Kategoriarkiv: Mit liv som lærer

Ida, Mit liv som lærer, Stressliv

En jubilæumsdag

Skriv en kommentar

I dag er en jubilæumsdag. Dem får jeg flere og flere af, og jeg kan faktisk ikke få nok af dem. En milepæl er, udover at være en fysisk sten eller træpæl i vejkanten, der angiver afstand fra et bestemt sted, også i overført betydning en skelsættende begivenhed. Det er for mig markeringen af, at jeg når til forskellige erkendelser eller opnår en forståelsesmæssig anciennitet i mig selv. Og i dag er altså endnu en dag, der er værd at fejre. Jeg har 1 års jubilæum som fuldtidsansat i en ny lærerstilling efter at jeg fik stress og blev fyret fra min første lærerstilling.

Min liste over ønskejobs gennem tiden er lang. Det første jeg gerne ville være var prinsesse, skarpt efterfulgt af lokomotivfører. Så ville jeg være skuespiller. I 6. klasse fik jeg en ny klasselærer. Gurli var fantastisk, og hun modellerede, sammen med Tove som jeg fik til tysk i 7. klasse, mine første forestillinger om, at jeg ville være lærer. Men det kunne jeg jo ikke sige højt, for min egen mor var lærer, og den gryde skulle jeg i hvert fald ikke falde i. Så jeg kamuflerede min interesse for det danske og andre sprog bag en ide om, at jeg ville være forfatter. Jeg forsøgte mig med at skrive, men jeg kan ikke skrive fiktion. Jeg skriver om oplevelser, følelser, tanker, holdninger i relation til min virkelighed, og jeg holder af at jonglere med sproget og udforske ord og deres betydning. Min trang til kreativ udfoldelse fik jeg parkeret i ønsket om at blive enten blomsterbinder eller guldsmed. Og det var nemt at sige, men svært at gøre noget ved, for jeg kunne ikke gennemskue, hvordan jeg skulle skaffe mig en læreplads, og det med at spørge om hjælp til den slags, det havde jeg endnu ikke lært. I virkeligheden er det at bede om hjælp noget af det, jeg stadig øver mig på.

En plads på skuespillerskolen skulle i år 2000 opnås ved, at man gik til en optagelsesprøve, så det gjorde jeg. Halvhjertet. Eller. Jeg gjorde mit bedste da jeg stod foran juryen og spillede en monolog fra Federico García Lorcas stykke ”Bernarda Albas hus”. Men jeg vidste godt, at det ikke var godt nok til at slippe gennem nåleøjet, og allerede da jeg forlod teatret i Odense efter prøven, blev skuespildrømmen lagt pænt på hylden. Jeg er alt for meget et livrem-og-seler-menneske til at have en profession, hvor jeg ikke ved om jeg har et job om 4 måneder, når turneen er slut.

Der er mange grunde til at jeg endte på seminariet og tog en læreruddannelse. Inden jeg endte der, var jeg en tur forbi sygeplejeuddannelsen, for jeg ville jo gerne være noget med mennesker. Jeg havde også perioder med job så forskellige som handicaphjælper, fuldtidspiccoline ved en kreditforening, pædagogmedhjælper, juleassistance i en boghandel og tankpasser og jeg var på to højskoleophold inden jeg valgte at søge ind på seminariet. Jeg havde svært ved at vælge, hvad jeg gerne ville fordybe mig i, og selv om jeg kunne have valgt at søge ind på universitetet og læse dansk eller historie, eller tage en håndværksmæssig uddannelse, så var seminariet – set udefra og oplevet indefra – et slaraffenland, hvor jeg ikke skulle nøjes med at vælge ét fag, men kunne få en uddannelse med fire forskellige fag og deraf følgende kompetencer. Og jeg har aldrig været god til kun at spille på én hest, og jeg lukker helst ikke nogen døre, for tænk nu hvis… Og så blev jeg lærer. Og så fik jeg en fastansættelse på en stor skole. Og SÅ fik jeg mit praksischok. Jeg kender ikke nogen nyuddannede lærere, der ikke oplever virkeligheden i skolen som overvældende. De fleste kommer igennem det og lærer noget af deres praksischok. Andre forlader skoleverdenen og kommer aldrig tilbage.

Efter 11 år som lærer i indskolingen fik jeg stress. Nej, der kulminerede den overbelastning som mit job og min tilværelse havde akkumuleret gennem flere år. Der er mange grunde til, at jeg endte i en spiral der belastede mig psykisk og fysisk. I mine forsøg på at gøre mit arbejde godt i en organisation hvor man faktisk sjældent bliver set in action af sin ledelse, overgjorde jeg mange ting, for at være sikker på, at det var godt nok. Mennesker vil gerne roses. Anerkendes for de gode ting de gør. Og i mine bestræbelser for at få anerkendelse for mit arbejde tabte jeg mig selv. Det kom til at betyde mere, hvad andre syntes, end hvad jeg selv syntes. Elevernes opførsel blev et af knudepunkterne i min overbelastning. Jeg fik den opfattelse, at elevernes dårlige opførsel spejlede over på mig, og by association gjorde mig til en dårligere lærer. Men hvis mine elever opførte sig pænt, så måtte alle da kunne se, at jeg gjorde det godt nok. Og stille og roligt blev mine værdier om, hvad god opførsel mellem mennesker er, til regler. Og det er her det bliver farligt. Værdier er vigtige. De er med til at definere dig som menneske. I det danske demokratiske samfund er det dine værdier der bestemmer, hvilket politisk parti du placerer din sympati hos. Det er dine værdier der binder dig sammen i fællesskaber med andre mennesker. Og dine værdier kan ændre sig. Værdier er psykologisk fleksible. Den fleksibilitet forsvinder, når værdier bliver til regler. For når noget er blevet en regel, kan man ikke en gang imellem afvige fra den uden af føle, at man overtræder sine egne grænser.  I tak med at mine værdier om hvordan vi opfører os overfor hinanden blev til regler, fik jeg overtrådt mine grænser mere og mere, dag ud og dag ind. ”Jeg bryder mig ikke om at høre på at du bander” blev til ”Du må ikke bande”. ”Jeg vil ikke hjælpe dig når du svarer mig igen” blev til ”Du må ikke svare igen”. I stedet for at værne om mine egne grænser, gøre dem synlige for mine elever og give dem en mulighed for at spejle sig i dem, blev jeg en rodebutik af regler, som kun de mest velopdragne børn kunne se systemet og fornuften i. Og samtidig efterlod jeg alle de andre børn med muligheden for at trampe ind over mine grænser flere gange dagligt. De vidste ikke bedre. Og jeg var så desperat efter anerkendelse, at jeg ikke så skoven for bare træer.

Graden af stress kan sættes op som en brøk. Det lærte jeg af den kommunale psykolog, som jeg fik hjælp hos efter mit kollaps. Oven over brøkstregen placerer man belastningerne, de indre så vel som de ydre. Under stregen placerer man de handlestrategier man har og udvikler gennem livet, til at håndtere belastningerne. Herefter er der flere knapper man kan skrue på. Man kan udvikle masser af handlestrategier til at håndtere belastningerne. Sørge for at fylde sin værktøjskasse med hele paletten af muligheder for at deale med pres. Men man kan også vælge at skrue på, hvor mange belastninger man udsætter sig selv for. Det er det, krop og hoved gør, når systemet trækker i nødbremsen og kollapser. Det insisterer på at blive FRI for alle de belastninger. Det bør alle mennesker blive bedre til. Det vil med garanti øge den mentale sundhed betragteligt. Men ved du hvad. Det er svært. For det kræver, at man mærker sig selv og at man derefter er tro mod det, man mærker. Det er en af de sværeste mentale øvelser jeg har været igennem. Og som jeg hver dag skal holde mig selv op på. Som jeg har skrevet om før, så er jeg sådan en slags kvinde der kan have en selvudslettende tendens til at opfylde min families behov, før jeg mærker mig selv. At tage min egen iltmaske på først falder mig ikke naturligt, men med øvelse bliver det mere reglen end undtagelsen. Og det er en af de mange grunde der er til, at jeg i dag kan fejre, at jeg har været fastansat i en fuldtids lærerstilling i et helt år, siden et andet lærerjob kørte mig ud over kanten. I mine mørkeste stunder efter mit kollaps kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask nok til at have et fuldtidsjob igen. Jeg forestillede mig også, at det, jeg ville kunne mestre var at gå på et lager og sætte ting på plads. Eller pakke ordrer for et internetfirma. Uden kolleger der forstyrrede. En totalt forudsigelig hverdag med lister, der skulle følges og kasser, der skulle stå de rigtige steder. Ro og orden, som mit hoved og min krop så desperat ønskede sig. I stedet for at få et job med den ydre ro og orden, har jeg brugt min tid og energi på at få indre ro og orden. Jeg har udvidet mine handlemuligheder. Og derfor kan jeg i dag passe et lærerjob i en 1. klasse. Jeg kan gøre det, som jeg er virkelig god til og har masser af erfaring med, uden at belastningen bliver for stor. Der er skruet på begge knapper. Ned med belastningerne, op med handlemulighederne. Og jeg ville være et skarn hvis ikke jeg var stolt af mig selv over, hvor langt jeg er nået.

Og hvordan fejrer man så sådan en jubilæumsdag? Jeg tænker at jeg skal gå mig en lang tur i tøvejret. Spille et spil med mine børn, hvis de har lyst. Altså et spil jeg vælger, iggå. Spise mad der gør mig glad og se det nyeste afsnit af I Hus Til Halsen. Og gå forbi milepælen med tro på, at jeg kan fejre mig selv og min rejse igen om et år.

Mit liv som lærer

Må vi godt få arbejdsro?

Skriv en kommentar

Der er mange måder at håndtere forandringer på. Da jeg var førsteårsstuderende på seminariet var jeg en rigtig sur dame. Jeg havde mine forestillinger om hvordan verden var skruet sammen, og på seminariet blev de grundigt forstyrret. Jeg syntes at mine undervisere var arrogante og bedrevidende. Det var højtragende og virkelighedsfjernt, mente jeg. Jeg havde svært ved at se hvordan jeg skulle anvende al den teori jeg forsøgte at lære og satte spørgsmålstegn ved, om den overhovedet var nødvendig. (Det er den!)

Især husker jeg at begrebet meta-niveau voldte mig ret mange kvaler. Jeg forstod det ikke.  Seminariet og det jeg lærte, var en stor forandring og jeg var sur. Sådan håndterede jeg det. Heldigvis var der tre gode år derefter. Man modnes. Man kommer overens med tingenes tilstand. Og selvom det nok ikke var så sjovt for mine omgivelser, så var det udviklende for mig at være en sur førsteårsstuderende.

På godt dansk betyder meta-niveau det, at man “hæver sig op i helikopteren” og ser på det man laver, ovenfra. Metareflektion er reflektion over den reflektion man gør sig. Metadata er data om data. Meta er “niveauet over”. Hvis man er i stand til at “gå meta” er man i stand til at lære noget af sine egne og andres handlinger (og fejl…) Det er godt at kunne når man er lærer. Det er udviklende, synes jeg.

Man kan stort set ikke åbne en netavis eller et socialt medie i disse dage uden at støde på en artikel eller en statusopdatering der handler om den nye skolereform og i særdeleshed lærernes ændrede arbejdsvilkår. Så skal lærerne i nogle kommuner pludselig stemple ind og ud når de kommer og går, fordi man så er sikker på at de er til stede. Så skal de ikke alligevel. Så er forældrene pludselig optimistiske omkring den længere og mere varierede skoledag efter at have set en struktur på dagen i form af skemaer, mens lærerforeningsformanden maner til besindighed og siger “lad os nu se hvad de synes om det når året er gået”. Så er der skoler hvor lærernes lovede arbejdspladser ikke er klar og forargelsen vil ingen ende tage. Bekymringen om den reducerede forberedelsestid får også spalteplads og idrætsklubber er på herrens mark de steder i landet, hvor skolerne stadig tumler med at få sat et skema sammen til elever og lærere. En reform der måske så ret ligetil ud på papiret, har vist sig ikke at være ligetil overhovedet, når det kommer til fordeling af lektioner og ikke mindst opfyldelse af den famøse tilstedeværelsestid.

På min arbejdsplads er der lige så mange måde at håndtere forandring som der er personer. Der er vrede. Trodsighed. Forvirring. Tvivl. Ligegyldighed. Det er meget “Jeg-baseret”, og jeg forstår godt udgangspunktet. Jeg tror det kommer af uvidenheden og uvisheden. Vi ved ikke hvad det kommende skoleår vil byde på af uventede overraskelser. Vi ved ikke hvordan eleverne vil modtage “den længere og mere varierede skoledag.” Vi ved ikke hvordan vi selv vil trives med vores nye arbejdsvilkår. Men der er heldigvis også en “Vi-baseret” positivisme, en fortrøstning, en vilje og en faglig stolthed, som gerne skulle kunne bære os sammen hen over den individuelle tvivl. Men den har trange kår.

Man kan først “gå meta” når man har det organisatoriske og det praktiske på plads. Det der med at bygge skibet mens man sejler, det kan man blive nødt til ind imellem. Men jeg synes ikke det er anbefalelsesværdigt. Vi kan først begynde at udvikle os selv som lærere og skolen som læringscenter i reformens navn når vi har haft hverdagen inde på livet i en periode. Det går bedst hvis man tager opgaverne til sig med nysgerrighed og positiv vilje, og det synes jeg er svært med den vinkel medier i alle afskygninger bruger når de skriver om skolen, reformen og lærerne der skal føre den ud i livet.

Det gælder også lærernes egen organisation, DLF. Jeg vil ikke dele og like en artikel om, at nogle skoler ikke har lærernes arbejdspladser klar til første arbejdsdag. Det er ikke i orden, og jeg forstår frustrationerne. Men jeg vil ikke lade frustration og trodsighed være min tilgang til nye tider. Jeg vil ikke gå et efterår i møde i forsvarsposition. Jeg vil have arbejdsro. Lad nu mig og mine kolleger i hele landet være, så vi kan sadle om og finde ud af hvordan vi skal holde skole inden for den nye reforms rammer. Jeg vil gerne forstyrres i min tankegang af andre lærere der vil noget med vores fag. Jeg vil ikke forstyrres i mit arbejde af medier der forventer resultater og forandring her og nu.  Ting tager tid, og først om ti år går reformens første fuldbårne kuld elever ud af skolen. Det sætter ligesom tingene lidt i perspektiv. Jeg beder ikke om ti år men om en fredelig og rolig opstart. Når jeg er klar til at “gå meta” på de nye vilkår kan vi tales ved. Indtil da synes jeg ikke at arbejdsro er for meget at forlange.

Mit liv som lærer

“Flåff, så’ det en hat.”

3 kommentarer

Jeg elsker Linje 3. I ved, Thomas Eje, Anders Bircow og Preben Kristensens trio der synger barbershop sange og laver undersættelser og parodier. Jeg syns de er sjove og min bror og jeg kunne de første af deres shows udenad. Jeg er især pjattet med Preben Kristensens snobbede, fornærmede og forurettede rolle i trioen. Ham som de to andre mobber lidt for sit sprogpedanteri. Han gør sig også glimrende i Dronning Margrethe-parodierne. I et af trioens shows dukker han op som dronningen, iført cykelshorts og stråhat. Som reference til daværende Kulturminister Jytte Hildens uheldige tøjkiks i 1993 (en åbenstående kjole med sort top og cykelshorts indenunder) Som kommentar til outfittet siger Preben “Daisy” Kristensen: “Klæ’r skaber flok – men ikke Jytte Hilden”.

Jeg har aldrig kunnet sige ordsproget “klæder skaber folk” uden at tænke “- men ikke Jytte Hilden…” Jeg har været 13-14 år, da showet hærgede Danmark og den linje (og så mange andre) satte sig fast. Men den anden dag dukkede ordsproget op i min bevidsthed i forbindelse med mit arbejde som lærer. Det var min fødselsdag. Og jeg havde taget min yndlingskjole på. En grøn jerseykjole med små prikker og slå-om effekt. Tilsat et par sorte nylonstrømper og mine elskede Gabor-pumps (som jeg ofte har på på arbejde) Og jeg havde kage med til mine elever i 2. klasse. Mens jeg deler kage ud og eleverne begynder at spise, er der en elev der siger: “Du er godt nok flot idag. Jeg kan huske at du havde den kjole på den første gang jeg så dig”. Ordene kom fra en elev der begynde i klassen for nøjagtig et år siden. Lige efter lockout’en. Han kiggede på mig med klare øjne, og så ud som om mindet om vores første møde gjorde ham glad. Jeg blev vældig rørt, til min store overraskelse, over hans umiddelbare glæde ved gensynet med “Ida på min første skoledag”. Jeg må have udstrålet noget med mig selv og min påklædning den dag som jeg har opfyldt, og som ikke har skuffet ham.

Vestis virum reddit – Det er den latinske udgave af talemåden “klæder skaber folk”. Det er altså ikke en ny opfindelse. Jeg havde diskussionen sidste år under lockouten med nogle kolleger. Dengang det handlede om at vi følte os kørt over og set ned på. Ramte på vores fag, faglighed og pædagogiske viden. Og vi blev ikke hørt. Diskussionen gik på, om vi med vores påklædning udsendte bestemte signaler. Om man kunne kende en lærer på den praktiske brune lædersko eller den klassiske fjällräven rygsæk. Hvilke fordomme der fandtes om læreres påklædning. Om det nu også kun var fordomme. Og om det var noget man skulle forsøge at lave om på. Vi blev aldrig enige. Lærere er et folkefærd der består af meget forskellige mennesker, der underviser i mange forskellige fag der byder os mange forskellige situationer i løbet af en arbejdsdag. Man tager ikke de nye bukser på når man skal have billedkunst og der skal arbejdes med lim og maling. Man tager ikke nylonstrømper på om vinteren de dage man skal på gårdvagt. Hvis man har idrætstimer næsten hele onsdagen, så tager man idrætstøj på fra morgenstunden. En lærer har mange outfits. Men få lærere har et formelt outfit. Få mandlige lærere møder op i jakkesæt, skjorte og slips. Få kvindelige lærere møder op i spadseredragt med pencilskirt og høje hæle. Men flere lærere burde gøre det, hvis du spørger mig. Der er noget autoritet gemt i det pæne, formelle kontor-outfit. Mine elever kommenterer det når de synes mit tøj er pænt eller de godt kan lide mine øreringe. De ser at jeg har taget pænt tøj på når jeg skal være sammen med dem. Nogen elever mangler respekt for autoriteterne, siges det. Måske skulle autoriteterne også påberåbe sig den autoritet de besidder, i deres tøjvalg. Vi kunne begynde i det små og indføre “dress-up friday”, som modsætning til vores casual hverdag. Det er dog nok utopi at tro, at alle lærere vil klappe i deres små hænder over sådan et tiltag.

Mit nytårsforsæt er at være en hverdagsdiva. Hverdagen skal ikke være kedelig at se på. Der skal glimmer og høje hæle til. Det føles godt når jeg ser ordentlig ud. Jeg har en ide om at det ændrer elevernes opfattelse af mig. Jeg skaber primært autoritet med min person og min faglighed, men jeg har en ide om at jeg også skaber autoritet med min påklædning.

Hvad mener du?

Mit liv som lærer

Skolen er noget alle har en mening om. Vil du høre min?

132 kommentarer

Min arbejdsgiver, KL, har varslet at jeg og mine kolleger bliver lockout’et fra vores arbejdspladser fra begyndelsen af april, hvis ikke der findes en løsning på de forhandlinger om vores overenskomst, der efter nogens opfattelse er kørt fast, brudt sammen og umuliggjorte af krav der ikke kan mødes. I dagspressen kan man læse, at det tilsyneladende har været KLs plan hele tiden, at lærernes nuværende aftaler om arbejdstid ikke skal danne grundlag for nye overenskomstforhandlinger, og at det er holdningen fordi vores effektive undervisningstid skal øges, for at kunne finansiere visionerne om en heldagsskole, som den kommende folkeskolereform indeholder.

Jeg ved ikke om heldagsskole er bedre for elevernes læring end den måde, vi lige nu holder skole på her i Danmark. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det. Og jeg har ikke fulgt godt nok med og læst undersøgelser om dette og hint, så jeg kan ikke udtale mig om hvad videnskaben mener om heldagsskolen. Jeg kan tænke, at det virker kontrollerende at ville holde eleverne i skolen hele dagen. Hvornår skal de mindre børn så gå til sport, til musikundervisning, til spejder, til alle de der skønne ting som giver dem flere nuancer og tilføjer dem dannelse? Hvornår skal de større børn så, udover deres fritidsinteresser, passe deres fritidsjob, som giver dem deres første arbejdsmarkedserfaring og, ikke mindst, deres eftertragtede lommepenge?  Der er selvfølgelig den åbenlyse fordel ved heldagsskolen, at de unge mennesker, der ellers ville hænge på gadehjørnerne og gøre dumme ting, er i skole til kl. 16 (tror jeg) og så laver de da ikke ballade så længe…

KL vil gerne have at jeg underviser mere. Det kan jeg godt, hvis jeg skal. Så er der bare noget andet jeg ikke skal lave. Men hvad? Altså: Jeg kunne holde op med at tage telefonen om aftenen når en forældre ringer, fordi vedkommende har en bekymring om deres barn, som jeg skal indvies i. Jeg kunne i det hele taget holde op med at arbejde hjemme. Altså ingen besvarelse af mails mellem kl. 16.00 og kl. 8.00, ingen skrivning af elevplaner, ingen retning af opgaver. Godt, væk med det. Min arbejdstid skal også være mere normal end den er nu. I den forbindelse kunne jeg holde op med at lave teaterprojekter med mine klasser. (Det elsker børnene ellers…) Det involverer som regel en aftenforestilling for forældre og søskende. Hvis jeg nu alligevel ikke kan lade være med at kaste mig ud i et teaterprojekt, må vi placere forestillingen mellem kl. 8.00 og kl. 16.00 i stedet for, når nu min arbejdstid skal være så normal som mulig. Lejrskole, det er i hvert fald helt udelukket hvis min arbejdstid skal normaliseres. Og skole-hjem-samtalerne, dem skal vi også have flyttet op og klemt ind mellem kl. 8.00 og kl. 16.00. Hvis man skal til lægen er det jo samme deal, så det kan jeg vel også forvente at forældrene synes er okay. Så er det jo som det er alle andre steder i det kommunale… Forberedelsen må jeg skære ned på, hvis jeg skal undervise noget mere. Jeg må begynde at følge lærervejledningen slavisk, og lægge bånd på de gode ideer jeg skulle finde på at få undervejs i et undervisningsforløb. Det ville være synd at gå i gang med at forberede noget jeg alligevel ikke kan gøre ordentlig færdig. Så ud med de kreative tanker, de mangeartede måder at undervise på og ud med metodefriheden. Jeg får ikke løn for at forberede god undervisning, jeg får løn for at udføre megen undervisning.

Alt det her kan jeg godt gøre. Jeg har ikke lyst til det, men jeg kan godt gøre det. Jeg tror ikke det vil give den bedste folkeskole for alle, som den kommende reform ellers lægger op til. Men hvis det er dét politikerne og KL ønsker, så er det dét lærerne må give dem. Hvis de er så forhippede på at det skal blive som de har tænkt, at de truer med lockout, så må de virkelig mene at de har fat i den lange ende. Og så må vi prøve det. Det vil krænke min professionelle stolthed at jeg må give køb på min faglighed, mine gode metoder og min lyst til at gøre en forskel for mine elever, men jeg bliver ikke hørt, selvom lærerne nok skulle være de første til at vide, hvad der virker og ikke virker i den danske folkeskole. Men vi skal bidrage til finansieringen af reformen. Basta. Det har nogen bestemt sig for.

Jeg er spændt på hvornår forældrene melder sig på banen. KL er snedige. Politikerne er snedige. Indførelsen af heldagsskolen medvirker til, at SFO-tiden forkortes, og det skal naturligvis afspejle sig i, at forældrebetalingen til en SFO-plads skal falde. Man skal ikke betale for mere end man får. Det vil glæde børnefamilier med trængt økonomi. Og jeg ved som sagt ikke, hvad heldagsskolen er for en størrelse. Jeg kan ikke fortælle forældrene om de får valuta for den ekstra tid børnene skal være i skole i forhold til i dag. Det er noget, de må erfare ved at lade deres børn være prøvekaniner i den kommende skolereform.

Hvis det er så stort et ønske for regeringen at børnene får mere undervisning, så synes jeg de skulle bestemme, at børnene skal gå i skole nogle flere dage i gennemsnit om året. I stedet for 200 skoledage i snit kunne man sætte det op med en uge, måske 14 dage. Det er ikke kun lærernes arbejdstidsaftale, der blokerer for muligheder. Flere skoledage om året kunne være en lille bæk, der er med til at gøre åen større.

Jeg gider ikke tale med folk der synes, det er luksus at jeg har en lang sommerferie. Der er ingen af dem der vil bytte job med mig, når det kommer til stykket. Min sommerferie begynder, når jeg er færdig med at lave årsplan, bestille materialer til det kommende skoleår, overlevere og modtage oplysninger om elever til kolleger, rydde op og gøre klar til at modtage eleverne igen. Jeg gider ikke høre på folk der jamrer over at jeg en dag går tidligt hjem fra arbejde. De ville korse sig og løbe skrigende bort, hvis de blev udsat for de konflikter jeg ind i mellem skal hjælpe eleverne med at løse. Så jeg går tidligt hjem fra arbejde ind i mellem. For at få mit arbejde på afstand, så jeg kan være klar igen til næste dag og være en tydelig og pålidelig voksen for mine elever. Jeg elsker mit job. Helt ærligt, så er jeg vild med at være lærer. I visse selskaber er det ikke comme il faut at sige sådan. Til visse tider bliver sådan en udtalelse ikke vel modtaget. Men jeg elsker mit job, og jeg er vildt god til det. Jeg brokker mig ikke over at min ferie er fastlagt til bestemte tidspunkter, hvor alle charterrejserne i øvrigt koster spidsen af en jetjager. Det er sådan det er, når man vil være lærer. Og det betyder så lidt i det store perspektiv. Jeg klager ikke over, at min arbejdstid er unormal og at forældrene kontakter mig på skæve tidspunkter, eller at de kun kan komme til skolehjemsamtaler efter kl. 18.00. Det er blandt andet et godt og fleksibelt forældresamarbejde, der kan gøre den store forskel. Undervisning er vigtig, men folkeskolens opgave indeholder meget mere end det. Bløde opgaver som omsorg og opmærksomhed er det, der kan gøre forskellen for nogle elever. Og de opgaver er så svære at værdisætte. Forældre og børn med ressourcer skal forvente at give mere end de får. Tidsmæssigt og menneskeligt. Fra nu af, og resten af deres liv. Det er også en tankegang der kan løfte folkeskolen og eleverne i den.

Da jeg gik på seminariet drømte jeg om at oprette en skole for velopdragne børn. Jeg synes det var frustrerende at god undervisningstid skulle gå med at guide, løse konflikter og mægle mellem elever. I en klasse med udelukkende velopdragne børn kunne al tiden bruges på at gøre dem klogere og dygtigere. Men en del af den dannelse skolen kan give, er netop mødet mellem børn der er forskellige og har forskellige forudsætninger. Alle børn har fortjent en god skolegang. Alle børn har fortjent at lære alt det de kan. Og alle børn har fortjent at møde modsætninger som de kan spejle sig i. Så skolen for velopdragne børn er sat ud på et sidespor. Jeg er klar på den udfordring som mine elever giver mig.

Den kommende tid bliver interessant. Min fagforening, mine kolleger og jeg har et stort oplysningsarbejde at gøre. Jeg tror ikke det er gået op for forældre og elever hvad den ønskede skolereform betyder for skoleformen i Danmark. De sammenbrudte overenskomstforhandlinger er meget mere end sammenbrudte overenskomstforhandlinger. De er en brik i et større puslespil om magten i skolen.