Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg fik stress. Om der var noget jeg kunne have gjort, om jeg overså signaler, var det mon gået anderledes hvis, hvis, hvis? Jeg finder aldrig et entydigt svar. Til gengæld åbenbarer der sig ofte nye spørgsmål. Store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør mig glad? Er jeg lykkelig? Hvad skal der til, for at jeg får det godt? 

Tag den plads du er værd! sagde psykologen som jeg blev henvist til, efter mit kollaps. Tag plads, både fysisk og mentalt. Og så fik jeg til opgave at kigge på, hvordan jeg kunne udfylde og udfolde MIG mere i vores hjem. Og vi fandt ud af, at alle de ting som jeg blev glad af at bruge tid på, var aktiviteter, der ikke havde en fast plads til udfoldelse inden for vores fire vægge. Min symaskine stod i et skab. Mit læder og værktøj var ligeledes gemt væk i forskellige skabe rundt om i huset. ”Men jeg har jo skuret”, fik jeg sagt, og kunne godt høre at det var helt galt da det var blevet sagt højt.  Så vi ryddede et hjørne i kontoret, flyttede mine oldeforældres gamle spisebord ind og jeg fik indrettet et permanent læderværksted. Og det er jo fint. Men et fast sted ændrede ikke meget på min opfattelse af VÆRDIEN af de ting jeg fremstiller. På trods af ros og drypvis efterspørgsel har jeg oftere end tit tendens til at tænke, at ingen da vil give rigtige penge for noget jeg har siddet og lavet. For jeg er jo bare mig… 

Et spørgsmål jeg ofte prøver at finde svar på handler om, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad vil jeg gerne lave i dag? Men inden jeg overhovedet er kommet i tanke om en egentlig aktivitet har mit hoved været rundt om den familiære logistik og tidsplan, den generelle ræson i mit ønske  og den specifikke egoisme jeg helt naturligt føler, og som jeg straks tænker er forkert. ”Ej, jeg kan jo ikke, fordi…” En afart af denne tænkning kommer også til udtryk hvis jeg er på restaurant med min mand. Jeg får ham altid til at fortælle, hvad han vil bestille, så tjekker jeg prisen og bestiller noget der er billigere. Det får mig til at føle, at jeg har gjort noget godt for ham… Og GUD hvor er det dog åndssvagt!  Han ved det godt, og er god til at tage mig i det. For hvorfor i alverden giver det mig sådan en følelse, når han nu netop inviterer mig ud og vil give mig lige præcis det jeg har allermest lyst til på menukortet? Når vi tager ud at spise sammen, så spiser vi kød. Bøf. Jeg foreslår ofte kun restauranter, som jeg ved han vil have lyst til at frekventere. Jeg kan ikke foreslå en vegetarrestaurant. Selv om det er spot on det, jeg har lyst til i dag. For det nej, jeg forventer at få fra ham, når jeg foreslår det, har allerede i tankerne fået mig til at føle mig forkert.  Og jeg kan jo da også godt lide kød… Selv hvis det skulle lykkedes mig, at få et uventet ja til mit restaurantønske, så vil det ikke blive noget godt besøg. Jeg vil være observerende med alle sanser, og tage enhver tilkendegivelse af mishag ind, og sætte den på ”FORKERT” kontoen. ”Du fejlede, da du valgte dette sted! Hvad fanden havde du forestillet dig!?” 

Hvis jeg prøver at tænke tilbage for at finde svar på spørgsmålet om, hvad jeg egentlig har lyst til, bliver det ikke nødvendigvis nemmere. Hvad gjorde mig glad som teenager? Som ung voksen? Som barn? Musik har været et gennemgående tema, og teater har også givet mig glæde og følelsen af, at være del af et vigtigt fællesskab. Men jeg var over tyve år og udeboende før jeg rigtig turde at synge som mig. Intet kunne gøre mig mere pinligt berørt som barn end hvis mine forældre antydede, at de kunne høre mig synge gennem døren til mit værelse. For pokker altså! Det var jo mig, hengivet til lykke i mit inderste væsen, og jeg var flov over det! Da jeg for første gang blev forsanger i et rigtig band var det fordi jeg havde fundet modet til at respondere på et papiropslag fra opslagstavlen i Netto, og jeg dukkede op på det aftalte sted og tidspunkt med stålsat vilje til at give det der sanger-noget et ærligt forsøg. Drengene, der manglede en forsanger, kendte mig ikke på forhånd, så jeg følte ikke jeg havde noget at tabe. Hvis de ikke syntes, de kunne bruge mig, så havde jeg haft en god aften alligevel. Men jeg husker stadig den helt igennem vidunderlige følelse det gav mig indeni, da jeg opdagede, at deres ansigter lyste mere og mere op, jo mere helhjertet jeg sang. At jeg kunne høre, at de spillede bedre og bedre, fordi de gjorde sig mere og mere umage. De gad rigtig godt hvis jeg havde lyst til at komme igen ugen efter, og det havde jeg.  

Nogen gange tænker jeg, at jeg godt gad at være skilt. Det er sådan noget man ikke må sige højt, for hvis man har et velfungerende eller bare et fungerende parforhold kan man ikke være bekendt at ønske, at man var single og havde en syv/syv-ordning . Ikke desto mindre kan jeg virkelig misunde dem, jeg kender, der har HELE DØGN for sig selv. Jeg drømmer om, at jeg skulle bruge tiden alene på at finde ud af, hvad JEG kan lide og hvad JEG har lyst til. Jeg skulle lave den mad JEG bedst kan lide, uden at tage hensyn til kræsne familiemedlemmer, og uden at blive ked af deres rynken på næsen over mine favoritter. Jeg skulle se det i TV som JEG synes er interessant. Jeg skulle høre den musik JEG holder af, og det samme nummer på repeat hvis det var det, jeg havde LYST til.  Jeg skulle læse en bog fra ende til anden, uden at tænke på, at tiden brugt på læsning er tid væk fra mand og børn.  Jeg skulle finde ud af, hvad der gør mig glad. Hvem jeg er. 

Nu kan det lyde som om min mand er frygtelig kontrollerende og dårlig for mig at bo sammen med. Det er han ikke. Han er tvært imod frygtelig ked af, at hans eksistens får følelser frem i mig, der gør mig i tvivl om min kerne. Han ville hoppe baglæns på tungen til Kina, hvis det kunne gøre mig glad og give mig tro på mit eget værd. Så vi skal ikke skilles. Jeg skal ændre min tankegang. Der ER plads til mig. Der er plads til alle de ønsker og drømme jeg har. Det er inde i mit hoved forhindringerne er.  Jeg sætter ham og mine børn før mig selv. Jeg giver dem iltmasken i flyveren før jeg tænker på mig. Jeg er et helt igennem godt menneske, der har tendens til selvudslettelse. Og nu lever jeg så også med stress og følgerne deraf. Jeg skal vælge mig selv først. Det er det vigtigste jeg skal lære. Og læringskurven er stejl. Jeg giver op mange gange i løbet af en uge, men bliver heldigvis også opfyldt af modet til at fortsætte, mindst lige så mange gange. Jeg forudser, at jeg skal leve med denne indre kamp resten af mit liv. Og det er nok en forudsætning for min lykke og det gode liv jeg vælger at tro på er tildelt mig.