Jeg har sgu så travlt for tiden. Jeg arbejder meget, jeg passer hus og have, vasketøj og madlavning, jeg prøver at være noget der minder om en nærværende mor for vores tre styks afkom, som jeg holder virkelig meget af, men som nogengange er årsag til mere logistisk udfordring end hyggelig fornøjelse. Vi lever ikke noget der er i nærheden af et Instagram-perfect-life. Vasketøjet hober sig op. Vi kommer for sent i seng fordi døgnet ikke har timer nok. Der bliver mere og mere sort under vores øjne og vi får flere og dybere rynker…

Alligevel er vi ret glade mennesker. For vi forsøger at give og få plads til oplevelser, der sætter sig i os, som vi kan leve på en en tid efterfølgende. Forleden var Martin afløser-sanger i et Melodi Grand Prix kopi-band. Han havde øvet sig, knoklet helt vild for at være skarp på opgaven. Og han gjorde det megagodt. Og havde den bedste følelse i maven efterfølgende. Jeg hørte ham den aften på Fatter Eskild og jeg var hammerstolt af ham (Og lidt beæret over at få lov til at opleve ham udfolde sig som the center of attention. Det havde jeg ikke lige set komme :-))

Og jeg har lige været i Berlin. Med det der kor jeg synger i, Naura. For at synge to koncerter på et lille sted der hedder Cafe Theater Schalotte. Det var en tur som vi havde glædet os til kollektivt i en del måneder nu. Med fælles togtur, overnatning på billigt hostel og ellers lydprøver, koncerter og eventuelt små happenings rundt omkring i Berlin. Der var mange højdepunkter. Tyskerne er ret begejstrede for rytmisk a capella kor, så klapsalverne efter de forskellige numre satte sig godt fast i hukommelsen, og bredte sig i kroppen med en stolthedsfølelse. Især bifaldet efter den sang som jeg er solist i, gav varme og sitren helt ud i fingre og tæer. Spot-lightet var mit og jeg gav mig fuldt ud i Prince’s “How come you don’t call me”. Jeg tror på at man skal tage chancen når man har den, og det gjorde jeg så!

Koret tog en fællestur med U-bahn’en lørdag eftermiddag, og på turen fra Alexanderplatz til Potsdammerplatz forsøgte vi os med et par flash-mobs. Alle ind i samme togvogn, begynd på en sang, hvor flere og flere stemmer i, og til sidst får de andre passagerer i vognen en totaloplevelse, hvor der bliver sunget alle vegne rundt om dem. Først er folk lidt… de forsøger at virke uinteresserede. De synes det er en smule intimiderende. Så bliver de genert-nysgerrige. De bliver forvirrede. De kigger lidt nervøst rundt, smiler usikkert, for til sidst at overgive sig, hive smartphonen frem og filme den oplevelse de ikke har bedt om, men pludselig står midt i. De går hjem, på arbejde, hen til kæresten eller vennerne og siger “Se hvad jeg oplevede i U-bahnen idag, det var sgu vildt!” Det gjorde vi to gange, i to på hinanden følgende togvogne. Med klapsalver, pift og glade tilråb til følge.

På Potsdammerplatz måtte vi ikke synge uden at vi havde en særlig tilladelse. Vi havde ellers stillet os op ved resterne af muren. Men niks. Vi gik op til Brandenburger Tor i stedet og begyndte med en stille sang, stående et stykke fra monumentet. Hurtigt samledes der en del mennesker som lyttede til os og klappede da vi var færdige. “En til, en til”, var der nogen der sagde, og pludselig have vi sunget fem numre der, foran Brandenburger Tor. Midt i det sidste nummer vi sang rullede der pludselig et salatfad med to politibetjente gennem menneskemængden… De kørte laaaangsomt forbi et stykke fra os, holdt stille og tjekkede os helt tydeligt ud. Var vi demonstranter? Fredsforstyrere? Jeg fik lige lidt klamme håndflader, og hjertet bankede en anelse hurtigere. Inde i mit hoved kørte en film hvor hele banden blev taget med på stationen fordi vi ikke havde den tilladelse der skulle til, for at stå og synge et sted, som tiltrækker en masse turister. Det endte dog slet ikke så dramatisk. Den ene betjent klikkede sin kuglepen et par gange, og så rullede vognen stille og roligt væk igen. Behøver jeg at sige at vi forduftede da vi var færdige med den pågældende sang…?

Sådan en tur er jo en ren vitamininsprøjtning til en travl småbørnsmor der elsker den “duft at savsmuld”, som det at optræde med sang og musik kan være. En lokal fotograf tog en masse billeder af os til koncerten, og det her er min favorit.

Billedet er taget i slutningen af mit solonummer. Jeg synger noget meget højt og insisterende. Med udspring i noget desperat, grænsende til klynk. Det virker. Og jeg er god til det. Men det virker kun fordi jeg bliver bakket op af alle de dejlige mennesker, der står bag ved mig. Uden dem ville det være skabagtigt. Pinligt. Forkert. Jeg føler mig aldrig sårbar når jeg synger med dem, for jeg ved, at vi er sammen om det. De giver mig lyst til at give alt jeg har. Sådan er det vist bare.