14. september 2019
Fridag i Reykjavik. Gåtur med Sørine og Karl, tur på loppemarked, islandsk burger til frokost og indkøb af vigtig rejsesouvenir: Uldtæppe til vores sofa. I dag, med internettets evige tilstedeværelse er vi jo aldrig ret langt væk fra hinanden. Martin og jeg har som regel kun kontakt med hinanden på sådan en tur, hvis der er nogle praktiske ting vi skal have fælles fodslag om, eller den ene mangler et telefonnummer på en af børnenes legekammerater. Men denne gang har jeg sendt billeder af al flotheden hjem til ham – måske i håb om, at han ville tænke, at dét var værd at se i virkeligheden… Og således kunne jeg også tage billeder og vise ham uldtæpper i forskellige farver, og vi kunne blive enige, hen over Nordatlanten om, hvilket tæppe vi gerne ville have liggende i vores sofa. Smart.
Aftenens koncert, turens sidste, foregik i Harpa, som er et relativt nyt musikhus. Det ligger ved havnefronten i Reykjavik, og er et ret fint sted. Facaden er af glas, som muligvis er coatet med noget nano-halløj. I hvert fald lagde husmoder-Ida mærke til, at glasset slet ikke syntes beskidt, og at regnen, som stod ned det meste af lørdag, løb umærkeligt af, uden at efterlade striber.
Lydprøven var igen en lang omgang, men det er nødvendigt for at give publikum den bedst mulige oplevelse. Helgi og Tina kom og var med til sidste del af lydprøven. Helgi skulle være gæst på vores udgave af hans sang ”Hundred miles” og Tina var gæst på to af sine egne sange, ”The River Of What’s Been” og True North”. Det er virkelig fascinerende at opleve dem i den del af forberedelsen til en koncert. De ved PRÆCIS hvordan det kan lyde, når det lyder rigtig godt. Ida, min mikrofonmakker og jeg er vandt til, at synge på halvdårlig monitorlyd, og vi forlader os på, at vores såkaldte muskulære tonale hukommelse får os helskindede igennem en koncert. Når man lever af musikken, som vores to gæstesolister, så nøjes man ikke. Sejt.
Koncerten var en dobbeltkoncert med det islandske kor Vocal Project. Min mor har en veninde, der bor i Reykjavik, som hun har besøgt to gange. Med næsten 50 års mellemrum. En uges tid før vi rejste fandt hun ud af, at venindens datter synger i Vocal Project, og at vi derfor ville mødes i denne koncert. It’s at small world.
Koncerten blev rigtig god. Jeg besluttede mig for at NYDE den hele vejen. Jeg tror at Tina og Helgi gjorde det samme. Det er virkelig fedt at synge med en stærk backing, som vi utvivlsomt udgør. Jeg har selv prøvet det med et bigband, og kan kun forestille mig, at det er mindst lige så fedt at være solisten foran Vocal Line. Vi sluttede aftenen i Harpa backstage med en hyldestsang til vores egen yndlingsislænding, Gunnar, som tak for at have gjort et helt igennem fantastisk arbejde for, at rejsen til Island blev så vellykket og oplevelsesrig, som den har været. Og tilbage på KEX fik vi os en godnatøl/sjus, og gik tidligt i seng, for hjemrejsen søndag begynder med, at alarmen ringer kl. 04.30…