Jeg har det stramt med børn der svarer igen. Børn der vrænger af voksne (og andre børn) ”Du må gerne synes at jeg er en idiot, bare du gør som jeg siger”, er en sætning jeg har sagt til elever mange gange i min karriere som indskolingslærer. Jeg har som barn mødt mange voksne, som jeg ikke syntes om, men som jeg skulle rette mig efter. Og min trøst var altid, at mine tanker om vedkommende var mine egne. Som lærer har jeg aldrig stræbt efter at være en populær voksen. Det har været meget mere interessant at deltage i skabelsen af hele, dannede mennesker. Og i den proces er man ofte den, der udfordrer børnene på deres personlige ståsted. Dét er der noget ved! Men det er en demotiverende faktor at skulle fortælle de samme børn igen og igen, (som tilsyneladende ikke har lært noget af de sidste tredive gange man har fortalt dem) at de ikke skal afbryde, når andre taler.

Da jeg havde sagt farvel til mine piger i skolegarderoben her til morgen og gik ud mod cykelstativerne mødte jeg en flok drenge. En fire-fem stykker. Karmaen omkring dem var ikke videre positiv, de mundhuggedes lidt, en vrængede noget om at sige noget til de voksne. Den største og den mindste af dem syntes at være dem, der havde en beef med hinanden. Den store siger til den lille, at han da nemt kan sparke ham i hovedet, og den lille svarer flabet retur, at det kan han da bare gøre… Og woom! Så svinger den store sit højre ben op i luften og rammer den lille i baghovedet. Lige for næsen af mig. Jeg har en lyserød frakke på, så jeg er ikke lige frem usynlig, og jeg kan slet ikke lade være med at kommentere det, jeg netop har set.  ”Det må jeg nok sige!”, siger jeg med høj stemme. ”Det mente du alligevel var en god ide?” Den store dreng kigger åndsfraværende på mig og mumler stille: ”Men han gav mig jo lov”, og trasker videre. ”Ja, men man må altså godt tænke sig om med indersiden af hovedet!”, nærmest råber jeg efter ham. Ingen reaktion. En anden forældre i nærheden ser helt chokeret ud og siger: ”Jeg så ikke hvad der skete, hvad var det for noget?” Jeg forklarer hende hvad jeg havde oplevet, og hun syntes det var godt at jeg havde sagt noget.

Jeg cyklede hjem i syv sind. Skulle jeg have holdt min mund? Nej! Børn har kun gavn af at opleve ægte reaktioner på deres adfærd. Men jeg blandede mig jo i noget som ikke kom mig ved… Måske. Men hvis ikke den lille dreng havde haft sin cykelhjelm på, havde den store så alligevel sparket, og hvordan var det så spændt af? Skulle jeg være gået med dem helt ind i klassen og have ventet på en lærer eller pædagog og have fortalt hvad jeg havde set? Jeg ved jo strengt taget ikke, om den lille dreng havde været mere end almindeligt øretæveindbydende før jeg får et øre ind i samtalen.

Og så tænkte jeg på mit lærerliv. Hvor der flere gange om dagen var situationer af denne slags, med børn der ikke var gode ved andre børn, som ikke kunne forstå fornuft, årsag og virkning. Og børn som havde forældre, der mestendels troede på deres eget barns historie, og ville have møder og særlige indsatser, men ikke forstod, at det også var deres værk og ansvar, at deres barn var som det var.

For et halvt år siden ville jeg også have reageret som jeg gjorde i dag, på situationen med drengene. Men det ville også have betydet, at de følgende dage stod på stresskrop og hjertebanken. Det tror jeg ikke det kommer til, denne gang. Jeg er mest bare ærgerlig over, at børn kan være sådan. Og at jeg lige var der, på netop det tidspunkt. Jeg gider ikke længere opdrage på andre folks børn. Men jeg ville omvendt have haft en endnu dårligere smag i munden, hvis jeg blot var gået forbi uden at sige noget. For så havde jeg svigtet den dreng der blev sparket. Og det kan godt være drengene synes jeg er en idiot. Men jeg er en idiot, der sætter grænser og ikke bare går forbi.

Jeg har altid vidst hvad en revisor var for noget. Min far, talknuseren, var revisor, havde firma og ansatte og da jeg blev gammel nok til det blev jeg også ansat, som piccoline, og tjente her mine første egne penge. Som der selvfølgelig blev ført regnskab over… Som 12-13 årige fik min bror og jeg selv råderet over vores økonomi. Eller. Far havde læst (og selvfølgelig regnet efter) hvor meget et barn på vores alder cirka kostede på årsbasis i tøj, toiletartikler, fritidsinteresser og så videre. Og det beløb blev divideret med tolv, og så skulle vi ellers lære at lægge budget, så vi havde penge til det, vi gerne ville bruge penge på. 1100 kr. pr måned. Ville vi gå til spejder, fodbold eller dans, så skulle der være penge til at betale det, når kontingentet blev opkrævet. Den første tid med denne – på papiret – enorme økonomiske frihed indeholdt månedlige budgetmøder med far. Hvad blev pengene brugt på? ”Husk nu at gemme penge så du kan betale for sommerlejr med spejderne. Hvis du køber den dyre shampoo er der ikke råd til at tage med ungdomsklubben i svømmehallen.” Jeg hadede de der budgetmøder. Tal er SÅ tørre. Jeg har en god og sund økonomisk sans, og vidste udmærket hvor mange penge jeg havde og hvor mange penge jeg kunne bruge for at have råd til det ene og det andet. Også fremadrettet. Men jeg lavede pligtskyldigt mine budgetter. Også da jeg sparede op til at komme på højskole. Og flyttede hjemmefra. Og flyttede igen. Og flyttede til Odense. Og droppede ud af sygeplejestudiet. Og fik fuldtidsjob. Og tog på højskole igen. Jeg har styr på min økonomi. Det er helt andre steder i mig der har brug for råd fra en revisor.

I dag er det Martin der står for at lave budgetter hjemme hos os. Jeg kigger med over skulderen, men hans evner i et excel-ark overstiger mine med lysår, og det går så stærkt når han kopierer og flytter rundt, at jeg må kigge væk. Jeg stoler endnu ikke helt på cut-copy-paste. De benoves i banken når vi kommer med det store regneark med forventede indtægter og udgifter. Det er så grundigt.

De mentale regnskaber derimod. De har været i underskud i en periode. Eller skulle jeg sige, en årrække. Her har jeg ikke formået at kalkulere med korrekte indtægter og udgifter. Der har ikke været balance. Og på et tidspunkt er der ikke mere kredit at give af.

Og bang. Så lå jeg der. Med stress. På bunden. Den manifesterede sig flere steder. Hyperventilerende på en bænk med en omsorgsfuld kollega ved siden af, der gjorde alt det rigtige (tak, Lene). Med hjertebanken på mit køkkengulv med min leder i røret – ”Jeg kan ikke komme i morgen. Jeg kan ikke noget”. Hulkende på mine knæ på gulvet i min læges konsultation. ”Jeg er så bange for at du vil sige til mig, at jeg bare skal tage mig sammen.” Det gjorde lægen ikke. Hun sygemeldte mig, først en måned, så to måneder mere. Og langsomt, ekstremt langsomt hævede jeg mig lidt op fra bunden. Jeg oparbejdede en smule kredit igen. På min sofa, med Netflix. Med middagslure. Med gåture. Med mere Netflix. Jeg genså Friends, Downton Abbey, The Crown og udvalgte afsnit af Game of Thrones. Men begyndte ikke på nye serier. Mit hoved kunne kun forholde sig til langsom tv som det havde set før. Jeg kom ikke meget ud. Kørte ikke selv bil de første fjorten dage. Jeg turde ikke stole på, at min hjerne kunne reagere hurtigt nok, hvis jeg kom ud for farlige situationer i trafikken. Langsomt kom der mere ro i mit hoved. Og gamle vaner overtog igen. Og bang! Tilbagefald. Fuck! Jeg havde presset mig selv til noget jeg egentlig ikke havde lyst til. Jeg havde bare ikke mærket ordentligt efter. Jeg var rasende! Og så dukkede der pludselig en ny mand op i mit liv.

Frank. Min psykolog præsenterede mig for ham. Og Frank har været hos mig næsten hver dag siden.

”Hvem hulen er Frank?”, spørger du nok. Frank er min mentale revisor. Han er en ældre herre, lidt krumbøjet, tyndhåret og lidt buttet. Man kan kende ham på de brune, rillede fløjlsbukser, som er blankslidte på knæene. Han ryger pibe, men kun efter frokost. Han ejer ikke et jakkesæt, men han er til gengæld leveringsdygtig i sweaterveste i alle de grågrønne og brune farvenuancer du kan forestille dig. Frank holder øje med min mentale balance. Og jeg spørger Frank til råds når jeg kigger min kalender igennem eller bliver spurgt om jeg lige kan det ene eller det andet. Frank arbejder ikke med toårs-planer. Faktisk evner Frank ikke at se ret meget længere fremad end en uges tid. Og er der ikke balance mellem mental indtægt og mental udgift, så kigger Frank spørgende på mig henover brillen. ”Hvordan havde du tænkt dig, at dette skal bogføres?” Han betragter mit mentale helbred som en konto med hævekort. Der kan ikke laves overtræk. Hvis jeg vil bruge mentalt energi på noget, skal der være opsparet noget energi jeg kan benytte til formålet. Frank bliver aldrig vred. Men jeg er aldrig i tvivl om hvad han tænker, når han ryster uforstående på hovedet over et valg, jeg har truffet.
Frank is always frank. Ærlig som et spejl man kan holde op foran sig selv. Jeg elsker ham og satser på, at vi får et frugtbart og langvarigt forhold til hinanden.

PS: Frank er naturligvis en fiktiv, opdigtet person som udelukkende eksisterer inde i mit hoved. Enhver lighed med levende personer er utilsigtet, men kan betragtes som en kærlig hyldest til mennesker i almindelighed, revisorer i særdeleshed.

I nat kl 02.00 ringede vækkeuret og jeg var vågen sekundet efter. Afgang til Billund kl 03.00, for at kunne sidde i en flyver til Amsterdam kl. 06.00. Hele Vocal Line, bortset fra os 6 der rejser i dag er allerede i Rio og poster billeder af fest og farver. Af forskellige årsager er vi 6 Vocal Linere der rejser til Brasillien “til direktørtid”, og jeg har glædet mig! Til flere ting: At komme til Sydamerika. Det ville jeg måske aldrig være kommet hvis ikke jeg var blevet 1. alt i Vocal Line. Det står ikke på min liste over “places to see”. Jeg har ingen forventninger ud over forventningen om én på opleveren. Og så glæder jeg mig til bare at følge efter. At være lemming i det store Vocal Line univers af fede koncertoplevelser, nye bekendtskaber og amazing-ness. Og til at synge, naturligvis. Flyveturen fra Amsterdam til Sao Paolo tager lidt over 11 timer, og der er stadig nogle sange der skal øves. Til den her udsigt er det helt okay.    
 
Det er nu 23 1/2 time siden jeg stod op. Lokalt er klokken 20.35.  Vi venter i lufthavnen i Sao Paolo på indenrigsflyet til Porto Alegre. Her skal vi indkvarteres privat den første nat. Ikke helt efter den oprindelige plan. Men vi har ja-hatten på og tar det som en oplevelse. I morgen, søndag aften flyver vi til Rio, for mandag morgen synger vi ved Cristo Redentor på Corcovado. Derefter retur til Porto Alegre og synge koncert mandag aften. Forhåbentlig finder jeg wi-fi igen, om ikke andet, så i en ny lufthavn. Så kommer der flere billeder. 

Jeg skal med Vocal Line til Brasillien. Og hvis det går som jeg håber, så vil jeg forsøge at mobilblogge en form for rejsedagbog her på siden. Om ikke for andre, så for min mor, der glæder sig på mine vegne over den oplevelse der venter forude, og som formår at gemme sine bekymringer så langt væk at de næsten ikke påvirker mig. 

Tasken er allerede pakket. I aften kysser jeg mine børn godnat og ser dem først igen om ti dage. 

Mit nytårsforsæt om at være hverdagsdiva går meget godt. Jeg købte nye sko med høje hæle i ferien, for jeg synes faktisk at konceptet holder. Og det kræver lidt nyt til fødderne en gang imellem.

Det viser sig dog, at jeg ofte finder de gamle, tilgåede stiletter frem. Dem der er lidt ridsede, lidt slidte, dem som er blevet komfortable på trods af 7-8 cm. hæl. Og hvorfor er det interessant? Fordi det er en allegori.  Det er sådan det er at være midt i implementeringen af en reform.  Jeg søger det, jeg kender og er tryg ved. Martin sagde til mig at han syntes jeg skulle skrive om hvordan det går med alt det nye, reformen, arbejdstidsaftalen. Med mere.

Jeg har bare ikke noget at sige endnu. Man kunne måske tro at jeg gemmer mig bag den gamle traver med, at man kun skal sige noget negativt hvis man også kan sige noget positivt. Det er ikke tilfældet.  Der er -som før reformen- aldrig to dage der er ens. Det er sjældent det samme problem der udfordrer. Og sjældent de samme gyldne øjeblikke med børn eller kolleger der bringer smil og glæde ved arbejdet frem.

Jeg kan sige noget om forskellen på børn i 2. og i 3. klasse. Når man har haft en klasse gennem 1. og 2. klassetrin er det i 3. klasse man begynder at kunne høste frugterne af ens hårde arbejde. Eller må arbejde hårdt for at samle op på børn man har overset (Ja, det sker. Børn kan også det der med “fake it ’till you make it. Og nogle børn “maker” det så alligevel ikke…) I 3. klasse kan vi begynde at blafre lidt med ørerne og børnene kan gives lov til at stikke fagligt af i forskellige retninger. Danskfagligt synes jeg at 3. klasse er mest interessant. Vi begynder at kunne tale om indhold mellem linjerne. Vi får styr på over- og underbegreber. Ordklasser, stavning, formulering, det som gør at man kan give klassen videre til en ny dansklærer og vide, at man har afleveret et hæderligt råmateriale. Jeg synes det er vemodigt at give dem videre. Men det er også fedt at få en helt ny 1. klasse. Hårdt arbejde, men når man er god til det bliver det også en personlig udfordring. Så kan man stille sig selv spørgsmålet: “Hvordan bliver jeg bedre?”

Reformskibet er stævnet ud. Jeg er ikke fan af udtrykket: “Vi bygger skibet mens vi sejler” Det er vel, ret beset og bogstaveligt talt, noget af det dummeste man kan gøre. Det er bare en mekanisk måde at sige “Vi ender med at lave fejl, og sådan er det” Og jeg fungerer meget bedre ved at sige tingene som de er.  For nogle år siden var jeg med på et dagsseminar, sammen med en håndfuld andre medarbejdere fra min skole. Det var spændende. Jeg kan ikke huske hvad emnet var, men jeg lærte noget om produktionens domæne og reflektionens domæne. Der blev brugt en del formuleringer fra et papir der hedder “Ledelsesgrundlag i Børn og Unge. Det har at gøre med de værdier man fra kommunal side ønsker, at ledere i de forskellige niveauer i Børn og Unge forvaltningen udviser og arbejder efter. Jeg har gemt en post-it fra kurset. Den hænger på indersiden af mit skab på skolen. Der står: “Vi tør give plads til vildskab og erkende fejl.” Jeg skrev den og hængte den op fordi jeg kunne mærke den. Helt ned i tæerne og ud i fingerspidserne. Og nu har jeg googlet resten.  Her er det:

Hvis man skal sige ét ord om vores liv lige pt, kunne man vælge at sige “skrump”. Fordi: Vi er flyttet, til færre kvadratmeter. Alle voksenbøger fra vores indbo er sendt på lager, for der er også gået skrump i vores tid. Hvis vi får læst en bog fra ende til anden de næste tre år, må det være en børnebog vi læser højt for afkommet.

Der er også gået skrump i tålmodigheden. Især hos Eva, der lige er blevet tre år, og er helt overbevist om, at hun ved bedst, og at hun skal bestemme alt. Og for det meste er det kun mor der duer. Det får også tålmodigheden til at krympe hos mig…

Heldigvis er det ikke kun den negative form for skrump vi oplever. Jeg kan med glæde meddele at jeg ikke længere bærer rundt på overskydende fødefedt. Barselsfælden fik mig ikke særligt længe denne gang. Hvorfor? Fordi jeg lod være med at gå tur med barnevognen. Så kom jeg nemlig ikke til at gå forbi Rema1000 og købe alt det, jeg ikke havde godt af. Så nu er jeg på brudekjolevægt. Men hvis jeg skal kunne passe den igen skal jeg først lige være lidt mere fast i kødet… Så er det jo heldigt at jeg har meldt mig til Lillebælt halvmarathon lørdag d. 4. maj. Efter let pres fra mine unge og spændstige fætre, Søren og Henrik, der med garanti giver mig voldsomt baghjul. Mit mål er blot at løbe hele vejen. Tiden er underordnet. At løbe et halvmarathon er nemlig et af mine nytårsforsæt. Et andet er, at jeg vil lære at temperere chokolade… Det må blive i andet halvår af 2013. Min skønne mand bruger lige for tiden en del tid i træningscentret. Om han skrumper af det må tiden vise. Det er svært at se når man ser på hinanden hver dag.