Den 13. november 2002.

Det er onsdag. Jeg er med toget fra Esbjerg, for i går havde mine forældre sølvbryllup. En skøn fest med skønne mennesker og min mor i en fantastisk kjole. Jeg drømmer om at se lige så fantastisk ud til mit sølvbryllup, hvis jeg engang er så heldig at blive gift med en der vil være sammen med mig i 25 år.

Det er onsdag aften. Jeg er på Gyngen og høre højskolebands, for Den Sønderjyske Højskole er på turné, og som gammel elev støtter jeg op om sådan en begivenhed. Men jeg hører ikke rigtig efter musikken. Jeg sidder og skriver sms’er med Martin. Vi bekræfter hinanden i at der er længe til lørdag hvor vi har aftalt at ses. Alt for længe. Han er på musikinstituttet hvor han øver med Vocal Line. Men han er færdig kl. 22.00. Kl. 22.10 forlader jeg Gyngen og cykler ned på Sandgravvej. Med sommerfugle i maven.

Martin lukker mig ind. Vi sætter os på hans sofa. Der går ikke lang tid før Martin får fortalt mig at han synes jeg er helt fantastisk, at han tænker på mig hele tiden og at han håber jeg har det på samme måde. Jeg trækker vejret dybt og fortæller ham, at han egentlig slet ikke er min type… At jeg har lavet en aftale med mig selv om aldrig mere at bruge min tid på fjolser. Hans ansigtsudtryk er priceless! Heldigvis kan jeg også fortælle ham at jeg ikke synes at han er et fjols, og at hjertet altid får det sidste ord. Jeg er helt vild med ham! Han kysser mig og jeg spørger ham om han vil være min kæreste. For jeg vil have tingene på det rene. Ikke noget måske eller midt-i-mellem. Vi skal være kærester, eller også skal det ikke være. Han vil godt være min kæreste. Pyh! Jeg cykler hjem nogle timer senere. Det er slet ikke koldt, selv om kalenderen siger vi er midt i november. For der er sommer i mit hjerte.

For syv år siden idag friede han så til mig. Det tog jeg som et tegn på at han ikke havde fortrudt at han sagde ja til at blive kæreste med mig. Heldigvis 🙂 Og et bryllup og tre børn senere er han stadig den jeg allerhelst vil tilbringe mit liv med, bruge min tid med og dele mine tanker med. Jeg elsker ham når han tager Ole og Eva med til bageren søndag morgen og de kommer glade hjem med morgenbrød. Jeg elsker ham når han forsøger at beherske sine begejstrede udbrud mens han ser sport, fordi han ved jeg blir’ skide forskrækket hver gang han jubler over en scorring eller himler over en dårlig aflevering. Jeg elsker ham når han åbentlyst er stolt af at være gift med mig. Jeg elsker ham når han bander over at han for tredje gang på en dag taber noget eller går ind i ting. Jeg elsker ham for det menneske han er. Og jeg elsker at min far syntes at jeg havde fundet mig et godt parti 🙂 Jeg elsker ham også når han sidder ved middagsbordet og kigger ned i sin iPhone. Men mest når han ikke kigger i den… 🙂 Tak for ti dejlige år, Martin. Må vi få mange flere af den gode slags.

Snip snap snude, det var det. Nu vender jeg tilbage til at skrive om hverdag, børn, arbejde og det, der lige falder mig ind. Tak fordi du kom med helt i mål. Håber du er blevet glad af at læse med.