Jeg har bidraget til Jeppe Engells projekt, webloggen juletrauma-dot-dk. Mit bidrag er historien om vores jul på Skejby Sygehus, julen 2010. Du kan læse med her.

Og julen… Ja, den kommer jo om man vil det eller ej. Jeg synes jeg har så meget andet jeg skal nå inden jeg skal begynde på arbejde igen 2. januar 2013. Vi skal dog ikke være færdige til hverdag, for når jeg skal på arbejde skal Martin holde barsel. Jeg tror at jeg glæder mig lige så meget som han gør 🙂 Det blir spændende at være udearbejdende, og have en hjemmegående husfar i baghånden. Og det bliver dejligt at det ikke er mig der skal aflevere og hente børn i børnehaven hver dag.

Jeg har forresten købt en smartphone til mig selv. Det var måske også på tide at jeg kom ind i den mobile digitale tidsalder. Jeg har allerede installeret apps fra både pengebank, blodbank og e-boks på dyret. Og jeg har hørt at man også kan installere noget hejs så man kan mobilblogge…

Den 13. november 2002.

Det er onsdag. Jeg er med toget fra Esbjerg, for i går havde mine forældre sølvbryllup. En skøn fest med skønne mennesker og min mor i en fantastisk kjole. Jeg drømmer om at se lige så fantastisk ud til mit sølvbryllup, hvis jeg engang er så heldig at blive gift med en der vil være sammen med mig i 25 år.

Det er onsdag aften. Jeg er på Gyngen og høre højskolebands, for Den Sønderjyske Højskole er på turné, og som gammel elev støtter jeg op om sådan en begivenhed. Men jeg hører ikke rigtig efter musikken. Jeg sidder og skriver sms’er med Martin. Vi bekræfter hinanden i at der er længe til lørdag hvor vi har aftalt at ses. Alt for længe. Han er på musikinstituttet hvor han øver med Vocal Line. Men han er færdig kl. 22.00. Kl. 22.10 forlader jeg Gyngen og cykler ned på Sandgravvej. Med sommerfugle i maven.

Martin lukker mig ind. Vi sætter os på hans sofa. Der går ikke lang tid før Martin får fortalt mig at han synes jeg er helt fantastisk, at han tænker på mig hele tiden og at han håber jeg har det på samme måde. Jeg trækker vejret dybt og fortæller ham, at han egentlig slet ikke er min type… At jeg har lavet en aftale med mig selv om aldrig mere at bruge min tid på fjolser. Hans ansigtsudtryk er priceless! Heldigvis kan jeg også fortælle ham at jeg ikke synes at han er et fjols, og at hjertet altid får det sidste ord. Jeg er helt vild med ham! Han kysser mig og jeg spørger ham om han vil være min kæreste. For jeg vil have tingene på det rene. Ikke noget måske eller midt-i-mellem. Vi skal være kærester, eller også skal det ikke være. Han vil godt være min kæreste. Pyh! Jeg cykler hjem nogle timer senere. Det er slet ikke koldt, selv om kalenderen siger vi er midt i november. For der er sommer i mit hjerte.

For syv år siden idag friede han så til mig. Det tog jeg som et tegn på at han ikke havde fortrudt at han sagde ja til at blive kæreste med mig. Heldigvis 🙂 Og et bryllup og tre børn senere er han stadig den jeg allerhelst vil tilbringe mit liv med, bruge min tid med og dele mine tanker med. Jeg elsker ham når han tager Ole og Eva med til bageren søndag morgen og de kommer glade hjem med morgenbrød. Jeg elsker ham når han forsøger at beherske sine begejstrede udbrud mens han ser sport, fordi han ved jeg blir’ skide forskrækket hver gang han jubler over en scorring eller himler over en dårlig aflevering. Jeg elsker ham når han åbentlyst er stolt af at være gift med mig. Jeg elsker ham når han bander over at han for tredje gang på en dag taber noget eller går ind i ting. Jeg elsker ham for det menneske han er. Og jeg elsker at min far syntes at jeg havde fundet mig et godt parti 🙂 Jeg elsker ham også når han sidder ved middagsbordet og kigger ned i sin iPhone. Men mest når han ikke kigger i den… 🙂 Tak for ti dejlige år, Martin. Må vi få mange flere af den gode slags.

Snip snap snude, det var det. Nu vender jeg tilbage til at skrive om hverdag, børn, arbejde og det, der lige falder mig ind. Tak fordi du kom med helt i mål. Håber du er blevet glad af at læse med.

Den 27. oktober 2002 skrev jeg i min dagbog: “Jeg har haft en uge hvor jeg har brugt rigtig meget tid på Messenger i “selskab” med Martin K. Det er lidt flirteagtigt til tider… Det er lidt underligt, for umiddelbart er han slet ikke min type, men der er noget ved ham…” Der vinkes med vognstænger, men jeg er åbentbart ikke klar til at fatte hvad det er jeg har gang i, for vi er stadig et stykke fra målet, så:

For ti år siden idag sad jeg på Martins futon og kiggede på CD’er, lyttede til musik og snakkede med ham som om vi havde kendt hinanden hele livet. Det var en mandag, jeg kom kl. 13.00 og gik først hjem kl. 23.30. Og da jeg kom hjem chattede vi videre i 5 kvarter over Messenger. Han var lige blevet opereret i knæet og trængte til selskab, så jeg havde tilbudt at komme forbi når jeg var færdig på seminariet. Han var i øvrigt også, i forbindelse med operationen, gået glip af en fantastisk koncert med Jonatha Brooke på Voxhall, og jeg havde derfor fået et par af hans CD’er med til koncerten, så jeg kunne få dem signeret til ham, hvis lejligheden bød sig. Det gjorde den, så dem skulle han jo have overrakt behørigt. Det var første gang jeg besøgte ham, og jeg kan huske, at jeg syntes der var ret fint ryddet op. Det var han umiddelbart bedre til end mig… Han åbnede efter et stykke tid, for han var iført DonJoy for at holde knæet i ro efter operationen, så min indre Florence Nightingale var straks igang med at finde på ting jeg kunne hjælpe ham med. Og da klokken pludselig var tæt på aftensmadstid, tilbød jeg at vi kunne spise sammen, så han ikke skulle stå i køkkenet på det der dårlige ben. Vi gik sammen ned i Alta og fik handlet, og hjemme igen fik jeg lavet lidt at spise. Men altså, ti og en halv time… Jeg husker at vi hørte musik og skiftedes til at finde gode CD’er og lytte til yndlingsnumre. Og jeg husker, at vi fandt ud af, at vi havde det samme yndlings RayDeeOhh nr. Men det har vi nok ikke fået ti og en halv time til at gå med… Vi må have talt om alt mulig andet. Det var i hvert fald hyggeligt. Og jo, vi nøjedes med at tale. Han var jo stadig ikke rigtig min type. På et tidspunkt ringede det på døren, og i Martins lejlighed skulle man ud af en dør og hen ad en gang for at åbne døren til gaden. Det var Martins far der ringede på og Martin gik ud og åbnede og kom kort tid efter ind igen, alene. Til vores bryllup underholdt min svigerfar med, at han den dag fik en fornemmelse af, at der var en anden gæst i lejligheden, som Martin foretrak at holde for sig selv. Han var pludselig blevet så bred i døråbningen, på trods af ny-opereret knæ….

Da jeg kom hjem fortsatte snakken som sagt på Messenger. Det var dengang jeg kunne holde mig vågen til engang efter midnat. Det har børnefamiliekonceptet efterfølgende lagt sin klamme hånd tungt på. Men efter at computeren var blevet slukket og jeg var krøbet under dynen skrev jeg i min dagbog at vi havde grinet og snakket og bare været, og at det havde været rigtig hyggeligt. De sidste ord mandag d. 4/11 2002 fik med på vejen var: “Jeg har haft alletiders dag!!!”

Men skal de ikke snart kysse med hinanden og blive rigtig kærester, spørger du nok… Jo jo, alt godt kommer til den der venter, og en Klovborg ost tar den tid en Klovborg ost skal tage. Du må vente lidt endnu…

Den 1. oktober 2002 var en god dag. Jeg var nemlig så heldig, at jeg kom med i det der Madonna-kopiband, som havde haft mig til audition. Jeg var den ene af to korpiger, og så var der også en leadsangerinde. Vi mødtes alle sammen første gang til den første øver, tirsdag d. 1. oktober 2002. Det var sjovt. Det var spændende. Det var med en følelse af, at det kunne blive rigtig godt, det her. Vi kom godt ud af det med hinanden allesammen, lige fra første dag. Efter den anden øver, tirsdagen efter, skrev jeg i min dagbog: “Jeg er så vild med at jeg er kommet med i det her band. Tror det vil bringe en del med sig.” Hvor meget, har jeg først forstået nu… 🙂

Om en uges tid er det ti år siden jeg var på en slags date med Martin for første gang. Stay tuned…

Klokken er nu 21.00. For præcis 10 år siden så jeg Martin første gang.

Jeg skulle til audition i det der band, som jeg skrev om i sidste indlæg. For jeg skrev jo til den der mailadresse der stod på sedlen og gjorde opmærksom på mig selv, fik svar tilbage om at de gerne ville se mig til audition og en dato. 12. september 2012, kl. 21.00. Der var også vedhæftet nogle lydfiler med de sange jeg skulle synge. Jeg syntes selv at prøven gik rimeligt godt, på trods af at min hals ikke var i topform. Og jeg husker, at jeg efter prøven var mere end spændt på, hvordan de syntes det var gået.

Martin stod i øvelokalet bag sin Yamaha Motif og kørte den ene elegante pick-up-line af efter den anden. Elegante, fordi de aldrig blev klæbrige, men hele tiden gjorde opmærksom på, at han for det første havde ordet i sin magt, og for det andet, at han bestemt syntes jeg var værd at samle på. Jeg havde en t-shirt på, som jeg havde købt i Berlin et halvt år tidligere. Der stod “Never judge a girl by her t-shirt” på den. Tø-hø.

Jeg husker at jeg syntes at de der drenge var festlige, og om ikke andet, så var nye venner jo altid en kærkommen ting i min nye by. En af dem læste også til lærer, så vi havde jo også noget at snakke om. Jeg kørte hjem fra auditionen med flere sommerfugle i maven end da jeg kom. For jeg håbede sådan, at de ville have mig med.

Altså, jeg gik lige og havde en rigtig god ide til et blogindlæg. Jeg syntes virkelig jeg havde noget interessant at skrive. Og så skulle jeg lige amme Ines, og jeg skulle lige spise frokost og jeg skulle lige sætte en vask over, for en familie på fem genererer ret meget vasketøj, faktisk. Og ved du hvad. Nu kan jeg ikke huske hvad det var jeg ville skrive, og jeg kan slet ikke huske hvorfor det var interessant…

• Lave mig en lækker frokost og spise den – langsomt og i fred og ro!
• Tage et langt bad, og få vasket al shampooen ud af håret, og blive helt tør inden jeg kom i tøjet, som jeg havde haft tid til at finde frem inden.
• Læse en interessant bog der udvider mit intellekt (hvornår kommer jeg nogensinde til det igen..?)
• Sy. Det er hundrede år siden jeg har haft fingre i min symaskine.
• Komme videre med mit stillestående sløjdprojekt som har befundet sig i skuret i et par år, efterhånden…
• Kysse min mand til jeg blev helt øm i kæberne (det kræver naturligvis at han også har en times tid for sig selv, og gider bruge den på at bytte mundvand – med mig…)

Og hvad bruger jeg så en evt. overskydende time på for tiden…? 

At sove.

Sommertid. Oprindeligt opfundet for at spare på strømmen, har jeg læst mig til. Vel egentlig smart nok, hvis strøm var megadyrt…. Det er det ikke. Mere.

Nu er sommertiden vist mest noget man diskuterer, om det er hot eller not. Nogen siger at det gør for meget skade. Andre nyder de lysere aftener. Jeg er personligt græsk/katolsk. Eller, det var jeg før jeg fik børn. Dagens mission har nemlig været, at gøre barn et og barn to så trætte, at de kunne sove når uret sagde at det var sengetid, og ikke når deres kroppe sagde at det var sengetid en time senere. Derfor stod den på svømmehal i formiddag, efterfulgt af middagssøvn for mindsten og moderen, og eftermiddagens udfordring lød på søndags-ræs i Århus Springcenter med gode venner og deres børn. Det lyder jo meget godt, ikke? Læg så lige en højgravid kvinde og en basketball-forslået mand ind i den ligning, og se så om det stadig lyder tiltalende… Under alle omstændigheder, så lykkedes mission få-børn-til-at-sove-før-tid-uden-at-de-selv-opdager-det. Og på trods af forældrenes tilstande og skavanker, så var det der søndags-ræs en bragende succes! Jeg er i hvert fald totalt klar på at det skal prøves igen, når jeg engang er færdig med at ruge på barn nr. tre. Og liiiige har tabt lidt mere fødefedt. Og når amme-madkasserne ikke gør alt for ondt. Måske sku vi bare lige spørge ham der morbroderen i Fredericia om han ikke vil med til Søndags-ræs en dag i nærmeste fremtid…. 🙂

Fik jeg sagt at der er tre uger til termin i morgen?

Så er der fire uger til temin idag. Og hvis det bare var fire uger der skulle gå med at gøre klar til at baby kommer til verden, så Herre Gud da. Hvis det bare var fire uger, hvor tiden var min egen, hvor jeg blot skulle sørge for mig selv og lidt vasketøj og oprydning ind imellem, så var det jo da bare a walk in the park. Men det er det ikke.

Trods store anstrengelser for at undgå at ældstebarnet skal op og tisse og gøre nr. 2 om natten, så er den næsten sikker hver nat: En til to gange skal en af de voksne op af sengen for at sørge for at sønnike får tørret mås, vasket hænder, kommer i nattøjet og ind i seng igen. Helst i et nogenlunde acceptabelt tempo, da han ellers finder på at RÅBE efter os midt om natten, med fare for at vække mindste, – snart mellemste, barnet. Og forestil dig lige, at en kvinde på 32 år, der på 8 måneder har taget 15 kilo på, midt på maven, skal ud af sengen i en, for hendes tilstand, vis fart, halvvågen og med en arm der sover (fordi jeg kun kan ligge i to forskellige stillinger – den ene eller den anden side…) Når jeg så når ud til ældstebarnet skal jeg helst have overskud til at guide og opdrage – han skal altså ikke serviceres selv om det er midt om natten. Han skal selv vaske hænder, selv skylde ud og selv tage nattøj på, men der skal være en mor (eller en far) der fortæller ham at han skal gøre det – nat efter nat…. (det må på et eller andet tidspunkt sidde fast og blive til en exekutiv funktion for ham…) Det tager på kræfterne, for min svangre krop ville allerhelst blive liggende i sengen, gerne 8-10 timer i døgnet.

Hvorfor er det så lige, at jeg ikke prikker Martin hårdt i ryggen og siger: “Ole har brug for DIN hjælp.” Det gør jeg også en gang i mellem. Men:

• Som regel vågner jeg når Ole kalder første gang. Det gør Martin ikke. Så ligger jeg der og kan mærke den sovende arm og behovet for at vende kroppen til den anden brugbare sovestilling. Og så kan jeg vel lige så godt stå op og hjælpe drengen, for det er lige så stor en manøvre at vende sig i sengen som det er at stå op…. suk…
• Jeg er sådan en kone, der synes at det er rimeligt at det er mig der står op når min mand passer sit arbejde i dagtimerne, hvor jeg har muligheden for at lave det, som min skønne kollega, Mette L., kalder en tilbagelægning. Altså, at stå op, spise morgenmad, aflevere børn, tage hjem og lægge sig tilbage i sengen igen. Genialt koncept!  Nogle dage bliver det kun til tidsbegrænsede tilbagelægninger, men jeg tager mig den frihed, at gå all in på dage hvor jeg virkelig har fortjent det. Så sover jeg igen fra 8.00 til 12.00. Det er derfor man har barsel.
• Skæbnen vil det lidt for tit sådan, at Ole kalder når jeg ligger med ryggen til Martin. Så hvis jeg skal nå at prikke ham hårdt i ryggen og bede ham om at hjælpe barnet inden barnet skruer op for kalde-volumen, så skal jeg lige have vendt mig først. Og det tager, som ovenfor nævnt, pænt lang tid…

Så ventetiden kan kun gå for langsomt, hvis du spørger mig. Ikke at jeg gerne vil føde før tid (for så passer det ikke så godt med barselsorlovsudregningerne…) men jeg glæder mig til at være en mor der ikke har alt for kort lunte over for sine børn, og ikke har for elefantastiske proportioner til at kunne lege det de gerne vil. Jeg kan snart ikke løfte Eva mere, jeg må ned på gulvet til hende, og der er altså langt op igen når man først sidder dernede. Suk. Den der tredje arm der forhåbentlig vokser ud et sted inden barn nr. tre ser dagens lys, den venter jeg utålmodigt på.

Men nu må I have mig undskyldt. Jeg skal være færdig med at rydde op, for idag kommer rengøringsfirmaet, og når de går, efterlader de mit hjem skinende og støvfrit. Lidt luksus må man godt købe for penge.