13. september 2019
Jeg vågnede lidt i syv, gik i bad og tænkte meget på dagens formandsopgave: At sige et par ord som tak for gæstfriheden, til et par dygtige musikere, som havde inviteret os ud i deres sommerhus til en bid mad og en øvesession. Sætningerne løb rundt i hovedet på mig, og jeg blev enig med mig selv om, at det nok denne gang var en god ide at skrive et lille manuskript, som jeg kunne holde mig til… Det er ellers ikke svært for mig at rejse mig og sige et par ord. Men denne her ville jeg godt have lidt styr på.
Vi kørte til Þingvellir, endnu et historisk vigtigt sted i Island. Geologisk er Þingvellir interessant, for her kan man se to kontinentalplader/tektoniske plader, der ultra langsomt fjerner sig fra hinanden. Jeg begejstres dog langt mere over historierne om, at det islandske AlÞing (parlamentet) holdt til her i 800 år, fra ca. år 1000 e.kr. Jeg forestiller mig høvdinge komme ridende til samling fra hele Island, telte og heste i massevis, historier og sange, alliancer og beslutninger der hænger i luften. Og så glæder jeg mig over at de geologiske forhold har gjort stedet utroligt smukt.
Da bussen igen rullede ud på landevejen var den fuld af spændte forventningsfulde Vocal Linere. Og da den stoppede igen, på en lille jordvej, var det foran Tina Dickow og Helgi Jónssons sommerhus. Tina stod ude foran entrédøren og hilste på os alle sammen, og sko og støvler stablede sig op i entréen efterhånden som alle fandt ind i huset. ”Uvirkeligt” og ”starstuck” var ord der havde floreret blandt os de sidste par dage, efter at nyheden om denne, for os helt særlige invitation var blevet breaket. ”Tør jeg at sige til Tina Dickow at jeg er en virkelig stor fan..?” var nok essensen af de tanker, der blev tænkt rundt omkring i Vocal Line-hoveder. Jeg havde forberedt mig hjemmefra. Hun er god til at lave musik. Jeg er god til at lave ting i læder. Så jeg havde lavet en ting til hende, med reference til hendes poesi, skrevet et kort, og forberedt mig på, at det måske alligevel ikke blev muligt at aflevere gaven til hende. Det blev det, og hun blev glad for den.
Martin kommenterede i øvrigt på et opslag: ”Jeg *elsker* at man flytter til Island for at komme væk fra det hele, og derefter bygger et sommerhus for at komme endnu længere væk”. Med denne udsigt forstår jeg alting.
Det gik op for mig, da bussen igen trillede ud på alfarvej, at dette besøg, med frokost og øvning til koncerten i morgen midt i stuen, var et besøg, hvor begge parter følte en gensidig beundring. Jeg håber ikke det er sidste gang vi får lov at synge sammen, og jeg håber især, at enhver Vocal Liner følte, at de hørte til, i den musikalske superliga, som jeg syntes det var og er.
Ankomst til KEX hostel i Reykjavik, og halvanden times fritid i byen inden vi mødtes ved Hallgrímskirken, hvor vi havde fået lov til at synge en lille spontan koncert. Kirken er den største kirke i Island og er et populært turistmål på grund af sin særlige arkitektur. Det var en gave at få lov til at synge der. Akustikken er aldeles vidunderlig. Vi sang tre-fire sange, og jeg høl af rørelse da vi var færdige. Jeg tror ikke vi nogensinde har lydt smukkere. Sikke en vild dag! Den ligger højt på oplevelsesindex’et.
