Idag er det fire måneder siden jeg fødte vores yngste (og sidste) barn. Søde lille Ines er vild med verden og med sine søskende. Hun vil gerne smile til Martin, hun kan godt grine sammen med mig, men hun klukker af grin når Ole og Eva folder sig ud og laver kunster for hende. Tænk at et barn på fire måneder kan more sig! Det synes jeg er ret fantastisk. Når Ole laver sit falde-på-halen-nummer er hun helt færdig af grin. Det er vildt at hun kan opfatte, at han gør det for sjov og ikke slår sig når han falder.

Idag er det også ti år og ti dage siden Martin så mig for første gang. Den 6. august 2002 var en lun sommerdag. Jeg var på en af mine mange ture rundt i min nye by, Århus på rulleskøjter og nød solen og min frihed til at gøre lige det jeg havde lyst til. Jeg rullede tilfældigvis forbi Århus Stadion. Der var pyntet op, og en del mennesker var stimlet sammen. For Manchester United var på besøg og skulle spille kamp mod AGF om aftenen. Og sørme om ikke der var åben for publikum til formiddagens træning. Da jeg havde set det jeg gad, gik jeg ud foran stadion igen. Her var Manchester Uniteds bus kørt i stilling, for drengene skulle hjem på hotellet og hvile lidt. Til min store overraskelse stod jeg pludselig ved siden af David Beckham, som var på vej ind i bussen… Og kunne konstatere at han også er lækker i virkeligheden.

Hvor bliver Martin af, spørger du nok. Han kommer. Jeg kunne bare ikke lade være med at namedroppe, nu hvor jeg faktisk havde noget at have det i. Om aftenen efter denne hersens venskabskamp eller træningskamp eller opvisningskamp eller hvad-det-så-end-var, skulle LeFreak spille på Train til afterparty’et, og på trods af at jeg på daværende tidspunkt kun havde boet i smilets by i godt halvanden måned, havde jeg fået kontakt med de rigtige mennesker og var blevet skrevet i døren til denne lille, men ganske særlige event. Det var til denne event at en århusiansk pige fik muligheden for at lære David Beckham lidt bedre at kende end de fleste. Og for at se en suite på Hotel Royal indefra. Hun greb dagen. I can’t blame her. 🙂

Nå, tilbage til det, der fik betydning for mit liv. På Train blev jeg spottet. Af min nuværende mand og far til mine tre skønne børn. Han tager ikke kontakt til mig, ser mig bare og tænker at jeg er vildt lækker, men også totalt utilnærmelig og way out of his league. Det skulle heldigvis blive løgn. Efteråret 2002 bliver den tid hvor vi lærer hinanden at kende, hvor han kryber ind under huden på mig, og hvor jeg taber mit hjerte fuldstændig til ham. Efteråret 2012 bliver den tid, hvor jeg her på bloggen ruller historien ud for mig selv og for dem der må finde det interessant.

Åh, og bonusinfo’en om aftenen på Train må være, at jeg faktisk kom der fordi jeg var lidt vild med en anden. Og jeg havde i øvrigt et par meget stramme yndlingsjeans på, som jeg  ikke rigtig har kunnet passe siden…