Lige nu har jeg tid til at skrive. Det er ikke sikkert jeg har det om et par dage, på tiårs dagen for det, jeg nu vil fortælle. Tre børn, hus, mad, vasketøj, bla bla bla og så videre. Så nu får I lige historien på forskud. Historien om vores -måske- første date. You be the judge of that…

Den 19. oktober 2002 var en lørdag. Jeg var 23 år, lige begyndt på en uddannelse og en gennemsnitlig én af den slags mennesker ville nok bruge en lørdag aften i selskab med alkohol og andre mennesker. Jeg sad hjemme på mit værelse i Herluff Trollesgade. Og der havde jeg siddet hele dagen. Og set fjernsyn. Og strikket. Og surfet lidt på internettet. (Jeg havde nemlig lige købt en ny computer – eller, min bror havde købt den for mig…) Og hørt musik. Og været på Messenger. Kan du huske Messenger? Det var den måde vi chattede med hinanden på for ti år siden. Og på Messenger kunne man også lave statusopdateringer. Sjovt, ikke? På et tidspunkt er Martin online på Messenger, og vi får en længere sludder om dit og dat. Det er rigtig hyggeligt, for manden har jo humor og en masse gode snappy comebacks. Vi snakker på et tidspunkt om, at det egentlig er lidt skod-skråstreg-taberagtigt at sidde hjemme en lørdag aften når byen er fuld af muligheder. Martin skriver så at han egentlig skulle have været i biffen med sin søster, men at hun har brændt ham af. “Men du kan da tage med, hvis du har lyst, Ida…” Sure, why not. Jeg havde ikke noget bedre at give mig til. “Jamen, så henter jeg dig om en halv times tid.” 30 minutter senere kører en rød Toyota Carina, årgang 1985 til fortovskanten ud for Herluff Trollesgade nr. 48, jeg stiger ind og vi kører mod BioCity på strøget. Ud af højtalerne synger Jonatha Brooke et totalt yndlingsnummer “Because I Told You So”, fra bilens båndafspiller (jeps, som i kasette-båndafspiller). Vi havde i ugerne forinden fundet ud af at vi begge var store fans af netop Jonatha Brooke, og jeg havde lånt nogle CD’er med hende af Martin, for ligesom at få udvidet min musikalske horisont.

I biografen havde vi pladser ret langt nede i salen. Til xXx. Med Vin Diesel. Jeg tror ikke jeg nogensinde har set en dårligere film i biografen. Det grinede vi meget af bagefter, da vi stod i baren på Café Smagløs og snakkede. Jeg fik en øl, Martin fik en cola. “Meget ansvarligt, han skal jo køre mig hjem i bilen”, tænkte jeg. Det var faktisk så hyggeligt, at vi først fandt ud af at klokken var 02.00, da bartenderen begyndte af stole op og lukke stedet ned… Vi var de sidste der gik.  Jeg blev kørt hjem, vi sagde godnat, jeg gik i seng og tænkte ikke mere over det. Jeg havde haft en rigtig sjov og hyggelig aften med en god, ny ven. Men et sted i mig var der noget der begyndte at røre på sig.

Senere har jeg så fundet ud af at: 

• Martin havde aldrig haft en aftale med sin søster – men hvis nu det lød som om billetterne var købt, var jeg måske nemmere at få med…
• da jeg sagde: “Ja, jeg vil gerne med i stedet for din søster”, skyndte Martin sig at bestille billetter og køre ned til biografen og hente dem, så historien om søsteren fremstod plausibel.
• musikvalget i bilen var på ingen måder tilfældigt. Han vidste jeg var vild med det nummer, og det handler om kærlighed så det driver ned af væggene. Spolekassettebånd, sir jeg bare.
• Martin drikker ikke alkohol. Han kan ikke lide det. Jeg beundrer ham. Jeg drak alkohol hele min gymnasietid uden at kunne lide det. Fordi det gjorde alle de andre. Martin er ikke som alle de andre. Heldigvis.
• Det var måske i virkeligheden vores første date. Det bestemmer jeg lige at det er. Hidtil har jeg betragtet vores første date som den første gang vi var et sted sammen offentligt efter at vi var blevet kærester. Det var på Burger King…

Men der går altså lige en lille måneds tid endnu før vi bliver kærester. Jeg skal jo lige finde ud af at jeg er ved at forelske mig i manden. Hæng på.