Min arbejdsgiver, KL, har varslet at jeg og mine kolleger bliver lockout’et fra vores arbejdspladser fra begyndelsen af april, hvis ikke der findes en løsning på de forhandlinger om vores overenskomst, der efter nogens opfattelse er kørt fast, brudt sammen og umuliggjorte af krav der ikke kan mødes. I dagspressen kan man læse, at det tilsyneladende har været KLs plan hele tiden, at lærernes nuværende aftaler om arbejdstid ikke skal danne grundlag for nye overenskomstforhandlinger, og at det er holdningen fordi vores effektive undervisningstid skal øges, for at kunne finansiere visionerne om en heldagsskole, som den kommende folkeskolereform indeholder.

Jeg ved ikke om heldagsskole er bedre for elevernes læring end den måde, vi lige nu holder skole på her i Danmark. Jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det. Og jeg har ikke fulgt godt nok med og læst undersøgelser om dette og hint, så jeg kan ikke udtale mig om hvad videnskaben mener om heldagsskolen. Jeg kan tænke, at det virker kontrollerende at ville holde eleverne i skolen hele dagen. Hvornår skal de mindre børn så gå til sport, til musikundervisning, til spejder, til alle de der skønne ting som giver dem flere nuancer og tilføjer dem dannelse? Hvornår skal de større børn så, udover deres fritidsinteresser, passe deres fritidsjob, som giver dem deres første arbejdsmarkedserfaring og, ikke mindst, deres eftertragtede lommepenge?  Der er selvfølgelig den åbenlyse fordel ved heldagsskolen, at de unge mennesker, der ellers ville hænge på gadehjørnerne og gøre dumme ting, er i skole til kl. 16 (tror jeg) og så laver de da ikke ballade så længe…

KL vil gerne have at jeg underviser mere. Det kan jeg godt, hvis jeg skal. Så er der bare noget andet jeg ikke skal lave. Men hvad? Altså: Jeg kunne holde op med at tage telefonen om aftenen når en forældre ringer, fordi vedkommende har en bekymring om deres barn, som jeg skal indvies i. Jeg kunne i det hele taget holde op med at arbejde hjemme. Altså ingen besvarelse af mails mellem kl. 16.00 og kl. 8.00, ingen skrivning af elevplaner, ingen retning af opgaver. Godt, væk med det. Min arbejdstid skal også være mere normal end den er nu. I den forbindelse kunne jeg holde op med at lave teaterprojekter med mine klasser. (Det elsker børnene ellers…) Det involverer som regel en aftenforestilling for forældre og søskende. Hvis jeg nu alligevel ikke kan lade være med at kaste mig ud i et teaterprojekt, må vi placere forestillingen mellem kl. 8.00 og kl. 16.00 i stedet for, når nu min arbejdstid skal være så normal som mulig. Lejrskole, det er i hvert fald helt udelukket hvis min arbejdstid skal normaliseres. Og skole-hjem-samtalerne, dem skal vi også have flyttet op og klemt ind mellem kl. 8.00 og kl. 16.00. Hvis man skal til lægen er det jo samme deal, så det kan jeg vel også forvente at forældrene synes er okay. Så er det jo som det er alle andre steder i det kommunale… Forberedelsen må jeg skære ned på, hvis jeg skal undervise noget mere. Jeg må begynde at følge lærervejledningen slavisk, og lægge bånd på de gode ideer jeg skulle finde på at få undervejs i et undervisningsforløb. Det ville være synd at gå i gang med at forberede noget jeg alligevel ikke kan gøre ordentlig færdig. Så ud med de kreative tanker, de mangeartede måder at undervise på og ud med metodefriheden. Jeg får ikke løn for at forberede god undervisning, jeg får løn for at udføre megen undervisning.

Alt det her kan jeg godt gøre. Jeg har ikke lyst til det, men jeg kan godt gøre det. Jeg tror ikke det vil give den bedste folkeskole for alle, som den kommende reform ellers lægger op til. Men hvis det er dét politikerne og KL ønsker, så er det dét lærerne må give dem. Hvis de er så forhippede på at det skal blive som de har tænkt, at de truer med lockout, så må de virkelig mene at de har fat i den lange ende. Og så må vi prøve det. Det vil krænke min professionelle stolthed at jeg må give køb på min faglighed, mine gode metoder og min lyst til at gøre en forskel for mine elever, men jeg bliver ikke hørt, selvom lærerne nok skulle være de første til at vide, hvad der virker og ikke virker i den danske folkeskole. Men vi skal bidrage til finansieringen af reformen. Basta. Det har nogen bestemt sig for.

Jeg er spændt på hvornår forældrene melder sig på banen. KL er snedige. Politikerne er snedige. Indførelsen af heldagsskolen medvirker til, at SFO-tiden forkortes, og det skal naturligvis afspejle sig i, at forældrebetalingen til en SFO-plads skal falde. Man skal ikke betale for mere end man får. Det vil glæde børnefamilier med trængt økonomi. Og jeg ved som sagt ikke, hvad heldagsskolen er for en størrelse. Jeg kan ikke fortælle forældrene om de får valuta for den ekstra tid børnene skal være i skole i forhold til i dag. Det er noget, de må erfare ved at lade deres børn være prøvekaniner i den kommende skolereform.

Hvis det er så stort et ønske for regeringen at børnene får mere undervisning, så synes jeg de skulle bestemme, at børnene skal gå i skole nogle flere dage i gennemsnit om året. I stedet for 200 skoledage i snit kunne man sætte det op med en uge, måske 14 dage. Det er ikke kun lærernes arbejdstidsaftale, der blokerer for muligheder. Flere skoledage om året kunne være en lille bæk, der er med til at gøre åen større.

Jeg gider ikke tale med folk der synes, det er luksus at jeg har en lang sommerferie. Der er ingen af dem der vil bytte job med mig, når det kommer til stykket. Min sommerferie begynder, når jeg er færdig med at lave årsplan, bestille materialer til det kommende skoleår, overlevere og modtage oplysninger om elever til kolleger, rydde op og gøre klar til at modtage eleverne igen. Jeg gider ikke høre på folk der jamrer over at jeg en dag går tidligt hjem fra arbejde. De ville korse sig og løbe skrigende bort, hvis de blev udsat for de konflikter jeg ind i mellem skal hjælpe eleverne med at løse. Så jeg går tidligt hjem fra arbejde ind i mellem. For at få mit arbejde på afstand, så jeg kan være klar igen til næste dag og være en tydelig og pålidelig voksen for mine elever. Jeg elsker mit job. Helt ærligt, så er jeg vild med at være lærer. I visse selskaber er det ikke comme il faut at sige sådan. Til visse tider bliver sådan en udtalelse ikke vel modtaget. Men jeg elsker mit job, og jeg er vildt god til det. Jeg brokker mig ikke over at min ferie er fastlagt til bestemte tidspunkter, hvor alle charterrejserne i øvrigt koster spidsen af en jetjager. Det er sådan det er, når man vil være lærer. Og det betyder så lidt i det store perspektiv. Jeg klager ikke over, at min arbejdstid er unormal og at forældrene kontakter mig på skæve tidspunkter, eller at de kun kan komme til skolehjemsamtaler efter kl. 18.00. Det er blandt andet et godt og fleksibelt forældresamarbejde, der kan gøre den store forskel. Undervisning er vigtig, men folkeskolens opgave indeholder meget mere end det. Bløde opgaver som omsorg og opmærksomhed er det, der kan gøre forskellen for nogle elever. Og de opgaver er så svære at værdisætte. Forældre og børn med ressourcer skal forvente at give mere end de får. Tidsmæssigt og menneskeligt. Fra nu af, og resten af deres liv. Det er også en tankegang der kan løfte folkeskolen og eleverne i den.

Da jeg gik på seminariet drømte jeg om at oprette en skole for velopdragne børn. Jeg synes det var frustrerende at god undervisningstid skulle gå med at guide, løse konflikter og mægle mellem elever. I en klasse med udelukkende velopdragne børn kunne al tiden bruges på at gøre dem klogere og dygtigere. Men en del af den dannelse skolen kan give, er netop mødet mellem børn der er forskellige og har forskellige forudsætninger. Alle børn har fortjent en god skolegang. Alle børn har fortjent at lære alt det de kan. Og alle børn har fortjent at møde modsætninger som de kan spejle sig i. Så skolen for velopdragne børn er sat ud på et sidespor. Jeg er klar på den udfordring som mine elever giver mig.

Den kommende tid bliver interessant. Min fagforening, mine kolleger og jeg har et stort oplysningsarbejde at gøre. Jeg tror ikke det er gået op for forældre og elever hvad den ønskede skolereform betyder for skoleformen i Danmark. De sammenbrudte overenskomstforhandlinger er meget mere end sammenbrudte overenskomstforhandlinger. De er en brik i et større puslespil om magten i skolen.