Den 27. oktober 2002 skrev jeg i min dagbog: “Jeg har haft en uge hvor jeg har brugt rigtig meget tid på Messenger i “selskab” med Martin K. Det er lidt flirteagtigt til tider… Det er lidt underligt, for umiddelbart er han slet ikke min type, men der er noget ved ham…” Der vinkes med vognstænger, men jeg er åbentbart ikke klar til at fatte hvad det er jeg har gang i, for vi er stadig et stykke fra målet, så:

For ti år siden idag sad jeg på Martins futon og kiggede på CD’er, lyttede til musik og snakkede med ham som om vi havde kendt hinanden hele livet. Det var en mandag, jeg kom kl. 13.00 og gik først hjem kl. 23.30. Og da jeg kom hjem chattede vi videre i 5 kvarter over Messenger. Han var lige blevet opereret i knæet og trængte til selskab, så jeg havde tilbudt at komme forbi når jeg var færdig på seminariet. Han var i øvrigt også, i forbindelse med operationen, gået glip af en fantastisk koncert med Jonatha Brooke på Voxhall, og jeg havde derfor fået et par af hans CD’er med til koncerten, så jeg kunne få dem signeret til ham, hvis lejligheden bød sig. Det gjorde den, så dem skulle han jo have overrakt behørigt. Det var første gang jeg besøgte ham, og jeg kan huske, at jeg syntes der var ret fint ryddet op. Det var han umiddelbart bedre til end mig… Han åbnede efter et stykke tid, for han var iført DonJoy for at holde knæet i ro efter operationen, så min indre Florence Nightingale var straks igang med at finde på ting jeg kunne hjælpe ham med. Og da klokken pludselig var tæt på aftensmadstid, tilbød jeg at vi kunne spise sammen, så han ikke skulle stå i køkkenet på det der dårlige ben. Vi gik sammen ned i Alta og fik handlet, og hjemme igen fik jeg lavet lidt at spise. Men altså, ti og en halv time… Jeg husker at vi hørte musik og skiftedes til at finde gode CD’er og lytte til yndlingsnumre. Og jeg husker, at vi fandt ud af, at vi havde det samme yndlings RayDeeOhh nr. Men det har vi nok ikke fået ti og en halv time til at gå med… Vi må have talt om alt mulig andet. Det var i hvert fald hyggeligt. Og jo, vi nøjedes med at tale. Han var jo stadig ikke rigtig min type. På et tidspunkt ringede det på døren, og i Martins lejlighed skulle man ud af en dør og hen ad en gang for at åbne døren til gaden. Det var Martins far der ringede på og Martin gik ud og åbnede og kom kort tid efter ind igen, alene. Til vores bryllup underholdt min svigerfar med, at han den dag fik en fornemmelse af, at der var en anden gæst i lejligheden, som Martin foretrak at holde for sig selv. Han var pludselig blevet så bred i døråbningen, på trods af ny-opereret knæ….

Da jeg kom hjem fortsatte snakken som sagt på Messenger. Det var dengang jeg kunne holde mig vågen til engang efter midnat. Det har børnefamiliekonceptet efterfølgende lagt sin klamme hånd tungt på. Men efter at computeren var blevet slukket og jeg var krøbet under dynen skrev jeg i min dagbog at vi havde grinet og snakket og bare været, og at det havde været rigtig hyggeligt. De sidste ord mandag d. 4/11 2002 fik med på vejen var: “Jeg har haft alletiders dag!!!”

Men skal de ikke snart kysse med hinanden og blive rigtig kærester, spørger du nok… Jo jo, alt godt kommer til den der venter, og en Klovborg ost tar den tid en Klovborg ost skal tage. Du må vente lidt endnu…