I nat kl 02.00 ringede vækkeuret og jeg var vågen sekundet efter. Afgang til Billund kl 03.00, for at kunne sidde i en flyver til Amsterdam kl. 06.00. Hele Vocal Line, bortset fra os 6 der rejser i dag er allerede i Rio og poster billeder af fest og farver. Af forskellige årsager er vi 6 Vocal Linere der rejser til Brasillien “til direktørtid”, og jeg har glædet mig! Til flere ting: At komme til Sydamerika. Det ville jeg måske aldrig være kommet hvis ikke jeg var blevet 1. alt i Vocal Line. Det står ikke på min liste over “places to see”. Jeg har ingen forventninger ud over forventningen om én på opleveren. Og så glæder jeg mig til bare at følge efter. At være lemming i det store Vocal Line univers af fede koncertoplevelser, nye bekendtskaber og amazing-ness. Og til at synge, naturligvis. Flyveturen fra Amsterdam til Sao Paolo tager lidt over 11 timer, og der er stadig nogle sange der skal øves. Til den her udsigt er det helt okay.
Det er nu 23 1/2 time siden jeg stod op. Lokalt er klokken 20.35. Vi venter i lufthavnen i Sao Paolo på indenrigsflyet til Porto Alegre. Her skal vi indkvarteres privat den første nat. Ikke helt efter den oprindelige plan. Men vi har ja-hatten på og tar det som en oplevelse. I morgen, søndag aften flyver vi til Rio, for mandag morgen synger vi ved Cristo Redentor på Corcovado. Derefter retur til Porto Alegre og synge koncert mandag aften. Forhåbentlig finder jeg wi-fi igen, om ikke andet, så i en ny lufthavn. Så kommer der flere billeder.