Tag-arkiv: forside

Ida

Jeg går lige ud i skuret og finder mig selv

Skriv en kommentar

Jeg tænker ofte over, hvorfor jeg fik stress. Om der var noget jeg kunne have gjort, om jeg overså signaler, var det mon gået anderledes hvis, hvis, hvis? Jeg finder aldrig et entydigt svar. Til gengæld åbenbarer der sig ofte nye spørgsmål. Store spørgsmål. Hvem er jeg? Hvad gør mig glad? Er jeg lykkelig? Hvad skal der til, for at jeg får det godt? 

Tag den plads du er værd! sagde psykologen som jeg blev henvist til, efter mit kollaps. Tag plads, både fysisk og mentalt. Og så fik jeg til opgave at kigge på, hvordan jeg kunne udfylde og udfolde MIG mere i vores hjem. Og vi fandt ud af, at alle de ting som jeg blev glad af at bruge tid på, var aktiviteter, der ikke havde en fast plads til udfoldelse inden for vores fire vægge. Min symaskine stod i et skab. Mit læder og værktøj var ligeledes gemt væk i forskellige skabe rundt om i huset. ”Men jeg har jo skuret”, fik jeg sagt, og kunne godt høre at det var helt galt da det var blevet sagt højt.  Så vi ryddede et hjørne i kontoret, flyttede mine oldeforældres gamle spisebord ind og jeg fik indrettet et permanent læderværksted. Og det er jo fint. Men et fast sted ændrede ikke meget på min opfattelse af VÆRDIEN af de ting jeg fremstiller. På trods af ros og drypvis efterspørgsel har jeg oftere end tit tendens til at tænke, at ingen da vil give rigtige penge for noget jeg har siddet og lavet. For jeg er jo bare mig… 

Et spørgsmål jeg ofte prøver at finde svar på handler om, hvad jeg egentlig har lyst til. Hvad vil jeg gerne lave i dag? Men inden jeg overhovedet er kommet i tanke om en egentlig aktivitet har mit hoved været rundt om den familiære logistik og tidsplan, den generelle ræson i mit ønske  og den specifikke egoisme jeg helt naturligt føler, og som jeg straks tænker er forkert. ”Ej, jeg kan jo ikke, fordi…” En afart af denne tænkning kommer også til udtryk hvis jeg er på restaurant med min mand. Jeg får ham altid til at fortælle, hvad han vil bestille, så tjekker jeg prisen og bestiller noget der er billigere. Det får mig til at føle, at jeg har gjort noget godt for ham… Og GUD hvor er det dog åndssvagt!  Han ved det godt, og er god til at tage mig i det. For hvorfor i alverden giver det mig sådan en følelse, når han nu netop inviterer mig ud og vil give mig lige præcis det jeg har allermest lyst til på menukortet? Når vi tager ud at spise sammen, så spiser vi kød. Bøf. Jeg foreslår ofte kun restauranter, som jeg ved han vil have lyst til at frekventere. Jeg kan ikke foreslå en vegetarrestaurant. Selv om det er spot on det, jeg har lyst til i dag. For det nej, jeg forventer at få fra ham, når jeg foreslår det, har allerede i tankerne fået mig til at føle mig forkert.  Og jeg kan jo da også godt lide kød… Selv hvis det skulle lykkedes mig, at få et uventet ja til mit restaurantønske, så vil det ikke blive noget godt besøg. Jeg vil være observerende med alle sanser, og tage enhver tilkendegivelse af mishag ind, og sætte den på ”FORKERT” kontoen. ”Du fejlede, da du valgte dette sted! Hvad fanden havde du forestillet dig!?” 

Hvis jeg prøver at tænke tilbage for at finde svar på spørgsmålet om, hvad jeg egentlig har lyst til, bliver det ikke nødvendigvis nemmere. Hvad gjorde mig glad som teenager? Som ung voksen? Som barn? Musik har været et gennemgående tema, og teater har også givet mig glæde og følelsen af, at være del af et vigtigt fællesskab. Men jeg var over tyve år og udeboende før jeg rigtig turde at synge som mig. Intet kunne gøre mig mere pinligt berørt som barn end hvis mine forældre antydede, at de kunne høre mig synge gennem døren til mit værelse. For pokker altså! Det var jo mig, hengivet til lykke i mit inderste væsen, og jeg var flov over det! Da jeg for første gang blev forsanger i et rigtig band var det fordi jeg havde fundet modet til at respondere på et papiropslag fra opslagstavlen i Netto, og jeg dukkede op på det aftalte sted og tidspunkt med stålsat vilje til at give det der sanger-noget et ærligt forsøg. Drengene, der manglede en forsanger, kendte mig ikke på forhånd, så jeg følte ikke jeg havde noget at tabe. Hvis de ikke syntes, de kunne bruge mig, så havde jeg haft en god aften alligevel. Men jeg husker stadig den helt igennem vidunderlige følelse det gav mig indeni, da jeg opdagede, at deres ansigter lyste mere og mere op, jo mere helhjertet jeg sang. At jeg kunne høre, at de spillede bedre og bedre, fordi de gjorde sig mere og mere umage. De gad rigtig godt hvis jeg havde lyst til at komme igen ugen efter, og det havde jeg.  

Nogen gange tænker jeg, at jeg godt gad at være skilt. Det er sådan noget man ikke må sige højt, for hvis man har et velfungerende eller bare et fungerende parforhold kan man ikke være bekendt at ønske, at man var single og havde en syv/syv-ordning . Ikke desto mindre kan jeg virkelig misunde dem, jeg kender, der har HELE DØGN for sig selv. Jeg drømmer om, at jeg skulle bruge tiden alene på at finde ud af, hvad JEG kan lide og hvad JEG har lyst til. Jeg skulle lave den mad JEG bedst kan lide, uden at tage hensyn til kræsne familiemedlemmer, og uden at blive ked af deres rynken på næsen over mine favoritter. Jeg skulle se det i TV som JEG synes er interessant. Jeg skulle høre den musik JEG holder af, og det samme nummer på repeat hvis det var det, jeg havde LYST til.  Jeg skulle læse en bog fra ende til anden, uden at tænke på, at tiden brugt på læsning er tid væk fra mand og børn.  Jeg skulle finde ud af, hvad der gør mig glad. Hvem jeg er. 

Nu kan det lyde som om min mand er frygtelig kontrollerende og dårlig for mig at bo sammen med. Det er han ikke. Han er tvært imod frygtelig ked af, at hans eksistens får følelser frem i mig, der gør mig i tvivl om min kerne. Han ville hoppe baglæns på tungen til Kina, hvis det kunne gøre mig glad og give mig tro på mit eget værd. Så vi skal ikke skilles. Jeg skal ændre min tankegang. Der ER plads til mig. Der er plads til alle de ønsker og drømme jeg har. Det er inde i mit hoved forhindringerne er.  Jeg sætter ham og mine børn før mig selv. Jeg giver dem iltmasken i flyveren før jeg tænker på mig. Jeg er et helt igennem godt menneske, der har tendens til selvudslettelse. Og nu lever jeg så også med stress og følgerne deraf. Jeg skal vælge mig selv først. Det er det vigtigste jeg skal lære. Og læringskurven er stejl. Jeg giver op mange gange i løbet af en uge, men bliver heldigvis også opfyldt af modet til at fortsætte, mindst lige så mange gange. Jeg forudser, at jeg skal leve med denne indre kamp resten af mit liv. Og det er nok en forudsætning for min lykke og det gode liv jeg vælger at tro på er tildelt mig. 

Ines, Mit liv som mor

Bagklogskab

5 kommentarer

For et halvt år siden skrev jeg det her om foråret fra helvede, foråret 2013. Dengang overvejede jeg om jeg skulle ledsage min fortælling med billeder af mit syge barn, men jeg lod være, mest fordi jeg ikke selv var klar til at se billederne igennem. Og så fortrængte jeg det, indtil for nylig, hvor flere af mine Facebook-bekendtskaber efterlyste skoldkopper, så de kunne få deres børn smittet… Så fandt jeg billederne frem. Og nu bliver det måske nok en smule klamt, men det er vigtigt for mig at vise, hvad skoldkopper også kan være.

Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.
Dette billede er taget, d. 23. maj, dagen efter de første skoldkopper dukkede op.

IMG_2371
25. maj. Der er mange skoldkopper. Her kan man også se at de er overalt i hovedbunden

IMG_2370
Energiniveauet er lavt. Når hun ikke sover vil hun helst have mig lige i nærheden.

IMG_2375
26. maj. Der er betændelse i en del af skoldkopperne og ansigtet er meget hævet. Ines sover stort set hele dagen og må lokkes til at drikke når hun endelig er vågen.

IMG_2378
27. maj, kl. 14.10. Vi er blevet indlagt. Ines har fået Oles skjorte på. Det er det eneste hun kan få på som ikke generer hende for meget. Der er skoldkopper over alt. Vi venter på at hun skal have lagt et venflon til medicin. Der måtte 20 forsøg til før der blev lagt et der var tilfredsstillende.

IMG_2379
Udsigt til… byggematerialer og blank mur.

IMG_2380
Isolation. For at hun ikke skulle smitte andre børn. Da vi blev genindlagt og hun kom i behandling for blodforgiftning lå vi også i isolation. Denne gang for at hun ikke skulle rage andet skidt til sig.

IMG_2386
28. maj. Febervarm og med drop. Og skorper på mange af elementerne i ansigtet.

IMG_2390
28. maj. Det bliver ikke til meget leg. Ines er klattet og vil helst sidde hos mor, helt stille.

IMG_2402
31. maj. Vi har lånt en barnevogn og går en morgentur. Selv om det ikke ser sådan ud på billedet, så er Ines faktisk godt tilfreds med både frisk luft og luftforandringen.

IMG_2404
Senere samme dag får vi lov at tage hjem. Vi skal komme til stuegang dagen efter, men glæden er stor over at slippe for isolationsstuen og komme hjem.

IMG_2411
31. maj. Eftermiddag. Vi er hjemme og for første gang i dagevis leger Ines lidt alene. Der er dog ikke meget glimt i øjnene. Vores lille pige er stadig syg, vi ved bare slet ikke hvor syg endnu.

 

Vi kom hjem en fredag, var til stuegang lørdag hvor vi blev udskrevet, søndag steg Ines temperatur støt, og da hun ved 17-tiden havde 41 i feber ringede vi til Børneafdelingen i Randers og meddelte at vi ville komme med hende. Der blev taget blodprøver og de viste at hun havde infektion i blodet. Hun fik tre forskellige slags medicin med det samme indtil de fandt ud af hvilken bakterie hun havde i blodet. De følgende dage var hun meget dårlig, hendes temperatur blev fulgt nøje og der blev taget blodprøver ofte for at holde øje med hendes infektionstal. Det var nogle lange dage. 

IMG_2479
11. juni. Ines rejser sig op i sin hospitalsseng. Vi venter på at hun bliver lagt i fuld bedøvelse, for hun skal have indopereret et centralt venekateter, som hun fremover skal have sin medicin igennem. Lægerne mener nemlig på nuværende tidspunkt, at Ines skal have iv-medicin mindst 14 dage frem. Det skulle vise sig at være i brug dobbelt så længe.

 

IMG_2502
Et utydeligt billede af venekateteret, med slange der ender i en studs med prop, der er pakket ind i en skumvaskeklud og sat fast på overarmen i noget elastisk gaze. Vi er nu indlagt hjemme, og overflyttet til Skejby Sygehus, børneafdeling A2, hvor vi kommer tre gange dagligt til medicingivning i CVK’et. (det centrale venekateter)

IMG_2542
5. juli. Vi tilbringer meget tid på Skejby med at vente, men vi får også gode stunder hjemme. Ines har stadig sin lille gazebold på armen, med CVK-slangen i, pakket godt ind så den generer så lidt som muligt.

IMG_2619
17. juli. I lang tid frygtede vi at vi ikke kunne tage til Fanø på sommerferie som vi havde planlagt. Men heldigvis var Ines’ blodprøver så tilfredsstillende at hun d. 10. juli kunne begynde at få medicin som mixur i stedet for gennem CVK’et. Hun begyndte også så småt at gå igen, efter at have haft betændelse siddende i det ene hofteled.

Idag er Ines helt rask. Folk der ikke ved at hun har været syg kan ikke se det på hende. Men jeg kan se det. Jeg kan se alle hendes ar i ansigtet, når jeg kører fingrene gennem hendes hår kan jeg se de hvide plamager i hovedbunden hvor der sad skoldkopper. På hendes ryg er der rigtig mange ar. På dårlige dage ligner det er månelandskab. Hver gang jeg skifter hende kan jeg se arrene fra de skoldkopper i bleområdet som var længst om at hele. Hun er stadig en lille pige, og der kan ske en stor udvikling med hendes hud. Men mit bedste bud er, at hun er mærket af det for livet. Heldigvis er hun fuld af liv og smil, knus og latter, kys og gnistrende øjne. Hun er videre. Dem der har sværest ved at komme sig over forløbet og oplevelsen, det er hendes far og mig. Når hun gør et eller andet nuttet eller siger et nyt ord kan vi stadig kigge på hinanden og føle stor taknemmelighed over, at hun er i live. Vi ved godt, at vi kunne have mistet hende. Og det er nok det, vi arbejder på at forstå fuldt ud.

 

Ida

Det er ikke blevet nemmere

Skriv en kommentar

Min fars død har lært mig noget om sorg. Den er forbandet allestedsnærværende. Sorg må ikke forveksles med et sår, der har mulighed for at hele. Sorg er forbundet med et tab af noget, man aldrig får igen. Og intet, ikke engang tiden, kan give løfter om, at sorgen engang begynder at give slip. Julen i år har været hård for mig og mit savn. Den første jul uden min far tilbragte vi på Skejby Sygehus med meget syge børn, så al min opmærksomhed gik til dem. Den anden jul uden min far blev en rigtig julet jul, hvor jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at kompensere for, at vores jul året før var som den var. Og i år gjorde det først rigtig ondt. Tiden inden jul har været opfyldt af tanker om hussalg og flytning og julen har nærmest været i vejen. Det er i hvert fald sådan det har været i mit hoved. Julegaverne er da blevet købt, men jeg har ikke nydt det. Det blev en rigtig pligt-ting. “Det er fordi vi skal flytte, og ikke har plads til at have alt det stående”, tænkte jeg hele tiden. Juleaftensdag var hæslig. Jeg ordnede praktiske ting om formiddagen og havde ondt i maven. Og jeg kunne godt mærke at det ikke var en julemavepine. Det var en savne-mavepine. Vi sov middagssøvn, jeg gik i bad og græd under bruseren. Ole stod op og kom i sit fine tøj. Jeg kæmpede med tårerne mens tanker om hvad min far ville have syntes om min flotte, dejlige dreng, drønede rundt i mit hoved. Han elskede mine børn. Og han ville have elsket at Ole selv havde valgt at have skjorte, slips og vest på. Eva og Ines vågnede også og kom i tøjet. Et par skønne piger i hver deres nye kjole, med glimtende strømpebukser til. For pokker, hvor var mine tre børn flotte. Og jeg følte mig så fortabt. Bilturen ud til mine svigerforældre, der ventede med juletræ, julemad og gaver var en styrkeprøve i at gøre, som jeg har lært man gør. Jeg havde hele tiden lyst til at bede Martin om at vende bilen, så vi kunne køre hjem og jeg kunne krybe under min dyne og blive væk – helt væk. Helst med mine tre børn i favnen. (Chancen for at de ville ligge stille samtidig og være med til dyneputningsmanøvren  afholdt mig vist fra at foreslå det…) Jeg husker ikke så meget fra resten af aftenen. Heldigvis er Ines stadig en baby, som holder af at ligge ved sin mors bryst, så jeg trak mig vist tilbage et par gange med hende (som undskylning) og sad bare helt stille med lukkede øjne og savnede. Hun var i øvrigt et oplivende moment da vi travede rundt om juletræet. Barnets begejstring er fantastisk og noget, vi voksne burde lære af. Vi mister umiddelbarheden med alderen. Vi sang “Dejlig er jorden” rundt om træet. Det var dejligt. Jeg har altid holdt meget af den salme. Vi sang den da min fars kiste var blevet sænket ned i graven, og vi sang den rundt om juletræet. Begge dele er rigtigt for mig. Da vi kørte hjem gik det op for mig at klokken kun var 21.30. Jeg følte at aftenen havde været et marathon. Og jeg var træt ud i hver en knogle. Min livline, det, der holdt mig gående aftenen igennem var en sætning som Martin sagde til mig inden vi skulle ud af døren og afsted. “Jeg skal nok passe på dig”. Vel hjemme igen bar vi julegaver ind i stuen og sovende børn op i seng. Sorgen, den forbandede allestedsnærværende sorg giver ikke slip foreløbig. Og folk der spørger om man er ved at være ovre ens fars død har enten ikke selv følt sorg over en elsket eller også har de lagt låg på. Jeg har lovet mig selv at jeg aldrig vil spørge et andet menneske om hvordan vedkommende har det, hvis ikke jeg er klar til at høre svaret – det ærlige svar – og forholde mig til det. Men sorgen er ikke udelukkende negativ. Sorgen har indtil videre også lært mig at perspektivere mit liv og de ting jeg bruger tid på. Den har givet mig visheden om, at så længe jeg har Martin, Ole, Eva og Ines, så kan jeg klare hvad som helst. Også en juleaften jeg helst ville have været foruden…