Mit nytårsforsæt om at være hverdagsdiva går meget godt. Jeg købte nye sko med høje hæle i ferien, for jeg synes faktisk at konceptet holder. Og det kræver lidt nyt til fødderne en gang imellem.

Det viser sig dog, at jeg ofte finder de gamle, tilgåede stiletter frem. Dem der er lidt ridsede, lidt slidte, dem som er blevet komfortable på trods af 7-8 cm. hæl. Og hvorfor er det interessant? Fordi det er en allegori.  Det er sådan det er at være midt i implementeringen af en reform.  Jeg søger det, jeg kender og er tryg ved. Martin sagde til mig at han syntes jeg skulle skrive om hvordan det går med alt det nye, reformen, arbejdstidsaftalen. Med mere.

Jeg har bare ikke noget at sige endnu. Man kunne måske tro at jeg gemmer mig bag den gamle traver med, at man kun skal sige noget negativt hvis man også kan sige noget positivt. Det er ikke tilfældet.  Der er -som før reformen- aldrig to dage der er ens. Det er sjældent det samme problem der udfordrer. Og sjældent de samme gyldne øjeblikke med børn eller kolleger der bringer smil og glæde ved arbejdet frem.

Jeg kan sige noget om forskellen på børn i 2. og i 3. klasse. Når man har haft en klasse gennem 1. og 2. klassetrin er det i 3. klasse man begynder at kunne høste frugterne af ens hårde arbejde. Eller må arbejde hårdt for at samle op på børn man har overset (Ja, det sker. Børn kan også det der med “fake it ’till you make it. Og nogle børn “maker” det så alligevel ikke…) I 3. klasse kan vi begynde at blafre lidt med ørerne og børnene kan gives lov til at stikke fagligt af i forskellige retninger. Danskfagligt synes jeg at 3. klasse er mest interessant. Vi begynder at kunne tale om indhold mellem linjerne. Vi får styr på over- og underbegreber. Ordklasser, stavning, formulering, det som gør at man kan give klassen videre til en ny dansklærer og vide, at man har afleveret et hæderligt råmateriale. Jeg synes det er vemodigt at give dem videre. Men det er også fedt at få en helt ny 1. klasse. Hårdt arbejde, men når man er god til det bliver det også en personlig udfordring. Så kan man stille sig selv spørgsmålet: “Hvordan bliver jeg bedre?”

Reformskibet er stævnet ud. Jeg er ikke fan af udtrykket: “Vi bygger skibet mens vi sejler” Det er vel, ret beset og bogstaveligt talt, noget af det dummeste man kan gøre. Det er bare en mekanisk måde at sige “Vi ender med at lave fejl, og sådan er det” Og jeg fungerer meget bedre ved at sige tingene som de er.  For nogle år siden var jeg med på et dagsseminar, sammen med en håndfuld andre medarbejdere fra min skole. Det var spændende. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, men jeg lærte noget om produktionens domæne og reflektionens domæne. Der blev brugt en del formuleringer fra et papir der hedder “Ledelsesgrundlag i Børn og Unge. Det har at gøre med de værdier man fra kommunal side ønsker, at ledere i de forskellige niveauer i Børn og Unge forvaltningen udviser og arbejder efter. Jeg har gemt en post-it fra kurset. Den hænger på indersiden af mit skab på skolen. Der står: “Vi tør give plads til vildskab og erkende fejl.” Jeg skrev den og hængte den op fordi jeg kunne mærke den. Helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Og nu har jeg googlet resten.  Her er det: