Min fars død har lært mig noget om sorg. Den er forbandet allestedsnærværende. Sorg må ikke forveksles med et sår, der har mulighed for at hele. Sorg er forbundet med et tab af noget, man aldrig får igen. Og intet, ikke engang tiden, kan give løfter om, at sorgen engang begynder at give slip. Julen i år har været hård for mig og mit savn. Den første jul uden min far tilbragte vi på Skejby Sygehus med meget syge børn, så al min opmærksomhed gik til dem. Den anden jul uden min far blev en rigtig julet jul, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at kompensere for, at vores jul året før var som den var. Og i år gjorde det først rigtig ondt. Tiden inden jul har været opfyldt af tanker om hussalg og flytning og julen har nærmest været i vejen. Det er i hvert fald sådan det har været i mit hoved. Julegaverne er da blevet købt, men jeg har ikke nydt det. Det blev en rigtig pligt-ting. “Det er fordi vi skal flytte, og ikke har plads til at have alt det stående”, tænkte jeg hele tiden. Juleaftensdag var hæslig. Jeg ordnede praktiske ting om formiddagen og havde ondt i maven. Og jeg kunne godt mærke at det ikke var en julemavepine. Det var en savne-mavepine. Vi sov middagssøvn, jeg gik i bad og græd under bruseren. Ole stod op og kom i sit fine tøj. Jeg kæmpede med tårerne mens tanker om hvad min far ville have syntes om min flotte, dejlige dreng, drønede rundt i mit hoved. Han elskede mine børn. Og han ville have elsket at Ole selv havde valgt at have skjorte, slips og vest på. Eva og Ines vågnede også og kom i tøjet. Et par skønne piger i hver deres nye kjole, med glimtende strømpebukser til. For pokker, hvor var mine tre børn flotte. Og jeg følte mig så fortabt. Bilturen ud til mine svigerforældre, der ventede med juletræ, julemad og gaver var en styrkeprøve i at gøre, som jeg har lært man gør. Jeg havde hele tiden lyst til at bede Martin om at vende bilen, så vi kunne køre hjem og jeg kunne krybe under min dyne og blive væk – helt væk. Helst med mine tre børn i favnen. (Chancen for at de ville ligge stille samtidig og være med til dyneputningsmanøvren  afholdt mig vist fra at foreslå det…) Jeg husker ikke så meget fra resten af aftenen. Heldigvis er Ines stadig en baby, som holder af at ligge ved sin mors bryst, så jeg trak mig vist tilbage et par gange med hende (som undskylning) og sad bare helt stille med lukkede øjne og savnede. Hun var i øvrigt et oplivende moment da vi travede rundt om juletræet. Barnets begejstring er fantastisk og noget, vi voksne burde lære af. Vi mister umiddelbarheden med alderen. Vi sang “Dejlig er jorden” rundt om træet. Det var dejligt. Jeg har altid holdt meget af den salme. Vi sang den da min fars kiste var blevet sænket ned i graven, og vi sang den rundt om juletræet. Begge dele er rigtigt for mig. Da vi kørte hjem gik det op for mig at klokken kun var 21.30. Jeg følte at aftenen havde været et marathon. Og jeg var træt ud i hver en knogle. Min livline, det, der holdt mig gående aftenen igennem var en sætning som Martin sagde til mig inden vi skulle ud af døren og afsted. “Jeg skal nok passe på dig”. Vel hjemme igen bar vi julegaver ind i stuen og sovende børn op i seng. Sorgen, den forbandede allestedsnærværende sorg giver ikke slip foreløbig. Og folk der spørger om man er ved at være ovre ens fars død har enten ikke selv følt sorg over en elsket eller også har de lagt låg på. Jeg har lovet mig selv at jeg aldrig vil spørge et andet menneske om hvordan vedkommende har det, hvis ikke jeg er klar til at høre svaret – det ærlige svar – og forholde mig til det. Men sorgen er ikke udelukkende negativ. Sorgen har indtil videre også lært mig at perspektivere mit liv og de ting jeg bruger tid på. Den har givet mig visheden om, at så længe jeg har Martin, Ole, Eva og Ines, så kan jeg klare hvad som helst. Også en juleaften jeg helst ville have været foruden…