10. september 2019
Det er længe siden jeg har følt mig så lille bitte. Men Island tænder for noget perspektiv i mig. I dag har jeg set natur, som jeg aldrig selv ville have kunnet forestille mig fandtes i denne verden. Usandsynlige lavaformationer, skabt af damp for tusind år siden. Kogende, stinkende mudderpøle i dragende farver. Tusind forskellige nuancer af grå, imellem lavamarken på jorden og de dramatiske skyer på himlen, eller i den klippeside, der lignede små grå sukkerknalde nogen havde stablet tilfældigt ovenpå hinanden. Sorte bjerge midt i store vidder. Majestætiske vandfald, der løber hvor de vil, med en uforståelig volumen og kraft. Og varmt vand midt ude i det islandske efterår, som smøg sig silkeblødt om min krop, mens jeg sang med de dejligste sangermennesker, jeg kender.
Det var endnu en dag med mange timer i et bussæde. Men konstant med en udsigt, der kunne tage vejret fra mig med sin skønhed, eller med sin konstante forandring. Jeg har haft vand i øjnene flere gange over den selvfølgelighed landskabet udstråler. Mennesker, I må gerne være her. Men det er altså Moder Natur, der bestemmer. Jeg oplever et enormt ingenmandsland, der føles så vedkommende, at jeg former sætninger i mit hoved, der skal overbevise min familie om, at Island er et besøg værd. At se mod horisonten og finde roen i, at være præcis hvor jeg skal være. At være i stand til at se langt længere ud over vidder en jeg nogensinde før har gjort, er som at komme hjem i mig selv.
Det mest rørende i dag var dog ikke kun al den vidunderlighed som naturen kunne byde på. Gunnar, som synger 2. bas, er født og opvokset i Island, øst for Akureyri, som var det område vi udforskede i dag. Og han viste os sit barndomshjem, sin fødegård. Bussen kørte blot en tur rundt i gårdspladsen, mens han fortalte om, at de træer vi kunne se lidt nord for gården, dem havde ham og hans familie plantet. Hvor tit lukker vi folk ind i vores fortid, som vi møder i vores nutid? I dag bor hans familie ikke længere på gården, de ejer en restaurant, hvor vi spiste vores aftensmad på tilbagevejen. Jeg bryder mig ikke om lam. Men jeg tager gerne tilbage til Dalakofinn og spiser deres lammesteg igen. Sikke en dejlig dag!
