For et halvt år siden skrev jeg det her om foråret fra helvede, foråret 2013. Dengang overvejede jeg om jeg skulle ledsage min fortælling med billeder af mit syge barn, men jeg lod være, mest fordi jeg ikke selv var klar til at se billederne igennem. Og så fortrængte jeg det, indtil for nylig, hvor flere af mine Facebook-bekendtskaber efterlyste skoldkopper, så de kunne få deres børn smittet… Så fandt jeg billederne frem. Og nu bliver det måske nok en smule klamt, men det er vigtigt for mig at vise, hvad skoldkopper også kan være.
Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
25. maj. Der er mange skoldkopper. Her kan man også se at de er overalt i hovedbundenEnerginiveauet er lavt. Når hun ikke sover vil hun helst have mig lige i nærheden.26. maj. Der er betændelse i en del af skoldkopperne og ansigtet er meget hævet. Ines sover stort set hele dagen og må lokkes til at drikke når hun endelig er vågen.27. maj, kl. 14.10. Vi er blevet indlagt. Ines har fået Oles skjorte på. Det er det eneste hun kan få på som ikke generer hende for meget. Der er skoldkopper over alt. Vi venter på at hun skal have lagt et venflon til medicin. Der måtte 20 forsøg til før der blev lagt et der var tilfredsstillende.Udsigt til… byggematerialer og blank mur.Isolation. For at hun ikke skulle smitte andre børn. Da vi blev genindlagt og hun kom i behandling for blodforgiftning lå vi også i isolation. Denne gang for at hun ikke skulle rage andet skidt til sig.28. maj. Febervarm og med drop. Og skorper på mange af elementerne i ansigtet.28. maj. Det bliver ikke til meget leg. Ines er klattet og vil helst sidde hos mor, helt stille.31. maj. Vi har lånt en barnevogn og går en morgentur. Selv om det ikke ser sådan ud på billedet, så er Ines faktisk godt tilfreds med både frisk luft og luftforandringen.Senere samme dag får vi lov at tage hjem. Vi skal komme til stuegang dagen efter, men glæden er stor over at slippe for isolationsstuen og komme hjem.31. maj. Eftermiddag. Vi er hjemme og for første gang i dagevis leger Ines lidt alene. Der er dog ikke meget glimt i øjnene. Vores lille pige er stadig syg, vi ved bare slet ikke hvor syg endnu.
Vi kom hjem en fredag, var til stuegang lørdag hvor vi blev udskrevet, søndag steg Ines temperatur støt, og da hun ved 17-tiden havde 41 i feber ringede vi til Børneafdelingen i Randers og meddelte at vi ville komme med hende. Der blev taget blodprøver og de viste at hun havde infektion i blodet. Hun fik tre forskellige slags medicin med det samme indtil de fandt ud af hvilken bakterie hun havde i blodet. De følgende dage var hun meget dårlig, hendes temperatur blev fulgt nøje og der blev taget blodprøver ofte for at holde øje med hendes infektionstal. Det var nogle lange dage.
11. juni. Ines rejser sig op i sin hospitalsseng. Vi venter på at hun bliver lagt i fuld bedøvelse, for hun skal have indopereret et centralt venekateter, som hun fremover skal have sin medicin igennem. Lægerne mener nemlig på nuværende tidspunkt, at Ines skal have iv-medicin mindst 14 dage frem. Det skulle vise sig at være i brug dobbelt så længe.
Et utydeligt billede af venekateteret, med slange der ender i en studs med prop, der er pakket ind i en skumvaskeklud og sat fast på overarmen i noget elastisk gaze. Vi er nu indlagt hjemme, og overflyttet til Skejby Sygehus, børneafdeling A2, hvor vi kommer tre gange dagligt til medicingivning i CVK’et. (det centrale venekateter)5. juli. Vi tilbringer meget tid på Skejby med at vente, men vi får også gode stunder hjemme. Ines har stadig sin lille gazebold på armen, med CVK-slangen i, pakket godt ind så den generer så lidt som muligt.17. juli. I lang tid frygtede vi at vi ikke kunne tage til Fanø på sommerferie som vi havde planlagt. Men heldigvis var Ines’ blodprøver så tilfredsstillende at hun d. 10. juli kunne begynde at få medicin som mixur i stedet for gennem CVK’et. Hun begyndte også så småt at gå igen, efter at have haft betændelse siddende i det ene hofteled.
Idag er Ines helt rask. Folk der ikke ved at hun har været syg kan ikke se det på hende. Men jeg kan se det. Jeg kan se alle hendes ar i ansigtet, når jeg kører fingrene gennem hendes hår kan jeg se de hvide plamager i hovedbunden hvor der sad skoldkopper. På hendes ryg er der rigtig mange ar. På dårlige dage ligner det er månelandskab. Hver gang jeg skifter hende kan jeg se arrene fra de skoldkopper i bleområdet som var længst om at hele. Hun er stadig en lille pige, og der kan ske en stor udvikling med hendes hud. Men mit bedste bud er, at hun er mærket af det for livet. Heldigvis er hun fuld af liv og smil, knus og latter, kys og gnistrende øjne. Hun er videre. Dem der har sværest ved at komme sig over forløbet og oplevelsen, det er hendes far og mig. Når hun gør et eller andet nuttet eller siger et nyt ord kan vi stadig kigge på hinanden og føle stor taknemmelighed over, at hun er i live. Vi ved godt, at vi kunne have mistet hende. Og det er nok det, vi arbejder på at forstå fuldt ud.
Erfaring er billet til et tog, der er kørt. Tag plads i dit liv og gør det worth the while.
