Tag-arkiv: stress

En jubilæumsdag

I dag er en jubilæumsdag. Dem får jeg flere og flere af, og jeg kan faktisk ikke få nok af dem. En milepæl er, udover at være en fysisk sten eller træpæl i vejkanten, der angiver afstand fra et bestemt sted, også i overført betydning en skelsættende begivenhed. Det er for mig markeringen af, at jeg når til forskellige erkendelser eller opnår en forståelsesmæssig anciennitet i mig selv. Og i dag er altså endnu en dag, der er værd at fejre. Jeg har 1 års jubilæum som fuldtidsansat i en ny lærerstilling efter at jeg fik stress og blev fyret fra min første lærerstilling.

Min liste over ønskejobs gennem tiden er lang. Det første jeg gerne ville være var prinsesse, skarpt efterfulgt af lokomotivfører. Så ville jeg være skuespiller. I 6. klasse fik jeg en ny klasselærer. Gurli var fantastisk, og hun modellerede, sammen med Tove som jeg fik til tysk i 7. klasse, mine første forestillinger om, at jeg ville være lærer. Men det kunne jeg jo ikke sige højt, for min egen mor var lærer, og den gryde skulle jeg i hvert fald ikke falde i. Så jeg kamuflerede min interesse for det danske og andre sprog bag en ide om, at jeg ville være forfatter. Jeg forsøgte mig med at skrive, men jeg kan ikke skrive fiktion. Jeg skriver om oplevelser, følelser, tanker, holdninger i relation til min virkelighed, og jeg holder af at jonglere med sproget og udforske ord og deres betydning. Min trang til kreativ udfoldelse fik jeg parkeret i ønsket om at blive enten blomsterbinder eller guldsmed. Og det var nemt at sige, men svært at gøre noget ved, for jeg kunne ikke gennemskue, hvordan jeg skulle skaffe mig en læreplads, og det med at spørge om hjælp til den slags, det havde jeg endnu ikke lært. I virkeligheden er det at bede om hjælp noget af det, jeg stadig øver mig på.

En plads på skuespillerskolen skulle i år 2000 opnås ved, at man gik til en optagelsesprøve, så det gjorde jeg. Halvhjertet. Eller. Jeg gjorde mit bedste da jeg stod foran juryen og spillede en monolog fra Federico García Lorcas stykke ”Bernarda Albas hus”. Men jeg vidste godt, at det ikke var godt nok til at slippe gennem nåleøjet, og allerede da jeg forlod teatret i Odense efter prøven, blev skuespildrømmen lagt pænt på hylden. Jeg er alt for meget et livrem-og-seler-menneske til at have en profession, hvor jeg ikke ved om jeg har et job om 4 måneder, når turneen er slut.

Der er mange grunde til at jeg endte på seminariet og tog en læreruddannelse. Inden jeg endte der, var jeg en tur forbi sygeplejeuddannelsen, for jeg ville jo gerne være noget med mennesker. Jeg havde også perioder med job så forskellige som handicaphjælper, fuldtidspiccoline ved en kreditforening, pædagogmedhjælper, juleassistance i en boghandel og tankpasser og jeg var på to højskoleophold inden jeg valgte at søge ind på seminariet. Jeg havde svært ved at vælge, hvad jeg gerne ville fordybe mig i, og selv om jeg kunne have valgt at søge ind på universitetet og læse dansk eller historie, eller tage en håndværksmæssig uddannelse, så var seminariet – set udefra og oplevet indefra – et slaraffenland, hvor jeg ikke skulle nøjes med at vælge ét fag, men kunne få en uddannelse med fire forskellige fag og deraf følgende kompetencer. Og jeg har aldrig været god til kun at spille på én hest, og jeg lukker helst ikke nogen døre, for tænk nu hvis… Og så blev jeg lærer. Og så fik jeg en fastansættelse på en stor skole. Og SÅ fik jeg mit praksischok. Jeg kender ikke nogen nyuddannede lærere, der ikke oplever virkeligheden i skolen som overvældende. De fleste kommer igennem det og lærer noget af deres praksischok. Andre forlader skoleverdenen og kommer aldrig tilbage.

Efter 11 år som lærer i indskolingen fik jeg stress. Nej, der kulminerede den overbelastning som mit job og min tilværelse havde akkumuleret gennem flere år. Der er mange grunde til, at jeg endte i en spiral der belastede mig psykisk og fysisk. I mine forsøg på at gøre mit arbejde godt i en organisation hvor man faktisk sjældent bliver set in action af sin ledelse, overgjorde jeg mange ting, for at være sikker på, at det var godt nok. Mennesker vil gerne roses. Anerkendes for de gode ting de gør. Og i mine bestræbelser for at få anerkendelse for mit arbejde tabte jeg mig selv. Det kom til at betyde mere, hvad andre syntes, end hvad jeg selv syntes. Elevernes opførsel blev et af knudepunkterne i min overbelastning. Jeg fik den opfattelse, at elevernes dårlige opførsel spejlede over på mig, og by association gjorde mig til en dårligere lærer. Men hvis mine elever opførte sig pænt, så måtte alle da kunne se, at jeg gjorde det godt nok. Og stille og roligt blev mine værdier om, hvad god opførsel mellem mennesker er, til regler. Og det er her det bliver farligt. Værdier er vigtige. De er med til at definere dig som menneske. I det danske demokratiske samfund er det dine værdier der bestemmer, hvilket politisk parti du placerer din sympati hos. Det er dine værdier der binder dig sammen i fællesskaber med andre mennesker. Og dine værdier kan ændre sig. Værdier er psykologisk fleksible. Den fleksibilitet forsvinder, når værdier bliver til regler. For når noget er blevet en regel, kan man ikke en gang imellem afvige fra den uden af føle, at man overtræder sine egne grænser.  I tak med at mine værdier om hvordan vi opfører os overfor hinanden blev til regler, fik jeg overtrådt mine grænser mere og mere, dag ud og dag ind. ”Jeg bryder mig ikke om at høre på at du bander” blev til ”Du må ikke bande”. ”Jeg vil ikke hjælpe dig når du svarer mig igen” blev til ”Du må ikke svare igen”. I stedet for at værne om mine egne grænser, gøre dem synlige for mine elever og give dem en mulighed for at spejle sig i dem, blev jeg en rodebutik af regler, som kun de mest velopdragne børn kunne se systemet og fornuften i. Og samtidig efterlod jeg alle de andre børn med muligheden for at trampe ind over mine grænser flere gange dagligt. De vidste ikke bedre. Og jeg var så desperat efter anerkendelse, at jeg ikke så skoven for bare træer.

Graden af stress kan sættes op som en brøk. Det lærte jeg af den kommunale psykolog, som jeg fik hjælp hos efter mit kollaps. Oven over brøkstregen placerer man belastningerne, de indre så vel som de ydre. Under stregen placerer man de handlestrategier man har og udvikler gennem livet, til at håndtere belastningerne. Herefter er der flere knapper man kan skrue på. Man kan udvikle masser af handlestrategier til at håndtere belastningerne. Sørge for at fylde sin værktøjskasse med hele paletten af muligheder for at deale med pres. Men man kan også vælge at skrue på, hvor mange belastninger man udsætter sig selv for. Det er det, krop og hoved gør, når systemet trækker i nødbremsen og kollapser. Det insisterer på at blive FRI for alle de belastninger. Det bør alle mennesker blive bedre til. Det vil med garanti øge den mentale sundhed betragteligt. Men ved du hvad. Det er svært. For det kræver, at man mærker sig selv og at man derefter er tro mod det, man mærker. Det er en af de sværeste mentale øvelser jeg har været igennem. Og som jeg hver dag skal holde mig selv op på. Som jeg har skrevet om før, så er jeg sådan en slags kvinde der kan have en selvudslettende tendens til at opfylde min families behov, før jeg mærker mig selv. At tage min egen iltmaske på først falder mig ikke naturligt, men med øvelse bliver det mere reglen end undtagelsen. Og det er en af de mange grunde der er til, at jeg i dag kan fejre, at jeg har været fastansat i en fuldtids lærerstilling i et helt år, siden et andet lærerjob kørte mig ud over kanten. I mine mørkeste stunder efter mit kollaps kunne jeg ikke forestille mig, at jeg nogensinde ville blive rask nok til at have et fuldtidsjob igen. Jeg forestillede mig også, at det, jeg ville kunne mestre var at gå på et lager og sætte ting på plads. Eller pakke ordrer for et internetfirma. Uden kolleger der forstyrrede. En totalt forudsigelig hverdag med lister, der skulle følges og kasser, der skulle stå de rigtige steder. Ro og orden, som mit hoved og min krop så desperat ønskede sig. I stedet for at få et job med den ydre ro og orden, har jeg brugt min tid og energi på at få indre ro og orden. Jeg har udvidet mine handlemuligheder. Og derfor kan jeg i dag passe et lærerjob i en 1. klasse. Jeg kan gøre det, som jeg er virkelig god til og har masser af erfaring med, uden at belastningen bliver for stor. Der er skruet på begge knapper. Ned med belastningerne, op med handlemulighederne. Og jeg ville være et skarn hvis ikke jeg var stolt af mig selv over, hvor langt jeg er nået.

Og hvordan fejrer man så sådan en jubilæumsdag? Jeg tænker at jeg skal gå mig en lang tur i tøvejret. Spille et spil med mine børn, hvis de har lyst. Altså et spil jeg vælger, iggå. Spise mad der gør mig glad og se det nyeste afsnit af I Hus Til Halsen. Og gå forbi milepælen med tro på, at jeg kan fejre mig selv og min rejse igen om et år.