Jeg har det stramt med børn der svarer igen. Børn der vrænger af voksne (og andre børn) ”Du må gerne synes at jeg er en idiot, bare du gør som jeg siger”, er en sætning jeg har sagt til elever mange gange i min karriere som indskolingslærer. Jeg har som barn mødt mange voksne, som jeg ikke syntes om, men som jeg skulle rette mig efter. Og min trøst var altid, at mine tanker om vedkommende var mine egne. Som lærer har jeg aldrig stræbt efter at være en populær voksen. Det har været meget mere interessant at deltage i skabelsen af hele, dannede mennesker. Og i den proces er man ofte den, der udfordrer børnene på deres personlige ståsted. Dét er der noget ved! Men det er en demotiverende faktor at skulle fortælle de samme børn igen og igen, (som tilsyneladende ikke har lært noget af de sidste tredive gange man har fortalt dem) at de ikke skal afbryde, når andre taler.
Da jeg havde sagt farvel til mine piger i skolegarderoben her til morgen og gik ud mod cykelstativerne mødte jeg en flok drenge. En fire-fem stykker. Karmaen omkring dem var ikke videre positiv, de mundhuggedes lidt, en vrængede noget om at sige noget til de voksne. Den største og den mindste af dem syntes at være dem, der havde en beef med hinanden. Den store siger til den lille, at han da nemt kan sparke ham i hovedet, og den lille svarer flabet retur, at det kan han da bare gøre… Og woom! Så svinger den store sit højre ben op i luften og rammer den lille i baghovedet. Lige for næsen af mig. Jeg har en lyserød frakke på, så jeg er ikke lige frem usynlig, og jeg kan slet ikke lade være med at kommentere det, jeg netop har set. ”Det må jeg nok sige!”, siger jeg med høj stemme. ”Det mente du alligevel var en god ide?” Den store dreng kigger åndsfraværende på mig og mumler stille: ”Men han gav mig jo lov”, og trasker videre. ”Ja, men man må altså godt tænke sig om med indersiden af hovedet!”, nærmest råber jeg efter ham. Ingen reaktion. En anden forældre i nærheden ser helt chokeret ud og siger: ”Jeg så ikke hvad der skete, hvad var det for noget?” Jeg forklarer hende hvad jeg havde oplevet, og hun syntes det var godt at jeg havde sagt noget.
Jeg cyklede hjem i syv sind. Skulle jeg have holdt min mund? Nej! Børn har kun gavn af at opleve ægte reaktioner på deres adfærd. Men jeg blandede mig jo i noget som ikke kom mig ved… Måske. Men hvis ikke den lille dreng havde haft sin cykelhjelm på, havde den store så alligevel sparket, og hvordan var det så spændt af? Skulle jeg være gået med dem helt ind i klassen og have ventet på en lærer eller pædagog og have fortalt hvad jeg havde set? Jeg ved jo strengt taget ikke, om den lille dreng havde været mere end almindeligt øretæveindbydende før jeg får et øre ind i samtalen.
Og så tænkte jeg på mit lærerliv. Hvor der flere gange om dagen var situationer af denne slags, med børn der ikke var gode ved andre børn, som ikke kunne forstå fornuft, årsag og virkning. Og børn som havde forældre, der mestendels troede på deres eget barns historie, og ville have møder og særlige indsatser, men ikke forstod, at det også var deres værk og ansvar, at deres barn var som det var.
For et halvt år siden ville jeg også have reageret som jeg gjorde i dag, på situationen med drengene. Men det ville også have betydet, at de følgende dage stod på stresskrop og hjertebanken. Det tror jeg ikke det kommer til, denne gang. Jeg er mest bare ærgerlig over, at børn kan være sådan. Og at jeg lige var der, på netop det tidspunkt. Jeg gider ikke længere opdrage på andre folks børn. Men jeg ville omvendt have haft en endnu dårligere smag i munden, hvis jeg blot var gået forbi uden at sige noget. For så havde jeg svigtet den dreng der blev sparket. Og det kan godt være drengene synes jeg er en idiot. Men jeg er en idiot, der sætter grænser og ikke bare går forbi.