jeg langt ind i hjertet!