For ti år siden var d. 6. november en onsdag. Vi øvede med det der band om tirsdagen, og  efter vores marathon-hyggelige mandag sammen, talte Martin og jeg i telefon med hinanden i en time efter øveren tirsdag aften. Onsdag d. 6. november 2002 ringede jeg igen til Martin da jeg havde været i skole. Det havde været en træls dag på seminariet, og jeg trængte til at snakke med nogen. (Som i Martin, som i “trøst mig, det tror jeg du er god til…”) Han tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked på telefonsvareren. Kort tid efter kom der en sms: “Hej Ida. Har lige hørt din besked. Er der sket noget? Jeg er hos mine forældre og skal direkte til Vocal Line derefter, så jeg er ikke hjemme før sent” Jeg gætter på, at jeg har spurgt på telefonsvareren, om han var hjemme og om jeg ku komme forbi… Jeg svarede: “Ok. Står bare midt i en lortedag og ku godt bruge noget rart selskab… Det skal du ikke tænke på, så.” Jeg kan huske at jeg stod på ringgaden, mellem Randersvej og Paludan Müllers vej. Det var koldt for fingrene at stå og taste på mobilen, men noget trængte sig på. Jeg besluttede mig for at springe ud i det med begge ben… “…nå ja, så er der jo osse sket det, at jeg har tænkt på ham den søde pianist i Madonnabandet, og det ved jeg ikke helt hvor jeg skal gøre af…” Vente, vente, vente… Gad vide hvad han ville sige til den…? Bip bip! Hurtigt svar!  “Jeg kan jo sige det videre til ham…! Jeg har også tænkt på dig, og ved heller ikke lige hvad jeg skal stille op… Men nu ved du det :-)” There, we said it. Og så alligevel ikke helt. Vi blev enige om, at det nok var bedst at vi mødtes og fik snakket om hvad det var vi havde gang i. At spille i band sammen og måske blive kærester, det var nok ikke noget de andre medlemmer ville synes var det fedeste. På den anden side, så var det vel ret beset ikke noget de skulle have lov at bestemme…

Problemet var nu at finde et tidspunkt hvor vi kunne mødes i fred og ro. Første fælles hul i kalenderen var d. 16. november, om 10 dage… Og vi skulle øve sammen to gange, OG holde bandfest med de andre inden. Tal lige om dårlig timing. Men som sagt, en Klovborgost tager den tid bla bla bla bla bla….

I retrospekt er det egentlig meget sjovt at se, hvor kontrollerede vi trods alt var. Jeg kunne jo have pjækket dagen efter og fundet tid til at se Martin dér. Men det var ikke en mulighed i min verden. Martin kunne have pjækket fra sangforeningen VL, onsdag aften og have bedt mig om at komme dér. Men det var ikke en mulighed i hans verden. Sikke nogle retskafne unge mennesker vi var! Så selvom der blev åbnet for posen må I vente lidt endnu…