Ines kom til den terminsdato hun var bestemt til. Dronningens fødselsdag. Det må man kunne kalde rettidig omhu. Især med tanke på, at Ines’ fødselsdag også blev Hr. Møllers sidste dag. En historisk dag at blive født på, vil jeg sige. Vi befandt os på fødegang 1, fødestue 15, midt mellem to veer, da Martin tjekkede sin telefon og kunne fortælle, at Mærsk McKinney Møller var død.

Ines er født kl. 13.53, efter syv minutter med presseveer. Inden da har jeg stået op ad fødelejet og haft veer, og da de endelig blev gode (jordemodersprog for at NU gør de efterhånden RIGTIG ondt) gik min jordemoder med til at tage vandet, så der kunne komme rigtig gang i den (som om der ikke var det i forvejen…) At få taget vandet kræver at man kommer op og ligger på lejet. På ryggen. AV! Det er nok den værste positur jeg kan indtage når jeg har veer. Jeg forstår ikke at kvinder kan føde, liggende på ryggen. Eller jo, men så giver det også mening at få epiduralblokader eller lattergas eller andre drugs. Vi havde et kort besøg på fødestuen af Dr. Nielsen (god, gammel ven og nu læge med ansvar for anæstesi og dermed bl.a. for anlægning af rygmarvsbedøvelser på fødende kvinder) Han var, om ikke chokeret, så meget overrasket over at stemningen på vores fødestue var så afslappet og at vi var så rolige som vi var. Det er nogle andre scenarier han plejer at opleve, når han bliver kaldt ind på en fødestue i arbejdsmedfør…

Jeg sidder på en fødeskammel og har presseveer, og da Ines bliver født hiver jeg hende selv op til mig. Det første hun gør er at skide ud over sig selv og sin mor. Hun er så fin og færdig, og har den mest silkebløde hud man kan ønske sig. Faktisk er hun så fin i huden, som jeg aldrig har set en baby være. Hun er helt perfekt. Og jeg har svært ved at forstå det helt. Tænk at vi har fået endnu et lille velskabt barn. Ved Oles og Evas fødsler har jeg været glad og lykkelig, men denne gang kniber jeg også en tåre. Det er så overvældende. Jeg er mor til tre. Til overflod.

Idag er Ines en uge gammel. En lille lækker marcipangris, der sover meget og spiser godt. Jeg overvældes stadig. Men nu er det over hendes sove-smil, over Oles og Evas åbenlyse glæde over hende og lyst til at være om hende. Ole vil så gerne sidde med hende, og han kysser hende blidt på kinderne og på panden og siger: “Nårh, er du sulten, lille skat?” Eva elsker når Ines er vågen og kigger på hende. Så griner Eva over hele hovedet og siger: “Hi hi hi hi, det’ baby, hun kigger på mig!” Ines er det første de begge to spørger til når de vågner om morgenen.

Tre billeder skal da lige med i anledningen af Ines’ fødsel.