Der er festuge i Århus. Som 33-årig mor til tre med barnevogn på slæb alle vegne er det en pest, for man skal sparke sig frem over alt i midtbyen. Bevares, der er da sikkert nogle spændende ting man kunne opleve, hvis man havde tid…

Men for ti år siden, da jeg var 23 og oplevede min første festuge i min nye by, var det helt anderledes. Jeg var lige begyndt på seminariet, havde lige forladt Musik og Teater højskolen i Toftlund og var klar på hvad som helst (næsten…) I den første uge på seminariet havde jeg allerede fået fedtet mig ind i et lille ensamble med to gutter på guitar og mig på sang, og det første spillejob var også i hus. Festuge var lig med FEST. Og ØL. Og potentiale for at SCORE!

En aften i festugen var min værelseskammerat fra højskolen og jeg på Café Smagløs og høre Julerup Færgeby Jam. Der var mange mennesker, også mennesker jeg havde set før i byen. Ved siden af vores bord sad en flok unge mænd og en yndig ung dame, som jeg havde set til den der Le Freak koncert… Det var hende der sang den aften på Train. Der var højt humør i hele caféen og Fe og jeg dansede både med hinanden og med folk vi ikke kendte. Der var især en bartender, der var vældig flink til at lave drinks til os til meget små priser. Jeg fik hans telefonnummer og lovede at ringe. Han var nemlig trommeslager i et band, så måske kendte han nogen der kendte nogen, der lige stod og manglede en sangerinde som mig. Og så virkede han rigtig sød…

På et tidspunkt mellem drinks og dans på gulv og borde, sad vi lidt og nød musikken. Og så lå der pludselig et stykke papir på vores bord. “Sangerinder søges”, stod der på det. Fe læste det først, rakte det til mig og sagde: ” Det er vist lige noget for dig, Ida, tag du den med hjem” Det var et nystartet band, der ville spille Madonnanumre, og manglede en sangerinde og en eller to korpiger. Ja, hvorfor ikke? Jeg foldede papiret sammen og puttede det i min taske. Ved bordet ved siden af holdt de vejret, har jeg senere fået at vide. Dér sad de fire drenge der havde startet bandet, og blandt dem var Martin. De havde jo også været på Train og havde set mig der. De vidste jo af gode grunde ikke om jeg kunne synge, men eftersom jeg tog deres flyer med mig, var et vist håb vakt. Det var i øvrigt kun en kladde jeg fik med mig. Den første flyer der var blevet printet. Jeg har den vist stadig liggende et sted…

Det var anden gang Martin så mig. Og jeg kendte stadig ikke til hans eksistens.

Hvad med bartenderen, spør du sikkert? Han hedder Stefan og bor idag et stenkast fra os. Han blev min gode ven, og vi har drukket meget kaffe og spillet meget pool med (mod) hinanden. Vi gik til fødselsforberedelse sammen da vi skulle have hvert vores første barn. Desværre bliver det ikke til så meget kaffe mere, men børnene bliver jo ældre og mit håb om at få bare lidt mere tid for mig selv og med andre, lever i bedste velgående.

Men skal jeg ikke snart møde ham Martin for første gang…? Jo jo, alt godt kommer til dem der venter.