Kategoriarkiv: Ida

Ida

Bogstaver og blomsterpinde

Skriv en kommentar

2022 blev et vendepunkt. Indtil nu har vi klaret os på trods. Nu ved vi bedre. 2023 bliver spændende. For kærlighed er mange ting i et parforhold med bogstaver og spektre -forstyrrelser.

Jeg har kendt Martin i 20 år. Vi har været gift i 16 år. Vi har haft fem forskellige biler, boet fire forskellige steder sammen og fået tre børn. Jeg har altid elsket ham. Og jeg har i perioder hadet, at jeg gjorde det.

Jeg er neurotypisk. Jeg er i stand til at gå i gang med og færdiggøre opgaver, som jeg ikke finder interessante. Jeg får lagt vasketøjet sammen, jeg får ryddet op efter aftensmad, jeg har styr på hvornår græsplænen skal slås og jeg har en fornemmelse for hvor lang tid ting tager. I mange år har jeg antaget at Martin, en veluddannet, vellidt, hjælpsom og høflig mand var lige som mig. Men jeg har gang på gang taget opvasken efter hans kanelsneglebagning, ryddet af bordet selvom det ikke i dag var min opgave og sørget for, at tiden ikke løb fra ham. Jeg har brugt mange år på at feje, skærme og kompensere.

Jeg er neurotypisk. Og ambivert. Det betyder, at jeg har både introverte og ekstroverte kvaliteter. Jeg elsker andre menneskers selskab og jeg holder af at gå alene i biografen. Jeg kan lide at have gæster og jeg sætter pris på mine stunder alene i mit værksted. Jeg kan relatere til hvordan både introverte og ekstroverte mennesker har det, og jeg kan uden problemer arbejde sammen med begge personlighedstyper. Jeg kan tilpasse mig omgivelser og omstændigheder. Aflæse situationer og agere hensigtsmæssigt. Og det forventede jeg også at Martin kunne. Det undrede mig, at det var svært for ham at være med til sammenkomster og fejringer i min store vestjyske familie. Jeg syntes det var pinligt når han trak sig og sad og gloede ned i sin telefon, for i min bog signalerede det en ligegladhed med selskabet, og at det, der var i telefonen, var mere interessant, end de mennesker han sad iblandt. Men det kunne også ske hvis vi bare var os to på restaurant. Som par går man vel typisk ud for at have kvalitetstid sammen. Men jeg har siddet over adskillige gode bøffer på hyggelige restauranter sammen med Martin og følt mig alene og uinteressant. Før smartphones skulle jeg høre ham forholde sig til, hvad han kunne høre at gæsterne ved de omkringstående borde talte om. Efter smartphonens indtog i vores samliv var det sportsresultater, amerikansk politik, samtaler på twitter, gif-ideer, sangtekster, musikalsk paratviden og alt muligt andet irrelevant for situationen, som fyldte i samtalen når der var par-tid. Tit indledt med et ”Vidste du at…” Og nej, det vidste jeg sjældent. Jeg bruger min hukommelse anderledes end Martin, og jeg lagrer ikke viden som han gør. Jeg spørger igen eller slår ting op. Men når man ofte må svare ”Nej, det vidste jeg ikke” til spørgsmål fra en mand, som a l t i d kan associere sig ud af ethvert samtaleemne, så kan det være svært at holde fast i, at man måske ved noget andet, og at det også er godt.

Jeg er neurotypisk. Og jeg har ikke altid haft selvtillid, men jeg har et solidt selvværd. Jeg har altid holdt af mig selv uden betingelser, men jeg har tvivlet på, om jeg var værd at holde af for andre. Alt hvad Martin gjorde og sagde da vi lærte hinanden at kende og forelskede os viste mig, at han i hvert fald syntes at jeg var f a n t a s t i s k. Jeg kunne ikke gøre noget forkert. Jeg blev elsket. Og for mig er det en forudsætning for at elske andre, at man først elsker sig selv. Så jeg gik ud fra, at Martin var solidt funderet i sig selv. Ellers ville han da umuligt kunne dedikere sin kærlighed så solidt til mig. I knew nothing.

Martin er et meget hjælpsomt menneske. Det at hjælpe andre giver anerkendelse, og han har alt for længe været afhængig af andres anerkendelse, for han har ikke kunnet anerkende sig selv. Hele livet har han fornemmet at han var anderledes. At hans måde at se verden på var forskellig fra alle andres. At han skulle bruge langt flere kræfter på ting som andre bare gjorde. Men han har kompenseret med sin intelligens og hans gode forældre har været støttehjul for ham, indtil han flyttede hjemmefra. Da vi mødte hinanden, lærte jeg en mand at kende der var kærlig, omsorgsfuld og overstrømmende i den opmærksomhed han rettede mod mig. Men jeg så også en mand der kunne blive meget vred og frustreret over småting.  Vrede har været hans værn mod følelsen af fiasko. Vrede er så uforløsende og det udvikler ikke et blik fremad. Vrede er stilstand og det er først og fremmest svært at lade vrede passere uden at lade sig påvirke af den. Ham jeg elskede, blev igen og igen vred over de mindste ting, som jeg ikke kunne forudsige eller forstå. Og jeg tog det på mig og troede, at det måtte være min skyld. Jeg begyndte at feje. Forudsige hvad der kunne gå galt og fjerne forhindringer, så vreden måske kunne blive under sit låg. Lidt som en curlingmor. Bare for min ægtefælle i stedet for mine børn.

Engang viste Martin mig stolt en kommentar fra en borger han havde hjulpet på sit arbejde. En Facebookkommentar med rosende ord som hjælpsom, tålmodig og venlig. Jeg smilte og sagde, at det da var dejligt, og så gik jeg for mig selv og græd, fordi det føltes så uretfærdigt, at han kunne være hjælpsom, tålmodig og venlig på sit arbejde, men at han kom hjem og var træt, sur og uden overskud til at være noget for mig og børnene. I dag ved jeg, at det hænger sammen på følgende måde: Martin brugte alt sit overskud og fokus på at gøre det godt på sit arbejde. Når han kom hjem, var hans overskud brugt, og han forstod ikke hvorfor. Hans følelse af uformåen var en følelse af fiasko, og fiasko er ikke i orden. Man skal være perfekt. Man må ikke lave fejl, for hvis man laver fejl, er man ikke god nok. Selvværdet hos ham var ikke-eksisterende, men i stedet for at erkende det og bede om hjælp blev han vred. På sig selv.

Jeg er neurotypisk. Det er min mand ikke.  Det har vi nu psykiatriens ord for og vurdering af. Martin har en hjerne der er meget anderledes end min og på neurosprog hedder det ADHDi og Aspergers syndrom. I mange år har der været utallige små og store situationer, hvor jeg har undret mig over, hvorfor han ikke bare kunne gøre lige som alle andre mennesker. Eller i det mindste sige pyt når noget ikke lige gik som forventet. Men han har båret på følelsen af skam over at være anderledes. Jeg har elsket ham og rummet ham i håbet om at det kunne være nok til, at han kunne begynde at føle sig god nok. Men det var en kamp mod vindmøller. Uanset hvor solid en klippe jeg forsøgte at være, så var min kærlighed og anerkendelse ikke nok til at give ham følelsen af at være god nok. Men den dag vi fik resultatet af Martins udredning hos psykiateren, var jeg vidne til en forvandling: Skammen over at være anderledes forsvandt. I løbet af timer var min mand ikke længere sur, vred eller indebrændt når noget gik ham imod. Og han har stort set ikke været vred siden. Det var vidunderligt og virkelig svært at forstå.  Det var hvad jeg havde drømt om, og det var som at blive pisset på. Al den energi og kærlighed jeg havde brugt på at elske ham som han er, blev slået af psykiaterens korte forklaringer om resultaterne af udredningen. Min kærlighed føltes pludselig ligegyldig. Al min rummelighed føltes som spildt tid. Jeg har ikke nogensinde rasetudet så meget som i ugerne efter udredningen. Jeg havde nu en mand der begyndte at elske sig selv uden betingelser. Og jeg følte mig forrådt og ligegyldig.

Men måske har min kærlighed og rummelighed ikke været forgæves. For jeg fik lov til at være rasende på ham. Han gav mig lov til at være i følelsen af at være blevet forrådt, indtil jeg kunne slippe den igen. Jeg fik plads til at mærke alt det, der skulle mærkes, tænke alt det der skulle tænkes, sige det, der skulle siges. Han gav mig plads til mig. Og jeg græd til der ikke var mere at græde over.

Det går så stærkt inde i hans hoved. Der er hele tiden gang i tankerækker, der er aldrig stille. Jeg vil aldrig kunne forstå hvordan det er for ham. Men jeg forstår at han er oppe mod kræfter i sin hjerne som han ikke selv kan styre. Og fordi han også forstår at det er sådan, det hænger sammen, så kan vi forundres over og grine af, hvor vild hans hjerne er. Jeg kan stoppe ham når han er på vej ud ad en tangent, uden at han bliver vred på mig.

Martin og jeg har tilbragt mange timer under vores fælles tag, men vi har ved Gud aldrig siddet lårene af hinanden. Computeren er langt mere stimulerende for ham end jeg er. I flere år var jeg overbevist om at han var internetafhængig. Vi kan ikke se en film sammen i sofaen uden at han også lige følger med på Twitter eller slår en detalje om en skuespiller op på google. Det forstyrrer mig, når han gerne vil berige mig med nyfunden viden, samtidig med at jeg forsøger at følge med i handlingen. Men længe forholdt jeg mig blot høfligt ignorerende, for det var mindre risikabelt end at bede ham om at være stille. Det var en af mine måder at skærme ham på. I dag kan jeg bede ham om at holde kæft, og vi kan grine af hele situationen. Vi skal leve med hinanden i medgang og modgang. Ikke være hinandens støttehjul i alle aspekter af voksenlivet. Alanis Morrisette synger: “I don’t want to be your other half, I believe that one and one make two”. Vi er os selv. Og sammen har vi et fællesskab. I perioder har vi brug for nogen at læne os op ad, som planter der har brug for en blomsterpind til at komme ordentligt op i lyset. Men blomsterpinde slår ikke rødder. De skal flyttes. Vi skal ikke være hinandens konstante blomsterpinde. Hvis vi står det samme sted for længe, er vi ikke i udvikling. Så står vi måske ligefrem i vejen for hinanden.

Billedet herunder er taget i sommers, en måneds tid før vi fik resultatet af Martins udredning. Et typisk Martin-moment. Vi har klippet hæk sammen, børnene har hjulpet til og vi er i gang med oprydningen. Det interesserer ikke Martin at klippe hæk, og derfor er hans hjerne allerede langt væk i andre tanker. Han er lige drejet om hjørnet oppe ved huset da jeg kommer hertil med trillebøren med de to sække på i forgrunden. Han er gået lige forbi den spand med hækaffald, der står MIDT på vores vej. Han er for længst færdig med at klippe hæk og alt hvad dertil hører. Før tog jeg selv spanden og var irriteret over, at han var så hensynsløs. I dag går jeg ind og henter ham og siger til ham, at vi ikke er færdige med opgaven.  Det er også kærlighed.

Ida, Mit liv som lærer, Stressliv

En jubilæumsdag

Skriv en kommentar

I dag er en jubilæumsdag. Dem får jeg flere og flere af, og jeg kan faktisk ikke få nok af dem. En milepæl er, udover at være en fysisk sten eller træpæl i vejkanten, der angiver afstand fra et bestemt sted, også i overført betydning en skelsættende begivenhed. Det er for mig markeringen af, at jeg når til forskellige erkendelser eller opnår en forståelsesmæssig anciennitet i mig selv. Og i dag er altså endnu en dag, der er værd at fejre. Jeg har 1 års jubilæum som fuldtidsansat i en ny lærerstilling efter at jeg fik stress og blev fyret fra min første lærerstilling.

Min liste over ønskejobs gennem tiden er lang. Det første jeg gerne ville være var prinsesse, skarpt efterfulgt af lokomotivfører. Så ville jeg være skuespiller. I 6. klasse fik jeg en ny klasselærer. Gurli var fantastisk, og hun modellerede, sammen med Tove som jeg fik til tysk i 7. klasse, mine første forestillinger om, at jeg ville være lærer. Men det kunne jeg jo ikke sige højt, for min egen mor var lærer, og den gryde skulle jeg i hvert fald ikke falde i. Så jeg kamuflerede min interesse for det danske og andre sprog bag en ide om, at jeg ville være forfatter. Jeg forsøgte mig med at skrive, men jeg kan ikke skrive fiktion. Jeg skriver om oplevelser, følelser, tanker, holdninger i relation til min virkelighed, og jeg holder af at jonglere med sproget og udforske ord og deres betydning. Min trang til kreativ udfoldelse fik jeg parkeret i ønsket om at blive enten blomsterbinder eller guldsmed. Og det var nemt at sige, men svært at gøre noget ved, for jeg kunne ikke gennemskue, hvordan jeg skulle skaffe mig en læreplads, og det med at spørge om hjælp til den slags, det havde jeg endnu ikke lært. I virkeligheden er det at bede om hjælp noget af det, jeg stadig øver mig på.

En plads på skuespillerskolen skulle i år 2000 opnås ved, at man gik til en optagelsesprøve, så det gjorde jeg. Halvhjertet. Eller. Jeg gjorde mit bedste da jeg stod foran juryen og spillede en monolog fra Federico García Lorcas stykke ”Bernarda Albas hus”. Men jeg vidste godt, at det ikke var godt nok til at slippe gennem nåleøjet, og allerede da jeg forlod teatret i Odense efter prøven, blev skuespildrømmen lagt pænt på hylden. Jeg er alt for meget et livrem-og-seler-menneske til at have en profession, hvor jeg ikke ved om jeg har et job om 4 måneder, når turneen er slut.

Der er mange grunde til at jeg endte på seminariet og tog en læreruddannelse. Inden jeg endte der, var jeg en tur forbi sygeplejeuddannelsen, for jeg ville jo gerne være noget med mennesker. Jeg havde også perioder med job så forskellige som handicaphjælper, fuldtidspiccoline ved en kreditforening, pædagogmedhjælper, juleassistance i en boghandel og tankpasser og jeg var på to højskoleophold inden jeg valgte at søge ind på seminariet. Jeg havde svært ved at vælge, hvad jeg gerne ville fordybe mig i, og selv om jeg kunne have valgt at søge ind på universitetet og læse dansk eller historie, eller tage en håndværksmæssig uddannelse, så var seminariet – set udefra og oplevet indefra – et slaraffenland, hvor jeg ikke skulle nøjes med at vælge ét fag, men kunne få en uddannelse med fire forskellige fag og deraf følgende kompetencer. Og jeg har aldrig været god til kun at spille på én hest, og jeg lukker helst ikke nogen døre, for tænk nu hvis… Og så blev jeg lærer. Og så fik jeg en fastansættelse på en stor skole. Og SÅ fik jeg mit praksischok. Jeg kender ikke nogen nyuddannede lærere, der ikke oplever virkeligheden i skolen som overvældende. De fleste kommer igennem det og lærer noget af deres praksischok. Andre forlader skoleverdenen og kommer aldrig tilbage.

Efter 11 år som lærer i indskolingen fik jeg stress. Nej, der kulminerede den overbelastning som mit job og min tilværelse havde akkumuleret gennem flere år. Der er mange grunde til, at jeg endte i en spiral der belastede mig psykisk og fysisk. I mine forsøg på at gøre mit arbejde godt i en organisation hvor man faktisk sjældent bliver set in action af sin ledelse, overgjorde jeg mange ting, for at være sikker på, at det var godt nok. Mennesker vil gerne roses. Anerkendes for de gode ting de gør. Og i mine bestræbelser for at få anerkendelse for mit arbejde tabte jeg mig selv. Det kom til at betyde mere, hvad andre syntes, end hvad jeg selv syntes. Elevernes opførsel blev et af knudepunkterne i min overbelastning. Jeg fik den opfattelse, at elevernes dårlige opførsel spejlede over på mig, og by association gjorde mig til en dårligere lærer. Men hvis mine elever opførte sig pænt, så måtte alle da kunne se, at jeg gjorde det godt nok. Og stille og roligt blev mine værdier om, hvad god opførsel mellem mennesker er, til regler. Og det er her det bliver farligt. Værdier er vigtige. De er med til at definere dig som menneske. I det danske demokratiske samfund er det dine værdier der bestemmer, hvilket politisk parti du placerer din sympati hos. Det er dine værdier der binder dig sammen i fællesskaber med andre mennesker. Og dine værdier kan ændre sig. Værdier er psykologisk fleksible. Den fleksibilitet forsvinder, når værdier bliver til regler. For når noget er blevet en regel, kan man ikke en gang imellem afvige fra den uden af føle, at man overtræder sine egne grænser.  I tak med at mine værdier om hvordan vi opfører os overfor hinanden blev til regler, fik jeg overtrådt mine grænser mere og mere, dag ud og dag ind. ”Jeg bryder mig ikke om at høre på at du bander” blev til ”Du må ikke bande”. ”Jeg vil ikke hjælpe dig når du svarer mig igen” blev til ”Du må ikke svare igen”. I stedet for at værne om mine egne grænser, gøre dem synlige for mine elever og give dem en mulighed for at spejle sig i dem, blev jeg en rodebutik af regler, som kun de mest velopdragne børn kunne se systemet og fornuften i. Og samtidig efterlod jeg alle de andre børn med muligheden for at trampe ind over mine grænser flere gange dagligt. De vidste ikke bedre. Og jeg var så desperat efter anerkendelse, at jeg ikke så skoven for bare træer.

Graden af stress kan sættes op som en brøk. Det lærte jeg af den kommunale psykolog, som jeg fik hjælp hos efter mit kollaps. Oven over brøkstregen placerer man belastningerne, de indre så vel som de ydre. Under stregen placerer man de handlestrategier man har og udvikler gennem livet, til at håndtere belastningerne. Herefter er der flere knapper man kan skrue på. Man kan udvikle masser af handlestrategier til at håndtere belastningerne. Sørge for at fylde sin værktøjskasse med hele paletten af muligheder for at deale med pres. Men man kan også vælge at skrue på, hvor mange belastninger man udsætter sig selv for. Det er det, krop og hoved gør, når systemet trækker i nødbremsen og kollapser. Det insisterer på at blive FRI for alle de belastninger. Det bør alle mennesker blive bedre til. Det vil med garanti øge den mentale sundhed betragteligt. Men ved du hvad. Det er svært. For det kræver, at man mærker sig selv og at man derefter er tro mod det, man mærker. Det er en af de sværeste mentale øvelser jeg har været igennem. Og som jeg hver dag skal holde mig selv op på. Som jeg har skrevet om før, så er jeg sådan en slags kvinde der kan have en selvudslettende tendens til at opfylde min families behov, før jeg mærker mig selv. At tage min egen iltmaske på først falder mig ikke naturligt, men med øvelse bliver det mere reglen end undtagelsen. Og det er en af de mange grunde der er til, at jeg i dag kan fejre, at jeg har været fastansat i en fuldtids lærerstilling i et helt år, siden et andet lærerjob kørte mig ud over kanten. I mine mørkeste stunder efter mit kollaps kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask nok til at have et fuldtidsjob igen. Jeg forestillede mig også, at det, jeg ville kunne mestre var at gå på et lager og sætte ting på plads. Eller pakke ordrer for et internetfirma. Uden kolleger der forstyrrede. En totalt forudsigelig hverdag med lister, der skulle følges og kasser, der skulle stå de rigtige steder. Ro og orden, som mit hoved og min krop så desperat ønskede sig. I stedet for at få et job med den ydre ro og orden, har jeg brugt min tid og energi på at få indre ro og orden. Jeg har udvidet mine handlemuligheder. Og derfor kan jeg i dag passe et lærerjob i en 1. klasse. Jeg kan gøre det, som jeg er virkelig god til og har masser af erfaring med, uden at belastningen bliver for stor. Der er skruet på begge knapper. Ned med belastningerne, op med handlemulighederne. Og jeg ville være et skarn hvis ikke jeg var stolt af mig selv over, hvor langt jeg er nået.

Og hvordan fejrer man så sådan en jubilæumsdag? Jeg tænker at jeg skal gå mig en lang tur i tøvejret. Spille et spil med mine børn, hvis de har lyst. Altså et spil jeg vælger, iggå. Spise mad der gør mig glad og se det nyeste afsnit af I Hus Til Halsen. Og gå forbi milepælen med tro på, at jeg kan fejre mig selv og min rejse igen om et år.

Ida

Jeg går lige ud i skuret og finder mig selv

Skriv en kommentar

Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg fik stress. Om der var noget jeg kunne have gjort, om jeg overså signaler, var det mon gået anderledes hvis, hvis, hvis? Jeg finder aldrig et entydigt svar. Til gengæld åbenbarer der sig ofte nye spørgsmål. Store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør mig glad? Er jeg lykkelig? Hvad skal der til, for at jeg får det godt? 

Tag den plads du er værd! sagde psykologen som jeg blev henvist til, efter mit kollaps. Tag plads, både fysisk og mentalt. Og så fik jeg til opgave at kigge på, hvordan jeg kunne udfylde og udfolde MIG mere i vores hjem. Og vi fandt ud af, at alle de ting som jeg blev glad af at bruge tid på, var aktiviteter, der ikke havde en fast plads til udfoldelse inden for vores fire vægge. Min symaskine stod i et skab. Mit læder og værktøj var ligeledes gemt væk i forskellige skabe rundt om i huset. ”Men jeg har jo skuret”, fik jeg sagt, og kunne godt høre at det var helt galt da det var blevet sagt højt.  Så vi ryddede et hjørne i kontoret, flyttede mine oldeforældres gamle spisebord ind og jeg fik indrettet et permanent læderværksted. Og det er jo fint. Men et fast sted ændrede ikke meget på min opfattelse af VÆRDIEN af de ting jeg fremstiller. På trods af ros og drypvis efterspørgsel har jeg oftere end tit tendens til at tænke, at ingen da vil give rigtige penge for noget jeg har siddet og lavet. For jeg er jo bare mig… 

Et spørgsmål jeg ofte prøver at finde svar på handler om, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad vil jeg gerne lave i dag? Men inden jeg overhovedet er kommet i tanke om en egentlig aktivitet har mit hoved været rundt om den familiære logistik og tidsplan, den generelle ræson i mit ønske  og den specifikke egoisme jeg helt naturligt føler, og som jeg straks tænker er forkert. ”Ej, jeg kan jo ikke, fordi…” En afart af denne tænkning kommer også til udtryk hvis jeg er på restaurant med min mand. Jeg får ham altid til at fortælle, hvad han vil bestille, så tjekker jeg prisen og bestiller noget der er billigere. Det får mig til at føle, at jeg har gjort noget godt for ham… Og GUD hvor er det dog åndssvagt!  Han ved det godt, og er god til at tage mig i det. For hvorfor i alverden giver det mig sådan en følelse, når han nu netop inviterer mig ud og vil give mig lige præcis det jeg har allermest lyst til på menukortet? Når vi tager ud at spise sammen, så spiser vi kød. Bøf. Jeg foreslår ofte kun restauranter, som jeg ved han vil have lyst til at frekventere. Jeg kan ikke foreslå en vegetarrestaurant. Selv om det er spot on det, jeg har lyst til i dag. For det nej, jeg forventer at få fra ham, når jeg foreslår det, har allerede i tankerne fået mig til at føle mig forkert.  Og jeg kan jo da også godt lide kød… Selv hvis det skulle lykkedes mig, at få et uventet ja til mit restaurantønske, så vil det ikke blive noget godt besøg. Jeg vil være observerende med alle sanser, og tage enhver tilkendegivelse af mishag ind, og sætte den på ”FORKERT” kontoen. ”Du fejlede, da du valgte dette sted! Hvad fanden havde du forestillet dig!?” 

Hvis jeg prøver at tænke tilbage for at finde svar på spørgsmålet om, hvad jeg egentlig har lyst til, bliver det ikke nødvendigvis nemmere. Hvad gjorde mig glad som teenager? Som ung voksen? Som barn? Musik har været et gennemgående tema, og teater har også givet mig glæde og følelsen af, at være del af et vigtigt fællesskab. Men jeg var over tyve år og udeboende før jeg rigtig turde at synge som mig. Intet kunne gøre mig mere pinligt berørt som barn end hvis mine forældre antydede, at de kunne høre mig synge gennem døren til mit værelse. For pokker altså! Det var jo mig, hengivet til lykke i mit inderste væsen, og jeg var flov over det! Da jeg for første gang blev forsanger i et rigtig band var det fordi jeg havde fundet modet til at respondere på et papiropslag fra opslagstavlen i Netto, og jeg dukkede op på det aftalte sted og tidspunkt med stålsat vilje til at give det der sanger-noget et ærligt forsøg. Drengene, der manglede en forsanger, kendte mig ikke på forhånd, så jeg følte ikke jeg havde noget at tabe. Hvis de ikke syntes, de kunne bruge mig, så havde jeg haft en god aften alligevel. Men jeg husker stadig den helt igennem vidunderlige følelse det gav mig indeni, da jeg opdagede, at deres ansigter lyste mere og mere op, jo mere helhjertet jeg sang. At jeg kunne høre, at de spillede bedre og bedre, fordi de gjorde sig mere og mere umage. De gad rigtig godt hvis jeg havde lyst til at komme igen ugen efter, og det havde jeg.  

Nogen gange tænker jeg, at jeg godt gad at være skilt. Det er sådan noget man ikke må sige højt, for hvis man har et velfungerende eller bare et fungerende parforhold kan man ikke være bekendt at ønske, at man var single og havde en syv/syv-ordning . Ikke desto mindre kan jeg virkelig misunde dem, jeg kender, der har HELE DØGN for sig selv. Jeg drømmer om, at jeg skulle bruge tiden alene på at finde ud af, hvad JEG kan lide og hvad JEG har lyst til. Jeg skulle lave den mad JEG bedst kan lide, uden at tage hensyn til kræsne familiemedlemmer, og uden at blive ked af deres rynken på næsen over mine favoritter. Jeg skulle se det i TV som JEG synes er interessant. Jeg skulle høre den musik JEG holder af, og det samme nummer på repeat hvis det var det, jeg havde LYST til.  Jeg skulle læse en bog fra ende til anden, uden at tænke på, at tiden brugt på læsning er tid væk fra mand og børn.  Jeg skulle finde ud af, hvad der gør mig glad. Hvem jeg er. 

Nu kan det lyde som om min mand er frygtelig kontrollerende og dårlig for mig at bo sammen med. Det er han ikke. Han er tvært imod frygtelig ked af, at hans eksistens får følelser frem i mig, der gør mig i tvivl om min kerne. Han ville hoppe baglæns på tungen til Kina, hvis det kunne gøre mig glad og give mig tro på mit eget værd. Så vi skal ikke skilles. Jeg skal ændre min tankegang. Der ER plads til mig. Der er plads til alle de ønsker og drømme jeg har. Det er inde i mit hoved forhindringerne er.  Jeg sætter ham og mine børn før mig selv. Jeg giver dem iltmasken i flyveren før jeg tænker på mig. Jeg er et helt igennem godt menneske, der har tendens til selvudslettelse. Og nu lever jeg så også med stress og følgerne deraf. Jeg skal vælge mig selv først. Det er det vigtigste jeg skal lære. Og læringskurven er stejl. Jeg giver op mange gange i løbet af en uge, men bliver heldigvis også opfyldt af modet til at fortsætte, mindst lige så mange gange. Jeg forudser, at jeg skal leve med denne indre kamp resten af mit liv. Og det er nok en forudsætning for min lykke og det gode liv jeg vælger at tro på er tildelt mig. 

Ida

Er 2015 færdig? Kan vi puste ud nu?

Skriv en kommentar

I 2015 var der fart på.
Jeg gik til optagelsesprøve i Vocal Line. Og kom med som 1. alt.
Ines begyndte i børnehave og vi sagde farvel til yndlings-dagplejer-Lone.
Vi satte gang i om- og tilbygning af vores hus.
Vi var i København med tre børn. Boede på vandrehjem og besøgte de bedste mennesker.
Jeg sang min første Vocal Line koncert i Symfonisk sal i Musikhuset. Orh!
Vi flyttede ind i stue og køkken da halvdelen af huset blev gravet op.
Vi frøs hele sommeren. Lortesommer!
Vi tilbragte hele sommeren hjemme. Lortevejr!
Far og søn var til landskamp på søns 8 års fødselsdag.
Jeg var med til KFUM Spejderne Bryndum Gruppes 50 års jubilæum. DET var hyggeligt!
Martin pakkede ofte klaveret og tog ud og spillede musik. Han kom glad hjem igen (det skal man nemlig, det er reglen).
Vi holdt rejsegilde da tilbygningen fik spær på.
Jeg sang med Tina Dickow til festugen. Og sendte hilsner til min mand sammen med Steffen Brandt.
Yndlings-kollega tog orlov. Så hende savnede jeg. Og gør det endnu.
Yndlingsklassepædagog blev igen MIN pædagog. All is good.
Vi ventede på at byggeriet skulle blive færdigt.
Vi var trætte af at bo i stuen og køkkenet.
Vi tog til Stevns på familietur.
Harlev Basket havde 40 års jubilæum. Og dét blev fejret
Martin spillede på Torvet i Esbjerg med Sannes Bedste. Woop!
Vi ventede lidt mere på at byggeriet skulle blive færdigt.
Byggeriet blev færdigt. Næsten.
Jeg tog med Vocal Line til Brasilien. Og jeg kom hjem igen. Heldigvis.
Jeg bagte de bedste kagefigurer til jul nogensinde. Min far ville have elsket dem. Jeg har ikke rigtig spist af dem. Sorg stinker stadig.
Vi gav hinanden billetter til Adele-koncert i julegave. Det er så nemt.
Alle tre børn var med ude og se og ikke mindst HØRE fyrværkeri nytårsaften. En milepæl!

Kære 2016. Du indeholder ingen husombygninger, så jeg er allerede vild med dig. Jeg har bestemt mig for at spise flere rugbrødsmadder, løbe en halvmaraton og få mig en tatovering. Men hvis du overhaler mig indenom på aktivitetssiden, så kan det sikkert også nåes i 2017.

I morgen er det mandag, efter 16 dages juleferie. Vækkeuret ringer kl. 05.30. Hej mandag, arbejde, automatkaffe og andres børn. Let’s kick ass!

Ida

De første fem år (langt)

Skriv en kommentar

Idag har været en mærkelig dag. Tårerne løber ned ad kinderne af sig selv, fordi hjertet løber over med minder fra for nøjagtig fem år siden. Den dag min far døde. Den dag noget flåede mit hjerte ud af mit bryst, rev det midt over og satte det helt forkert på plads igen. Den dag den længste vinter i mit liv begyndte. Bogstaveligt og billedligt talt.

Sorg havde ikke før været en bevidst del af mit liv. Jo, kærestesorger havde jeg haft, til tider nogle altoverskyggende, hvis jeg selv skulle sige det. Men hvad ved man egentlig om sorg når man aldrig rigtig har mistet nogen for alvor.

Min far fik en voldsom hjerneblødning en søndag. Han blev bragt til Intensivafdelingen i Odense og vi kom og var hos ham. Mandag var han i kunstigt koma, opereret og stabil. Lægerne talte lægesprog og jeg sporede ingen optimisme. Kun hos min mor, som troede fuldt og fast på at far nok skulle vågne igen og blive rask. Mine egne børn var syge, og da min far var stabil besluttede vi at jeg skulle tage hjem og være hos mine børn. Tirsdag formiddag ringer min telefon. Det er sygeplejersken fra min fars stue. Hun siger noget om resultatet af en scanning og at de gerne vil have at jeg kommer. Mine knæ ekser under mig og jeg spørger grådkvalt om min far er død. Hun svarer nej til mit spørgsmål. Men lægger ikke skjul på, at jeg skal komme, fordi det går den vej. Hun spørger bl.a. om der er nogen der kan køre mig, og siger, at hun ikke synes jeg skal køre selv. Det er der heldigvis. Martin smider hvad han har i hænderne og så kører vi som død og helvede mod Odense. På vejen er der et familiemedlem der ringer til mig. Jeg kan ikke huske hvem det er, jeg husker bare at jeg fejer vedkommende af med lidt almindeligheder. Jeg er på vej til Odense for at opleve at min far dør… Et sted på Fyn holder vi ind på en tankstation for at købe noget at spise. Der er lang kø og jeg er utålmodig. Jeg ender med at bede dem foran mig i køen om lov til at komme foran, fordi jeg er på vej til min døende far.

Da vi ankommer til Odense Universitets Hospital sætter Martin mig af ved indgangen tættest ved intensiv afdelingen. Jeg nærmest løber ud af bilen. Spæner over fodgængerovergangen og ind i forhallen. Op ad trappen, rundt til elevatoren. Ind. Op. Ud. Spurter hen ad gangen og ind på min fars stue. Jeg går i knæ og spørger hulkende ”Er han død?” Det er han ikke. Maskiner sørger for at holde liv i den krop jeg kender som min fars. Men han kommer ikke til at vågne igen. Hjerneblødningen har ødelagt for meget af hans hjerne. Jeg er kommet for at være hos ham når maskinerne bliver slukket.

Vi havde samtaler med lægerne. Jeg husker ikke meget af hvad der blev sagt, men vi besluttede ret hurtigt at der skulle slukkes for maskinerne med det samme. Håb var der intet af. Og heller ingen grund til at trække pinen ud. Vi ventede udenfor mens sygeplejerskerne koblede alt udstyret fra. Ventede på at komme ind og opleve vores fars død. Jeg husker at jeg forsøgte at synge for ham. Det lykkedes kun til en vis grad. Jeg holdt hans hånd. Aede hans kind. Han trak vejret selv for sidste gang mens min mor, min bror, min mand og jeg sad hos ham. Jeg kyssede hans ansigt, lænede mig op ad hans arm. Jeg troede ikke jeg kunne røre ved et dødt menneske. Men min far kunne jeg slet ikke slippe igen.

Jeg husker mig selv stående på gangen udenfor den stue, som havde været min fars. Nu var han død. Jeg stod med telefonen i hånden og skulle ringe til mennesker, der skulle vide at Torkil ikke var her mere. Min fars tidligere kompagnoner. Mine forældres venner. Naboer. Jeg ringede også til mine barndomsveninder. Til en gammel kæreste. Skrev på Facebook: ”Jeg har mistet min far”. Jeg havde uendeligt svært ved at forstå at mennesker ude på gaden bare kunne gå upåvirkede forbi. Intet var som før, og intet ville nogensinde blive det samme igen.

Sorg kan føles som en forbandelse. Som en dyne af tristhed. Som et sort hul. Som noget der aldrig får ende. Tabet føles så uretfærdigt, og så meningsløst. Sorg har ikke brug for en løsning, og der er ikke udløbsdato på hvor længe man kan være ked af at have mistet et elsket menneske. Sorgen er allestedsnærværende. Fem år efter bliver jeg stadig ind imellem overmandet af sorgen, uden varsel. Sorg er uforudsigelig, ligesom livet. Hvis min far stadig levede, så havde vi ikke fået Ines, vores yngste barn. Men efter min far døde havde Martin og jeg brug for at være flere i vores lille familie. Sådan kan man også finde mening i det meningsløse.

Den dag min far fik hjerneblødningen ringede min mor til mig flere gange, hvor jeg ikke hørte telefonen. Hun havde indtalt flere beskeder. Jeg skulle ringe. Til hende. Til min bror. Jeg skulle komme. I dag får jeg en klump i halsen hvis jeg kan se at nogen jeg holder af har ringet til mig flere gange kort tid efter hinanden. Sådan bliver vi også mærket af de situationer vi udsættes for.

Jeg var med til at bære min fars kiste ud til graven da han blev begravet fire dage senere. Jeg troede ikke jeg kunne, og jeg græd da også som pisket da vi gik ud af kirken. Men jeg skulle. Det er børns lod at bære deres forældre til graven. That too is part of life. Kirken var mere end fyldt. Og aldrig før eller siden har jeg set så mange blomster.

Der er gået fem år. Med sorg og glæde og alt det der er ind imellem. Vi er tre mennesker der er rykket nærmere hinanden. Min mor, min bror Rune og jeg. Det har været vigtigt for os at tale. Om det hele. Det er fantastisk dejligt når vi taler om far. Om oplevelser, om kendetegn ved ham og os, om hvad han ville have ment om dette og hint. Og det er ekstra dejligt når andre også gerne vil tale og fortælle. Så er far ikke blevet glemt. Der findes nogen der mener at sorg er nemmest at håndtere hvis vi forsøger at ignorere den. At tab er noget vi skal ”komme over”. Men mit iturevne og misplacerede hjerte kan ikke bare komme over at min far ikke er her mere. Mit hjerte skal komme overens med det faktum at jeg har haft den tid med ham som der var til mig. Man kan komme over en lungebetændelse. Det er ikke et livsændrende følelsesmæssigt flik-flak. Døden er derimod et faktum som man ikke for alvor kan forberede sig på men som på et eller andet tidspunkt vil spille en rolle i ens liv.

Jeg er en anden Ida i dag end jeg ville have været hvis min far stadig levede. Uanset hvad, ville han have væres stolt af mig, og elsket mig for den jeg er. Og med det i baghovedet lever jeg med det tomrum han har efterladt. Min far, Torkil Christensen, blev 60 år. Han er elsket og han er savnet.

Ida

Det er ikke blevet nemmere

Skriv en kommentar

Min fars død har lært mig noget om sorg. Den er forbandet allestedsnærværende. Sorg må ikke forveksles med et sår, der har mulighed for at hele. Sorg er forbundet med et tab af noget, man aldrig får igen. Og intet, ikke engang tiden, kan give løfter om, at sorgen engang begynder at give slip. Julen i år har været hård for mig og mit savn. Den første jul uden min far tilbragte vi på Skejby Sygehus med meget syge børn, så al min opmærksomhed gik til dem. Den anden jul uden min far blev en rigtig julet jul, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at kompensere for, at vores jul året før var som den var. Og i år gjorde det først rigtig ondt. Tiden inden jul har været opfyldt af tanker om hussalg og flytning og julen har nærmest været i vejen. Det er i hvert fald sådan det har været i mit hoved. Julegaverne er da blevet købt, men jeg har ikke nydt det. Det blev en rigtig pligt-ting. “Det er fordi vi skal flytte, og ikke har plads til at have alt det stående”, tænkte jeg hele tiden. Juleaftensdag var hæslig. Jeg ordnede praktiske ting om formiddagen og havde ondt i maven. Og jeg kunne godt mærke at det ikke var en julemavepine. Det var en savne-mavepine. Vi sov middagssøvn, jeg gik i bad og græd under bruseren. Ole stod op og kom i sit fine tøj. Jeg kæmpede med tårerne mens tanker om hvad min far ville have syntes om min flotte, dejlige dreng, drønede rundt i mit hoved. Han elskede mine børn. Og han ville have elsket at Ole selv havde valgt at have skjorte, slips og vest på. Eva og Ines vågnede også og kom i tøjet. Et par skønne piger i hver deres nye kjole, med glimtende strømpebukser til. For pokker, hvor var mine tre børn flotte. Og jeg følte mig så fortabt. Bilturen ud til mine svigerforældre, der ventede med juletræ, julemad og gaver var en styrkeprøve i at gøre, som jeg har lært man gør. Jeg havde hele tiden lyst til at bede Martin om at vende bilen, så vi kunne køre hjem og jeg kunne krybe under min dyne og blive væk – helt væk. Helst med mine tre børn i favnen. (Chancen for at de ville ligge stille samtidig og være med til dyneputningsmanøvren  afholdt mig vist fra at foreslå det…) Jeg husker ikke så meget fra resten af aftenen. Heldigvis er Ines stadig en baby, som holder af at ligge ved sin mors bryst, så jeg trak mig vist tilbage et par gange med hende (som undskylning) og sad bare helt stille med lukkede øjne og savnede. Hun var i øvrigt et oplivende moment da vi travede rundt om juletræet. Barnets begejstring er fantastisk og noget, vi voksne burde lære af. Vi mister umiddelbarheden med alderen. Vi sang “Dejlig er jorden” rundt om træet. Det var dejligt. Jeg har altid holdt meget af den salme. Vi sang den da min fars kiste var blevet sænket ned i graven, og vi sang den rundt om juletræet. Begge dele er rigtigt for mig. Da vi kørte hjem gik det op for mig at klokken kun var 21.30. Jeg følte at aftenen havde været et marathon. Og jeg var træt ud i hver en knogle. Min livline, det, der holdt mig gående aftenen igennem var en sætning som Martin sagde til mig inden vi skulle ud af døren og afsted. “Jeg skal nok passe på dig”. Vel hjemme igen bar vi julegaver ind i stuen og sovende børn op i seng. Sorgen, den forbandede allestedsnærværende sorg giver ikke slip foreløbig. Og folk der spørger om man er ved at være ovre ens fars død har enten ikke selv følt sorg over en elsket eller også har de lagt låg på. Jeg har lovet mig selv at jeg aldrig vil spørge et andet menneske om hvordan vedkommende har det, hvis ikke jeg er klar til at høre svaret – det ærlige svar – og forholde mig til det. Men sorgen er ikke udelukkende negativ. Sorgen har indtil videre også lært mig at perspektivere mit liv og de ting jeg bruger tid på. Den har givet mig visheden om, at så længe jeg har Martin, Ole, Eva og Ines, så kan jeg klare hvad som helst. Også en juleaften jeg helst ville have været foruden…